29 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dagbog fra gulvet - det knager i samfundets fuger og bånd

Dagbog fra gulvet - det knager i samfundets fuger og bånd

Tirsdag, 19. februar, 2008, 00:00:00

En kollega fortalte, at sådan som hendes økonomiske situation er lige nu, er hun begyndt at spise mindre portioner mad end hendes teenagesøn

Anders Nørgaard Samuelsen, 27 år. Pædagog i en SFO (DUS) og tillidsrepræsentant i BUPL Nordjylland.
Tirsdag den 19. februar:
I sidste uge drøftede vi på min arbejdsplads i Aalborg den aktuelle situation i dansk politik - helt præcist de vilde prisstigninger på dagligvarer. Her var det så, at en kollega fortalte, at sådan som hendes økonomiske situation er lige nu, er hun begyndt at spise mindre portioner mad end hendes teenagesøn, som i hvert fald skal have nok, siger hun. Hendes budget er simpelthen så stramt, at hun nu kan mærke på egen krop, at lønnen ikke helt slår til.
Med denne beretning, samt den generelle stemning på min arbejdsplads, er det tydeligste og vigtigste krav pædagogerne fremsætter - mere i løn.
Det kommer sikkert ikke som en overraskelse, men faktum er, at det knager i samfundets fuger og bånd, og hvis ikke der kommer et tydeligt skift i den måde hvorpå pædagogers og andre offentlige ansattes arbejde prioriteres, herunder både med hensyn til løn, antal institutioner, antal ansatte og så videre, så kan vi ikke holde til det - hverken fysisk eller psykisk.
Fra de af mine kollegaer, der har været med i overenskomstkampe mange gange før, hører jeg, at nok er enkelte områder blevet bedre, men det store spring fremad i lønningerne har været nemt at overse.
Som linjerne nu er trukket op mellem ansatte og arbejdsgivere, så bliver det er hård kamp for indrømmelser om mere i løn - ikke desto mindre er det, hvad der er nødvendigt. Det skal igen gøres attraktivt, at være pædagog. Det er vores fremtid (børnene og de unge) det handler om!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. feb. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp