Fogh-klanen har - indtil torsdag aften - haft held med det arrangerede ægteskab mellem fru Kjærsgaard og Khader

Man kan høre det for sig. 'Lille skat' siger han, og ser over bordet.
Der sidder fru Kjærsgaard og ryster på hovedet, mens ordene vælder ud, 'der er alt for mange indvandrere i dette land'.
'Jamen lille skat!', når Khader lige at få begyndt inden tilføjelsen følger i en skarp tone 'også fra Syrien'.
Et af de mest besynderlige scenarier i nyere dansk Christiansborghistorie - værre er det trods alt ikke - udspiller sig.
Khader gik ud af Det Radikale Venstre for at stoppe Dansk Folkepartis indflydelse og for at bryde med blokpolitikken. Med en usædvanlig ironi, er det netop blevet det, som Khader bringer: Indflydelse til DF og garanti for VKO-blokken.
For fru Pia Kjærsgaard er det også et bemærkelsesværdigt skue. Ét af hendes slagnumre er at slå hårdt ned på tvangsægteskaber. Nu sidder hun selv lige i skabet.

Tvangsægteskabet
Fogh-klanen har - indtil torsdag aften - haft held med det arrangerede ægteskab mellem fru Kjærsgaard og Khader. Som det er med den slags, så er det medgiften, det kommer an på. Prisen forhøjes dag for dag.
Den ene familie kommer med skattelettelser, justeringer af flygtningepolitikken, fire køer og sådan. Den anden kommer med løfter om at bestemme, stram fremmedpolitik og fire andre hellige køer. Klanens overhoved kommer fra Jylland og ved, at det netop er køerne, man skal vogte mest.
Hvordan det ender, ved vi ikke, men det er før set, at tvangsægteskaber, der går op i limningen, får gamle klanfejder til at blusse op med kaskader af blodhævn efter sig. Men det er også set, hvordan chokket fra et tvangsægteskab har udløst en nærmest tranceagtig apati hos de sammenførte, så de lægger sig i klanlederens hule hånd.
Et sandsynligt scenario er, at det slet ikke kommer så vidt. Klanen kan komme så flosset ud af tirsdagens valg, at lederens plan braser sammen. Det kan jo nemlig være, at Foghs vælgerkøbs-skattelettelser ikke bliver købt.
For - de fleste danskere vil jo gerne betale skat. Vi vil gerne bygge samfund.

Mange myter
Der er mange myter i denne valgkamp. En af dem er, at vi betaler skjorten i skat i sammenligning med alle andre. Det passer ikke.
Reelt ligger vi midt i feltet. Det skyldes, at nogle indtægter og udgifter håndteres på andre måder i nogle lande. For eksempel er der forsikringsbidrag, som trækkes fra lønnen.
Virksomhederne betaler arbejdsgiverbidrag, som i Belgien er på 30,4 procent af en gennemsnitsløn. Hvad der ville ske, hvis nogen her til lands foreslog en sådan ordning - som er almindelig i andre EU-lande - tør vi slet ikke tænke på. Men det ville nok være det totale sammenbrud.
Når det gælder virksomhedsbeskatning, så er vi i bund. Her var måske et EU-harmoniseringsprojekt til den nye regering.
Bag denne vildfarelse ligger der en myte om det danske velfærdssamfund. Den selvfortræffelige nationalstat er overbevist om, at vi er smørhullet, som alle ser ned i, for at de kan se, hvordan de skal udvikle deres sundhedssystem, ældreplejen, universiteter, skoler og så videre.

Gode velfærdsdage
Ikke at andre nødvendigvis er bedre, men den nationale selvtilstrækkelighed betyder, at velfærd fortsat er et begrænset og statisk begreb - forankret i en fortid.
I det socialdemokratiske perspektiv handler det om at vende tilbage til de gode velfærdsdage. Denne snævre velfærdslogik er grundlaget for det begrænsende fornuftsægteskab, der trods alt er mellem Fogh og Thorning Schmidt.
Vi er et stort papirløst flertal herude. Os herude, som er parate til at rykke. Ja, parate til at vælte os i velfærd på alle mulige måder. Parate til skattereformer der giver penge i kassen og dynamik i samfundet. Parate til at lade alle de varme hænder og kloge hoveder styre af vores store hjerter.