07 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forbyd klyngebomber

Forbyd klyngebomber

Fredag, 30. november, 2007, 00:00:00

Hvad tænker De dog på hr. statsminister, siden De ikke for længe siden er gået med til at underskrive et totalforbud mod fabrikation og brug af klyngebomber

fra Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed
Til statsminister Anders Fogh Rasmussen
Hvad tænker De dog på hr. statsminister, siden De ikke for længe siden er gået med til at underskrive et totalforbud mod fabrikation og brug af klyngebomber.
De kan umuligt være uvidende om, at netop disse bomber rammer den civile befolkning i langt højere grad end de militærkonvojer, som de, efter sigende, skulle være fremstillet til ødelægge.
Det må da også være kommet Dem for øre, at nogle af disse 200 forskellige bombetyper specielt er fabrikeret, så børn og unge fristes til at samle dem op, når de ligger ueksploderede på jorden.
Det er almindelig kendt, at bomberne fabrikeres så de ligner legetøj, mærkelige interessante tingester, farvestrålende kugler og så videre. Og at de eksploderer mellem hænderne på børnene, når de samler dem op, eller mellem benene på dem, når de uforvarende træder på dem, med død eller lemlæstelse til følge.
Det første, små børn i Libanon lærer i børnehaven og skolen, er ikke bogstaver, men alle de ting, de ikke under nogen omstændigheder må samle op eller bare røre ved, fordi det er livsfarligt.
Tænk, at vi her i Danmark er med til at tillade dette vanvid, er med til at forlænge krigen langt ud over en fredsslutning, som det er sket i Libanon og alle de andre steder, hvor klyngebomber er anvendt og nu ligger udetonerede og gør store områder ubeboelige.
Vi ved, at bomberne er så højeksplosive, at hagl kan udløse dem.
Vi ved, at de bliver brugt til at terrorisere den civile befolkning, som det skete under den hurtige, men intense, krig mellem Israel og Libanon fra den 12. juli til den 14. august 2006. På godt en måned blev cirka 1200 civile libanesere dræbt, hvoraf en tredjedel, altså 400, var børn.
En fjerdedel af landets befolkning, eller omtrent 1.000.000 libanesere, og omtrent 500.000 israelere måtte forflyttes. Israel fortsatte bombningen af Libanon efter våbenhvilen og mindst 1.000.000 bomber ligger som potentielle dødsfælder.
Det krigen efterlod, var en af de største miljømæssige, økonomiske og humanitære katastrofer i Libanons historie.
Hr. statsminister, så længe Danmark ikke har skrevet under på et forbud mod klyngebomber, er vi medskyldige i denne og mange lignende forbrydelser mod den civile befolkning i krigsramte områder.
Menneskeliv skal gå forud for politik og økonomi. Skriv under!


Facts:
De fleste af klyngebomberne brugt over Libanon havde USA forsynet Israel med. En klyngebombe koster 36.000 dollar.
USA har bevilget en 'postkrig hjælpepakke' til Libanon på 230 millioner dollar, som inkluderer 420.000 dollar til at rydde de sidst tilkomne efterladenskaber efter Israels bombninger i 2006, bomber som blandt andet USA havde forsynet Israel med.
Kilde. www.wilpf.org

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. nov. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp