Den traktat bibeholder det meste af den forkastede forfatning. Den er i usædvanlig grad nyliberal i bogstav og i ånd

af Susan George
Det franske NEJ ved folkeafstemningen om EU`s Forfatnings-traktat den 29. maj 2005 er ofte blevet misforstået uden for Frankrig. Mange har troet, at det var proteststemmer, som var højreorienterede, regressive, vendt mod indvandrere, mod tyrkere eller mod Chirac.
Formodentlig kan 18-20 procent af nej-stemmerne tilskrives sådanne motiver, men selv vores værste fjender - og jeg siger 'vores', fordi jeg ihærdigt førte en kampagne for 'nej' - indrømmer, at det var en progressiv, pro-europæisk forkastelse af et stærkt fejlbehæftet forslag. Vi ønskede Europa - men ikke det Europa.
Forfatnings-traktaten var en sejr for en antidemokratisk, asocial, nyliberalistisk lovgivning, som ville have været næsten umulig at ændre. Eliterne inden for medier, politik og erhvervsliv stemte overvældende for 'ja'. I den rige Paris-forstad Neuilly stemte næsten 85 procent for, hvorimod almindelige arbejdstagere gennemskuede den konstante propaganda og for det meste stemte nej. 85 procent i arbejderklasseforstaden Rouen for eksempel. Valgdeltagelsen var 70 procent - over en halv gang mere end de kun 46 procent, som havde ulejliget sig med at stemme i valget til Europa-Parlamentet et år før.
Nej`et var det franske og hollandske svar på en tekst, som i detaljer beskrev præcis det Europa, vi ikke ønsker. Folket var slet ikke nævnt. Konventet ikke valgt, men udnævnt.
Selvom der var nationale parlamentarikere og europaparlamentarikere blandt dets 105 medlemmer, var de ikke valgt til det formål, og de kunne end ikke foreslå selvstændig tekst - kun kommentere og foreslå ændringer til en tekst, som var udarbejdet af Giscard d`Estaing og hans vicepræsidenter.
Teksten var lang og uhyre kompliceret. Den overgav ad vitam aeternam ('for evigt', red.) Europas forsvarspolitik til NATO og til den mest snæversynede nyliberalistiske økonomiske politik, hvor 'fri og lige konkurrence' var langt vigtigere end arbejder-, social- eller miljørettigheder.
Det var den direkte vej til ødelæggelse af den offentlige service og til et 'kapløb mod bunden' med hensyn til lønninger, arbejdsforhold og social-, skatte- og miljøpolitik. Folket formodedes slet ikke at være til stede, ligesom de var fraværende fra selve teksten, men da de faktisk læste dokumentet, der var lige så langt som en bog, og som skulle besegle deres skæbne, forkastede de det. Det var et fantastisk øjeblik.

Ned med demokratiet
Straks efter de franske og hollandske afstemninger sagde EU-kommissær Günter Verheugen: 'Vi må ikke give efter for afpresning'. Dette var en god opsummering af Kommissionens syn på folkesuverænitet. Eurokraterne lærte deres lektie; det samme gjorde de nationale regeringer.
Lad ikke under nogen omstændigheder Europas folk sige noget som helst om deres fremtid. Tillad ikke folkeafstemninger; hast den næste tekst igennem uden at give tid til diskussion eller debat. Lad alle de antidemokratiske, nyliberale lovforslag være, præcis som de stod i forfatningen - eller gør dem endnu mere antidemokratiske og nyliberale - men sørg for, at de er endnu sværere at genkende, og teksten endnu mere kompliceret at tyde. Sørg også for, at den nye traktat, når den først er godkendt af regeringerne, ikke kan ændres. Sagt kort med et slogan: 'Ned med demokratiet'!
Nu to år senere har vi den nye traktat, på fransk kaldet 'Modificatif' og på engelsk 'Reform'. Den er alt, man frygtede, og værre. Vores ledere ulejligede sig ikke engang med at fortælle os, at de arbejdede på den før fejringen af EU`s 50-års-jubilæum i Berlin i marts 2007.
Det portugisiske formandskab præsenterede udkastet den 23. juli; regeringskonferencen (IGC) skal efter planen godkende det endelige udkast den 19. oktober, og traktaten er formentlig ratificeret af alle 27 medlemmer før valget til Europa-Parlamentet i juni 2009. Så vidt jeg ved, vil kun Irland afholde en folkeafstemning (påkrævet af loven).

Sarkozy frygter folket
Frankrigs præsident Sarkozy har allerede erklæret, at det franske parlament - hvor han har et pænt flertal - vil ratificere den (han føler tilsyneladende, at folket stadig kan vise sig at være ulydigt og farligt).
@citat:Med andre ord vil den nye traktat, hvad navn man end giver den, være juridisk lige så stærk som den døde Forfatnings-traktat.
Mindst 80 procent af den lovgivning, der vedtages i hvert europæisk land, kommer nu direkte fra Bruxelles - hvilket alene viser, hvor vigtigt det er for europæiske borgere at forstå, hvad der er ved at ske.
Ydermere har europæisk lov ikke bare forrang for national lov, men EF-Domstolen har også vedtaget og gentaget, at enhver regel, der kundgøres af Europa-Kommissionen, også har forrang, selv for nationale forfatninger. Med andre ord vil den nye traktat, hvad navn man end giver den, være juridisk lige så stærk som den døde Forfatnings-traktat.
Her er situationsbeskrivelsen, og tillykke, hvis du forstår den. Først 'opgiver' man formelt Forfatnings-traktaten - der juridisk ville have ophævet og erstattet alle eksisterende traktater. Reform-traktaten modificerer de to eksisterende traktater, som er [1] traktaten om Den Europæiske Union (dvs. Maastricht-traktaten, som modificeret ved Amsterdam- og Nice-traktaterne), og [2] traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (Rom 1957 plus senere modifikationer). Forfatnings-traktaten er muligvis død, men de ændringer, den lancerede, bliver omdøbt til 'nyskabelserne, der kom ud af IGC 2004' - som er det forum, der godkendte forfatningen og sendte den ud til ratifikation. Fangede du den?
IGC 2007 har mandat til at slå 296 modifikationer sammen og indpasse dem i de to eksisterende traktater sammen med de 'nyskabelser', den døde Forfatnings-traktat introducerede, minus nogle få opførte undtagelser. Den modificerede traktat vil fylde 410 artikler, ofte ekstremt detaljerede, 146 sider og 62.000 ord (i den franske udgave). Tolv protokoller (69 sider) og 51 erklæringer såvel som forskellige annekser har alle den samme juridiske kraft som selve traktaten.
Ifølge en grundig analyse af Robert Joumard er teksten, trods sin længde, stadig højst uklar. Den måde, som beslutninger tages på, er forskellig fra område til område - og der er 177 forskellige kompetenceområder. Mere eller mindre krævende 'beslutningstagning med kvalificeret flertal' vil gælde omkring 120 af dem, men enstemmighed er fortsat hovedreglen for at revidere traktaten, for skattepolitik og de fleste aspekter af social- og miljøpolitik; for slet ikke at nævne udenrigs- og forsvarspolitik.

Mere magt til Komissionen
Kommissionen kommer ud af det med øget magt, hvorimod Europa-Parlamentet, som fra starten havde lille magt, på mange områder stadig er udelukket fra enhver fælles beslutning - men der findes ingen steder en komplet liste over alle de områder, parlamentet er udelukket fra. Nogle af disse er imidlertid: udenrigs- og sikkerhedspolitik, det indre marked, pengepolitik, det meste af landbrugs- og socialpolitikken.
Chartret om grundlæggende rettigheder, først proklameret i Nice i 2000, forbliver uklart, og det er praktisk talt umuligt at forstå, hvordan Domstolen måske vil fortolke det, men under alle omstændigheder, 'skaber [chartret] ingen ny kompetence eller nye opgaver for EU', så det har ringe retslig værdi. Det garanterer færre rettigheder end f.eks. den franske forfatning. Desuden er Storbritannien blevet bemyndiget til ikke at anvende det, uanset hvor svagt chartret måtte være. Dette synes at betyde, at mens konkurrence og markedsfrihed er tvungent for alle EU-medlemsstater, er selv de ringeste sociale rettigheder valgfri.
Hvad der ikke er uklart, er det meget konkurrencedygtige indre markeds centrale stilling, der forbliver EU`s øverste fællesnævner. Frihandel har ikon-status. En ny artikel siger, at målet for EU`s erhvervspolitik er 'alle landes integration i verdensøkonomien ! (gennem bekæmpelse) af hindringer for international handel'; andetsteds kræves der bekæmpelse af alle restriktioner på handel - dette inkluderer ikke-toldmæssige 'hindringer' såsom miljø- eller forbrugerbeskyt-telsesstandarder - og bekæmpelse af restriktioner på direkte udenlandske investeringer.
Den Europæiske Centralbank forbliver uafhængig af al politisk kontrol, og 'prisstabilitet' ophøjes til 'målsætning' for EU. Enstemmighed kræves stadig ved enhver begrænsning af kapitalens frie bevægelighed - dette vil uden tvivl inkludere enhver skat på finansielle transaktioner af den slags, ATTAC og mange andre civilsamfundsorganisationer forlanger. Mange bestemmelser svækker den offentlige service, som fortsat er underlagt konkurrencelovgivningen. Underordningen af Europa i forhold til NATO i sikkerheds- og forsvarspolitik bliver styrket og får en ny særlig protokol; medlemsstaterne lover i stigende grad at øge deres militære kapacitet, og kampen mod terrorisme retfærdiggør militære missioner til at hjælpe ikke-europæiske lande med at bekæmpe terrorisme på deres jord.

Usædvanlig nyliberal
Man kunne blive ved mange sider endnu, men hovedpunkterne er disse: Den traktat bibeholder det meste af den forkastede forfatning. Den er i usædvanlig grad nyliberal i bogstav og i ånd. Den er blevet fremlagt med upassende hast, og ingen offentlig debat har været eller vil blive tilladt om denne tekst af yderste kompleksitet.
Ændringer og revisioner kræver enstemmighed, hvilket er det samme som at umuliggøre dem. Kommissionen vil fortsat have praktisk taget al lovgivende og udøvende magt. EU vil i retslig henseende blive knyttet til USA`s forsvarsetablissement og således til dets øverstkommanderende, den amerikanske præsident.

Oversat fra engelsk af Thomas Kirkegaard. Artiklen har tidligere været bragt i Ny Agendas pjece 'Europæiske stemmmer om EU-traktaten og kravet om folkeafstemning'. Læs mere om Ny Agenda: www.nyagenda.dk

Susan George
Susan George er amerikansk økonom, bosat i Frankrig. Hun var en af ATTAC`s grundlæggere. Hun har skrevet adskillige bøger om globalisering og nyliberalismen. Hun er en af Verdensbankens og IMFs hårdeste kritikere. Hun har siddet i ledelsen af Greenpeace International og Greenpeace Frankrig. Hun er æresdoktor ved flere universiteter.