Det ser ud, som om skolen på forhånd har besluttet, at en uddannelse er en umulig udfordring for eleverne, og kun ønsker at få dem sikkert sluset ud, så de kan gå på førtidspension

af Katrine-Marie Burmeister, Nakskov
Jeg har været på besøg på Friluftsskolen på Amager, hvor jeg kender en elev. Det er en skole for fysisk handicappede børn, men jeg synes, der bliver investeret mere tid i at tage hånd om elevernes handicap, end i at forsøge at sikre dem den bedst mulige uddannelse.
Tilmed har skolen ikke ressourcer nok til at tage sig tilstrækkeligt af de elever, der mest sandsynligt vil kunne komme videre i uddannelsessystemet.
Eleverne er klart bevidste om, at da det er en specialskole de går på, er der visse dispensationer, men nogle mener, at skolens ledelse går for vidt i sine bestræbelser på at fokusere på elevernes svage sider.
De elever, der gerne vil videre i uddannelsessystemet, kan det ikke, da de afslutter skolen højst på et 7.-klasses niveau.
Men en afgangsprøve er en nødvendighed, hvis man vil videre. Hvad er målsætningerne på Friluftsskolen? Det ser ud, som om skolen på forhånd har besluttet, at en uddannelse er en umulig udfordring for eleverne, og kun ønsker at få dem sikkert sluset ud, så de kan gå på førtidspension.

Nedskæringer
Som på alle andre områder af det danske uddannelsessystem har også specialundervisningen været ramt af nedskæringer, om end det ikke er et område, medierne har fundet det vigtigt at beskæftige sig med.
På Friluftsskolen gør det sig for eksempel gældende ved, at skolens gamle bygning trænger alvorligt til en renovering. Lokalerne er ikke det eneste problem:
Undervisningsmaterialer er der ikke købt nye af de sidste ti år. Det, der bliver købt ind, er forældet materiale. For eksempel køber Friluftsskolen kort til klasseværelserne af Skolen ved Sundet. Disse kort er 30-40 år gamle.
Fordi lærerne har meget sygefravær, er der også problemer internt i klasserne. Eleverne har ikke respekt for lærerne, og har svært ved at forstå, at 'nej' betyder nej, hvis lærerne ikke følger op på det.
Problemerne antager til tider en ret voldsom karakter: Der har været tale om mobning, og der har været tale om, at eleverne slår på hinanden.
Skolevejlederen er på barsel, og der er ikke indsat nogen vikar. Da eleverne endnu fik skolevejledning, handlede det mest om, hvordan det aktuelt var at gå på skolen, ikke om at få dem videre i uddannelsessystemet.

Støtte påkrævet
Jeg vil opfordre alle, især politikere og eksperter inden for dette område, til at kigge på den her sag, for jeg synes, der er et eller andet galt med skolen.
Jeg håber virkelig, at folk vil gøre noget for at hjælpe skolen, for den har en fremtid, men ikke som den ser ud nu. Så er det umuligt, og jeg er bange for, at den må lukke. Et stop for nedskæringer, og nogle klare målsætninger for, hvad elever der får specialundervisning skal lære, ville muligvis hjælpe på problemet.
Og når det, som her, drejer sig om kompetente unge mennesker, der mere end noget andet ønsker at komme videre i uddannelsessystemet, men bliver mødt med et 'nej', så må vi for alvor til at hanke op i os selv og se på, hvad vi kan gøre for at sikre alles ret til uddannelse, uanset køn, etnicitet, eller for den sags skyld handicap!