Vanvittig dobbeltmoralsk bliver det, når vi ikke en-gang som krigsførende nation vil tage vores del af opgaven med at modtage irakiske flygtninge, men kynisk overlader dette til blandt andet Sverige

af Bo Sandberg, Socialdemokraterne, folketingskandidat i Storkreds København
I år er det 70 år siden verdens første terrorbombardement med fly fandt sted. Den meget lidt misundelsesværdige scene den 27. april 1937 var den baskiske by Guernica i Pyrenæerne. Den idylliske plet blev i løbet af få timer forvandlet til et inferno af død og ødelæggelse.
Spanien selv rådede ikke over noget luftvåben af betydning, men havde i Nazi-Tyskland en villig allieret som trænede forud for Anden Verdenskrig. Indbyggerne i Guernica var sagesløse ofre, som tusindvis af byer er blevet det siden - og også fremover desværre vil blive det rundt omkring på kloden.
Det var caudilloen selv, Francisco Franco, som beordrede angrebet på Guernica. Landsbyen var tilbage fra Middelalderen symbol på demokrati og uafhængighed i Baskerlandet.
Franco ville ramme et symbol, men skabte et nyt via Pablo Picassos maleri. Et maleri, der har bevaret sin grusomme aktualitet - og ligeså godt kunne være en scene fra Falluja eller Atocha-banegården i Madrid.
'Guernica' er nok det mest berømte enkeltstående stykke billedkunst i det 20. århundrede. Kunstværket blev til på rekordtid umiddelbart efter bombningen og var med på verdensudstillingen i Paris i sommeren 1937. Så udtryksfuldt og alvorligt kan nok så mange TV2-News helikoptere, CNN-livereportager eller diabolsk dogmeagtige dødsvideoer på Al Jazeera ikke skildre krigens gru.
Vi står midt i krigens inferno af forvredne og desperate kvindekroppe, surrealistiske kreaturer - og i centrum af det hele en grotesk fordrejet hest, der med al verdens lidelse i øjnene udstøder sit dødsvrinsk. Et nødråb malet af Picasso med den præcision og alvor i penslen, som dødsmærkede individer har krav på.

Guernica er nu i Irak
Men hvad kan dødsvrinsket fra Guernica fortælle os i dag? Det første og mest nærliggende indtryk er skammen over, at Danmark er med i Bush` felttog i Irak, hvor formålsløs terror er hverdagskost.
Vanvittig dobbeltmoralsk bliver det, når vi så ikke engang som krigsførende nation vil tage vores naturlige del af opgaven med at modtage irakiske flygtninge, men kynisk overlader dette til blandt andet Sverige.
For mig er Guernica også en bekræftelse på, at en pacifistisk tilgang til politik ikke altid rækker til. Når gennemført onde mennesker og regimer huserer, bliver man nødt til at reagere - i sidste instans med våben i hånd.
Martin Luther King har sagt det mest præcist. 'Den virkelige tragedie er ikke de onde menneskers brutalitet, men de gode menneskers ligegyldighed.'
I Europa lever vi nu i gensidig afhængighed, demokratisk samtale, forholdsvis fred og fordragelighed - ikke mindst takket være EU.
Men vi skal alligevel kun godt ti år tilbage for at finde det seneste eksempel på, at de europæiske stormagter - ligesom i Guernica - satte kikkerten for det blinde øje og lod en skånselsløs massakre på bosnisk-muslimske drenge og mænd i Srebrenica og Gorazde foregå. Midt i EU`s baghave, mens de blå FN-baretter sad hjemme i lejren og spillede kort.
Her måtte USA som så mange gange før rage kastanierne ud af ilden for os europæere. Der går en lige linie fra Guernica til Srebrenica og i dag for eksempel til den glemte krig i Sudan.

Hæder til de spaniensfrivillige
Med hensyn til personlig opofrelse findes der vel ingen, som i højere grad fortjener hæder, end datidens Internationale Brigade - de Spaniensfrivillige, som trodsede al krigslogik og drog af sted til verdens daværende brændpunkt, stort set kun iført deres ideologi og brændende retfærdighedssans.
Som de første i verdenshistorien tog de den væbnede kamp op mod fascismen. Og kun i de færreste lande gjorde de det med de vestlige regeringers velsignelse.
Heller ikke i Danmark. Cirka 600 venstreorienterede frihedskæmpere drog af sted til den iberiske slagmark. Og det på trods af, at Stauning-regeringen ved lov havde forbudt danske statsborgere at deltage i borgerkrigen (mange borgerlige var tilmed direkte på Francos side).
Så i bakspejlet må man bemærke, at det ikke er den del af en ellers flot dansk socialdemokratisk historie, man i dag bør være mest stolt af.
I 1986 blev der endelig - i 50-året for borgerkrigens udbrud - rejst et monument over de danske Spaniensfrivillige ved Frihedsmuseet. Et endnu stærkere mindesmærke findes i skikkelse af min yndlingsarbejdersang, som Martin Jensen skrev i 1937. De to første vers lyder:
En hilsen til jer kammeratertil dig, min ven og min bror,der kæmper i Spaniens bjergefor frihed og lykke på jord.Da Spaniens folk var i fareog kampråbet lød fra Madridfra alle lande sig meldteen skare rede til strid.