af Bodil Hindsholm Hansen, medstifter af Præsteinitiativet og af Borgere for et anstændigt Danmark, Havndal
For 50 år siden kom en dansk-sovjetisk familie til Danmark. De fem personer, far, mor og tre børn havde været deporteret til Sibirien. I en periode havde de måttet bo helt oppe ved Ishavet, hvor kulde, elendige boliger og mangel på ordentlig mad kunne gøre det af med folk på få år.
Senere blev de adskillige gange flyttet rundt i Sibirien og udsat for utallige chikanerier. Deportationen varede 16 år og var et led i Stalins straffepolitik mod uønskede etniske minoriteter.
Moderen var Rachel Rachlin, og da hun var fra Danmark og havde sin familie der, søgte familien gennem den danske ambassade i Moskva om udrejse fra Sovjetunionen og indrejse i Danmark. Efter mange forgæves forsøg lykkedes det endelig at få udrejse i 1957. I juli måned kunne familien, Rachel og Israel Rachlin og deres børn endelig gå fra borde på Langelinje.
At familien fik lov at forlade Sovjetunionen skyldtes ikke mindst, at en dansk regeringsdelegation, ledet af handelsminister H.C. Hansen, tog familiens skæbne op over for de sovjetiske ledere. De danske regering ønskede inderligt at hjælpe denne ulykkelige familie, der var deporteret til Sibirien.
Det vækker til eftertanke, at denne lykkelige løsning på en sørgelig familieskæbne ikke ville være mulig i dag.
Ganske vist var moderen dansk og havde boet omkring 27 år i Danmark, før hun i forbindelse med sit giftermål flyttede til Litauen.
Men familien kunne ikke betragtes som dansk. Faderen var født i Litauen og havde kun opholdt sig i Danmark på ferier og forretningsrejser. De to ældste børn var født i Litauen, den yngste i Sibirien. I dag ville de danske myndigheder sige, at den fælles tilknytning var størst til Sibirien.
Der ville altså ikke være mulighed for familiesammenføring. Men måske kunne familien få flygtningestatus, så tilknytningskravet kunne bortfalde?
Som reglerne administreres i Danmark for tiden, ville familien ikke betragtes som flygtninge. Moderen - og familien i øvrigt - var nemlig ikke individuelt forfulgt! De var ganske vist blevet deporteret og chikaneret og frataget almindelige borgerrettigheder, men det blev alle mennesker af uønsket etnisk herkomst. At denne familie var jøder, gjorde dem ikke individuelt forfulgt.
Ganske vist fremgår det af en ny dom fra Menneskerettighedsdomstolen, at når det drejer sig om lande, hvor den generelle risiko for forfølgelse er høj, skal den enkelte asylansøger ikke fremlægge så stærke beviser for individuel forfølgelse.
Men denne dom indgår åbenbart ikke i det danske embedsværks materiale, jævnfør de afviste irakiske asylansøgere, der vil være udsat for generel forfølgelse, hvis de vender tilbage til Irak.
Hvis denne familie altså søgte at komme til Danmark nu, ville de blive afvist - eller i bedste fald ville moderen, der kom fra Danmark, få opholdstilladelse. Mand og børn ville få afslag. De danske myndigheder har jo intet imod at splitte familier, selvom det er en overtrædelse af Børnekonventionen.
Havde den nuværende udlændingepolitik været gældende dengang, havde familien måttet blive i Sibirien - og danskerne havde måttet undvære det førstehånds kendskab til blandt andet Stalin-tiden, deportationerne og leveforholdene blandt Sibiriens mange folkeslag, som Rachlin-familien besad og gennem deres foredrag og bøger delte med andre.
Danskerne havde ikke mødt den ukuelighed og det livsmod, som deres bøger vidner om. Tv-seerne havde aldrig stiftet bekendtskab med Samuel Rachlin, der blev én af TV2`s dygtige og engagere reportere, der blandt andet tog seerne med på tur igennem Sibirien, hvor han var født, til de landsbyer, han havde boet i som barn.
Gad vide, hvor mange store begavelser danskerne i disse år må undvære, fordi myndighederne afviser forfulgte fra Irak, Iran, Somalia, Kosovo, Serbien med flere lande?
Ét er sikkert: Med den asylpolitik, der føres i disse år, mister Danmark sin menneskelighed.