På Bryghusets egen hjemmeside kan man læse, at hvis Bryghuset skulle afløn-ne personalet efter 3F-overenskomsten, var de nødt til at benytte sort arbejde
af Jan Mathiesen, næstfor-mand i 3F Hotel & Restauration København
I et debatindlæg om 3F`s konflikt mod Nørrebro Bryghus, stiller Jesper Myrup i Politiken spørgsmålet, om 'en øget konkurrence (mellem fagforeninger) skaber mere frihed for den enkelte dansker'?
Spørgsmålet kan stilles mere præcist. Kan den såkaldte konkurrence mellem overenskomster give lønmodtagerne rundt om på landets virksomheder mere frihed og bedre løn- og arbejdsforhold?
Det superkorte svar er: Nej, overhovedet ikke, tværtimod. Det vil skabe løndumpning og øget ulighed på arbejdsmarkedet.
Konflikten drejer sig ikke om medarbejdernes organisering. Det har aldrig været og vil aldrig blive inddraget i konflikten af 3F. Medarbejdernes ret til at organisere sig i den fagforening, de ønsker, bliver hverken større eller mindre med konflikten.
3F konflikter for at få en bedre overenskomst. Der er ingen tvivl om, at 3F-overenskomsten er bedre end den kristelige overenskomst. Selv arbejdsgiveren indrømmer dette faktum.
På Bryghusets egen hjemmeside kan man læse, at hvis Bryghuset skulle aflønne personalet efter 3F-overenskomsten, var de nødt til at benytte sort arbejde. En absurd påstand!
Vedtagne spilleregler
I 2003 fremsatte 3F krav om overenskomst overfor Bryghuset, da virksomheden ingen overenskomster havde. Under forhandlingerne med os (i slutningen af 2004) tiltrådte Bryghuset overenskomst med Kristelig.
Hvad skulle 3F gøre i en situation, hvor arbejdsgiveren indgik en dårligere overenskomst end 3F-overenskomsten? Naturligvis kunne og kan 3F kun fastholde kravet om overenskomst, ellers overlader 3F alene spørgsmålet om overenskomst til arbejdsgiverne.
Sprang 3F fra sit krav og overlod det til arbejdsgiverne at bestemme hvilken overenskomst, der skulle gælde, ville 3F aldrig i fremtiden kunne indgå flere overenskomster.
Arbejdsgiverne ville i fred og ro kunne afvise 3F ved at indgå dårligere overenskomster. Skete det, ville man med rette kunne tale om en fagbevægelse i opløsning.
Hvilke konsekvenser ville dette få for lønmodtagerne? Det ville starte en negativ spiral med dårligere løn- og arbejdsforhold, for hvor skal grænsen sættes? Ved Kristelig eller andre discountoverenskomster, som så i fremtiden ville se dagens lys, fordi Kristelig bliver for omkostningstung? Eller ved virksomheder, som har polske eller lettiske overenskomster til 30-40 kroner i timen?
Løndumpning
Man skal huske på, at man ikke kan gøre forskel alene på grund af virksomhedernes nationale baggrund. Mister fagbevægelsen konfliktretten overfor en dårligere overenskomst, for eksempel Kristelig, så mister vi også konfliktretten over en polsk eller lettisk discountoverenskomst.
I så fald er vejen banet for den rene løndumpning på det danske arbejdsmarked. Det er ikke den 'frihed', lønmodtagerne ønsker. Det burde borgerlige politikere og nuværende ansatte på Nørrebro Bryghus også reflektere over.
Ønsker de en udvikling som lønmodtagere, hvor overenskomstforhold er et 'ta` selv bord' for arbejdsgiverne, og hvor fagbevægelsen ikke kan konflikte for bedre overenskomstforhold?
Alle med kendskab til sagen ved, at det var ledelsen, som besluttede, at Nørrebro Bryghus skulle tiltræde overenskomsten. Det var ikke et ønske fra en samlet medarbejdergruppe. De blev ikke engang spurgt - sådan er sandheden!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278