Fogh giver danskerne tre år længere at leve i, hvis han selv får fire år mere. Det er ugens tilbud fra en trængt regering, der har låst sigtekornet fast på Asmaa og Enhedslisten

af Peter Rasmussen
Danskerne skal leve tre år længere!
Få dage inde i en trængt valgkamp serverede Anders Fogh et valgløfte af de usædvanlige.
Med det slogan antager Foghs kontraktpolitik nye højder. Regeringens tilbud til folket er simpelt: Vi giver jer tre år længere at leve i, hvis I giver os fire. Noget for noget, som de sagde for ikke så længe siden.
Desværre er der ingen mulighed for at stemme om, hvis V-vælgerne mod forventning skulle forlade denne jord før lovet.
Engang kom Jacob Haugaard i Folketinget på at love mere medvind på cykelstierne. Måske er han en af Foghs inspirationskilder. I hvert fald følger der ikke penge med de flotte løfter.
- Jeg kan ikke forstå konkurrencen på penge. Der er ikke brug for en masse penge, som sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen sagde i debatten. Og hvor har han ret. Hvorfor skal alting gøres op i kroner og øre?
En træt og stadig mere skulende Lars Løkke ligner ikke en mand, der får tre år ekstra foræret her i livet. Han er ansigtet på en regering, der bliver stadig mere desperat.

Ulighed følger dig i graven
VKO`s flertal forbløder i meningsmålingerne, og det er for længst afsløret, at de ekstra 50 milliarder, som Fogh og co. har lovet til velfærd, i virkeligheden er driftsudgifter, der kun lige holder næsen oven vande på en trængt offentlig sektor.
Spin og talmagi har svært ved at skjule, at regeringen er på konfrontationskurs med det, der ligger de fleste danskere på sinde i valgkampen: Et velfungerende velfærdssamfund.
Fogh og ridder Løkke satser derimod på øget ulighed. Levetid måles som et gennemsnit, og det er næppe de ufaglærte, de arbejdsløse eller flygtninge på starthjælp, der kommer til at leve længere.
I Søllerød bliver man i dag ti år ældre end på Nørrebro - og forskellen stiger. Uligheden følger med dig i graven.
Der står klassesamfund skrevet med store typer ud over de tal, og det er en ualmindelig dårlig sag for regeringen. Meget tyder på, at vælgerne har gennemskuet, at Anders Fogh næppe gør samfundet sundere. Han står stadig stærkt i valgkampen, men kravet om velfærd kan være optakten til VK-regeringens dødskamp.

Kamikaze-angreb på Asmaa
I mangel af bedre har regeringen og dens venner i medieverdenen derfor kastet sig over Enhedslisten, hvis mandater er afgørende for at vælte Fogh.
Det er naturligvis the one and only Asmaa, der må stå model til angrebene.
Den evige VU`er Troels Lund Poulsen startede modigt med at påstå, at et nyt flertal uden om VK vil blive styret af Asmaa Abdol-Hamid. Claus Hjort Frederiksen fulgte op med lignende kanonader: Helle Thorning er afhængig af en fundamentalist, lød det.
Desperate handlinger, javel, men de blev heldigvis for regeringen sekunderet flittigt af medierne. Politiken smed vrøvlet direkte på forsiden, og Nyhedsavisens David Trads har kastet sig ud noget, der ligner at rent kamikaze-angreb på Asmaa og Enhedslisten. Hun er - ligesom Frank Aaen, der engang støttede Sovjet - farlig, ikke bare for venstrefløjen, men for selve det danske demokrati, forstår man på Trads.
'Lad mig begynde med Frank Aaen, den gamle super-kommunist, som igen tegner Enhedslisten i tv-debatterne. Her fremstår han som demokratiets vagthund, mens han selv og åbenbart også en to-tre-fire procent af befolkningen fuldstændigt har glemt Aaens dybe kærlighed for sovjetiske diktatorer som Bresjnev, Andropov og Tjernenko', skriver Trads
Han fortsætter med at forklare om Aaen og Asmaa:
'De er i bedste fald halv-demokrater - og derfor vil de aldrig kunne få min stemme eller min respekt.'
Spejl - som de siger henne i børnehaven.
Uanset hvad man mener om Asmaa Abdol-Hamid, kan man spekulere på, hvilke andre unge kvinder i politik, der kunne blive udsat for den slags personangreb, uden at det ville udløse kraftige rekylslag.
Også i Enhedslistens præsentationsudsendelse på DR søndag aften måtte partiets repræsentanter bruge næsten halvdelen af tiden på at svare på spørgsmål om Asmaa.

Medier dømmer Ø ude
Flere medier gør hvad de kan for at hjælpe regeringen med at tale Enhedslisten under spærregrænsen. Mange steder er listen for længst dømt ude, og stemmespild regnes for en kendsgerning, selv om langt de fleste meningsmålinger faktisk sender liste Ø i Folketinget.
Enhedslisten er langt fra ude, men vi har formentlig stadig den værste hetz mod Asmaa til gode.
Imens valgballonerne fylder gadebilledet, forsøger de fleste partier at fortrænge de mest ubelejlige emner. Dødstal i Irak og Afghanistan og folkeafstemning om EU-forfatningen.
Det er den slags, der kan få en til overveje, hvorvidt det vigtigste spørgsmål virkelig er, om vi kan leve længere, hvis Anders Fogh bliver genvalgt.
For hvem har overhovedet lyst til at leve tre år længere med folk som Fogh ved magten?