Der er ikke tid og plads til at udføre opgaven, som den bør udføres. Omsorgsdelen må så at sige sniges ind som en slags ¤¤sort arbejde¤¤, som ikke ses af registrerings- og evalueringsskemaet

af Bente Rich, børne- og ungdomspsykiater og Henrik Herløv Lund, økonom. Begge medlemmer af Den Alternative Velfærdskommission.
Kvalitetsreformen bliver formentligt et væsentligt tema i valgkampen. Reformen har væsentlige mål: Sikring af velfærden og af vilkårene for velfærdsarbejderne. Spørgsmålet er dog om Kvalitetsreformen vil opfylde disse, uanset næsten hvilke politiske moduleringer reformen vil undergå under de politiske forhandlinger efter valget.
En undersøgelse af reformens 180 forslag viser, at kvalitetsreformen er langt overvejende en styrings- og administrationsreform, ikke en velfærdsreform og at den især handler om udbygning af markedsgørelse og markedsstyring.
Kvalitetsreformen ligger her i forlængelse af en længere udvikling af den offentlige sektor mod markedsrationalitet. Den overordnede ide var økonomistyring med mål-, ramme- og resultatkrav. Vel at mærke et resultatkrav, der kunne monitoreres kvantitativt.
Denne omlægning har imidlertid haft en stor negativ påvirkning på såvel offentligt ansattes mulighed for at udføre deres arbejde tilfredsstillende som på modtagernes udbytte af indsatsen.
Under markedsrationalets fremmarch har de enkelte professioners etik og faglige viden måtte vige. De offentligt ansattes råderum og mulighed for at sikre en forsvarlig kvalitet i løsningerne indskrænkes, og den enkeltes medindflydelse på opgaveløsningen reduceres.

Markedsstyring
Kvalitetsreformen vil her yderligere udbygge denne markedsstyring og den hermed følgende bureaukratisering af velfærdsarbejdet i form af evalueringer, mål- og resultatstyring, udbredelse af krav om endnu flere målinger og registreringer, dokumentation og kontrol.
Markedsgørelsen sker også på bekostning af omsorgen. Denne faktor er en central del af den faglige ekspertise i sundheds-, social- og uddannelsessektoren. Omsorg skaber muligheden for at yde den helt specifikke støtte til modtageren af velfærdsydelsen, så han eller hun kan håndtere en sårbar situation, hvad enten det handler om et afgørende punkt i indlæring, helbredelse eller støtte ved sociale vanskeligheder.
Tæt forbundet hermed er fagligheden, der er knyttet til fænomenet professionsetik, dels i form af fagets fælles vedtagne regler for, hvordan man forholder sig til klienten, eleven, patienten - og dels den enkelte velfærdsarbejders praktiske erfaring med, hvornår hun føler, hun lever op til egne forventninger til at have udført opgaven godt nok.
Men netop her hører man hyppigt, hvorledes mange offentlige ansatte oplever, at snævre tidsrammer og manglende indflydelse på eget arbejde forhindrer dem i at udvise den fornødne omsorg, og de går hjem fra arbejdet med en fornemmelse af at have svigtet.

Sort arbejde
Der er ikke tid og plads til at udføre opgaven, som de fagligt ved, den bør udføres. Omsorgsdelen må så at sige sniges ind som en slags 'sort arbejde', som ikke ses af registrerings- og evalueringsskemaet.
Den situation for velfærdsarbejderne som beskrives kræver, at velfærdsarbejdernes professionelle råderum respekteres og genskabes samt, at velfærden tilføres de fornødne økonomiske og personalemæssige ressourcer.
Men ikke meget tyder på, at kvalitetsreformen og 2015-planen vil ændre på det. Regeringens planer for tildelingen af økonomiske midler til velfærd i de kommende år indebærer kun, at offentlig service skal stige med syv en halv milliard kroner i 2008, fire en halv milliard om året i 2009-2012 og tre en halv milliard i 2013-2015.
Stigningstakten i det offentlige forbrug skal således falde støt og fra 2009 faktisk være lavere end, hvad der er blevet realiseret fra 2001 til 2006.
Men der bliver i de kommende år flere ældre på pension og dermed en øget opgavebyrde for den offentlige sektor. Skal det offentlige forbrug blot modsvare dette, kræver det en årlig realvækst i offentligt forbrug på 1,2-1,3 pct.
Og skal der ske en løbende fornyelse og opdatering af de offentlige velfærdsserviceydelser i takt med velstandsudviklingen, kræves en realvækst i offentligt forbrug på omkring seks til syv milliarder kroner årligt.
Regeringens fortsat stramme udgiftsloft er altså ensbetydende med fortsat økonomisk udhuling af den offentlige sektor.

For få varme hænder
VK-regeringen vil tilsyneladende øge de offentlige investeringer gennem en kvalitetsfond på 50 milliarder kroner over ti år. Men der er tale om gammel vin på nye flasker. Regeringen opererer nemlig i forvejen med investeringer på 48 milliarder kroner i perioden frem til 2015. Det reelle investeringsløft med kvalitetsfonden udgør således kun et par milliarder kroner.
Øgede økonomiske midler til den offentlige sektor i de kommende år er vigtigt, men det er i offentlig velfærdsservice vigtigt, at pengene går til flere varme hænder. For regeringens hidtidige politik har naturligvis medført, at den offentlige beskæftigelse i de senere år er stagneret.
Men regeringen synes med 2015-planen endnu mindre indstillet på at rette op herpå, end den er indstillet på at tilføre den offentlige sektor den tilstrækkelige økonomi. Frem til 2015 skal offentlig beskæftigelse kun stige med 9000 personer
Dette sættes i relief af, at blot for at følge med den demografiske udvikling skal den offentlige beskæftigelse frem til 2015 stige med 20-25.000 personer. Skal der også kunne realiseres en fortsat udvikling af standarder og tilbud i takt med velstandsudviklingen vil det være nødvendigt at øge den offentlige beskæftigelse yderligere med op til 30-35.000 personer.
Kvalitetsreformen synes således at lægge op til fortsat forringelse af velfærdsarbejdernes vilkår og fortsat udhuling af velfærdens kvalitet.