07 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Politik og moral i Grønland

Politik og moral i Grønland

Fredag, 30. november, 2007, 00:00:00

Svaret på alle problemerne var tilsyneladende at lade danskerne overtage styringen af Grønland, fordi grønlænderne tydeligvis ikke var i stand til at styre sig selv

af Birgit Unnerup,Østerbro
Jeg mener, at Enid Riemenschneider har misforstået pointen i udsendelsen 'Flugten fra Grønland' (læs indlæg fra 17. nov. 2007).
Pointen var ikke at beskylde landsstyret for dårlig lovgivning, men at stille folk personligt til ansvar for etikken og moralen i udmøntningen af samme. For eksempel at tidligere ministre og højtstående embedsmænd (som de eneste) drager fordel af lovgivningen om salg af hjemmestyrets boliger - her villaer.
Lovmedholdeligheden blev ikke anfægtet, men etikken heri. De adspurgte svarede med henvisning til lovligheden, hvilket er en omgåelse af spørgsmålet. Det er forståeligt, men diskutabelt, og det er en klar borgerlig måde at forholde sig til de samfundsmæssige uligheder på.
Her kunne vi måske nok kræve noget mere af grønlandske politikere med tilhørsforhold til IA og Siumut. De kunne have påpeget det danske pres for privatisering, og Siumut-folkene kunne have forklaret, hvorfor de har stemt for en sådan lovgivning.
Så vidt jeg kunne forstå, havde IA stemt imod. Og så kunne de have tilkendegivet, at efter at have vedtaget denne påduttede lovgivning, så havde de individuelt benyttet sig heraf på samme måde, som også vi danskere benytter os af den lovgivning, vi måtte være uenig i. Men de veg alle udenom.
Det samme med erhvervsvirksomheden. At der altid er en risiko ved erhvervsvirksomhed i et kapitalistisk land. At det naturligvis er landsstyret, der betaler, når det er landsstyret, der sætter virksomheder i gang.
Men igen kunne de adspurgte folk have forklaret, hvorfor de mente, at netop de var egnede til at drive virksomhed, og hvorfor netop de mente sig berettiget til at modtage gyldne håndtryk, herunder henvist til, at det er sådan det er. Og at de derfor havde udnyttet muligheden.

Kritisabelt
Det rigtigt kritisable i udsendelsen var noget helt andet. Nemlig at svaret på alle problemerne tilsyneladende var at lade danskerne igen overtage styringen af Grønland, fordi grønlænderne tydeligvis ikke var i stand til at styre sig selv.
Og at landsstyret skal holde op med at drive erhvervsvirksomhed og overlade det til de private, hvilket så i praksis vil blive danskere. Dette er i tråd med den genkolonialisering, der i praksis foregår overalt i verden. Her kunne vi kommunister komme med nogle klare budskaber. Det er ikke nok at forsvare det grønlandske landsstyre, fordi dette også har underlagt sig det nyliberale koncept, som alle steder fører til mere ulighed og dermed til større sociale problemer - især i landene i den kapitalistiske periferi, hvortil hører Grønland.

Forvekslinger
I denne nyliberale sammenhæng skal også ses den mærkelige udtalelse fra en ung grønlænder om, at Grønland var at ligne med Cuba og Nordkorea. Det er en umulig sammenligning, når der tales om sociale forhold, men da jeg hørte den for anden gang, kunne jeg se, at det var som en kritik af, at landsstyret beskæftiger sig med erhvervsvirksomhed.
Det er ofte blevet forvekslet med socialisme, at et kapitalistisk lands stat driver erhvervsvirksomhed.
Som for alle undertrykte nationer lyder de nyliberale krav og løsninger på udslettelse af de nationale særtræk (her det grønlandske sprog og traditionen for fælleseje), privatisering og indordning under de imperialistiske magter - her Danmark.
Her har det grønlandske Siumut som det danske socialdemokrati og nu også SF underlagt sig, og det grønlandske IA og den danske Enhedsliste ved ikke deres levende råd.
Det er synd for såvel grønlænderne som danskerne, men på den anden side har vi 'de tyranner, vi fortjener', og i Danmark har vi nyligen valgt dem igen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. nov. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp