Arbejdsgiverne i Flandern vil have regional autonomi. De satser på at presse udgifterne til arbejdskraft og slippe for sociale udgifter til fattigere del af landet... så de nærer reaktionær flamsk nationalisme

af Herwig Lerouge
Næsten fire måneder efter valget i juni 2007 har Belgien stadig ikke en regering. Der er ingen løsning i sigte. Denne situation var forudsigelig.
Selvom de partier der forhandler (de Kristelige-Demokrater og det Liberale Parti) er enige om de sociale og økonomiske spørgsmål, er de uenige om, hvordan disse ting gennemføres.
Seperatist-partierne søger at skabe en udmattelse i befolkningen omkring denne krise i håb om, at den ender op i en resigneret støtte til uafhængighed for Flandern.
I dag er spørgsmålet Belgiens fortsatte eksistens et åbent debatemne. Men en bred modreaktion på dette er på vej blandt fagforeningsfolk, kunstnere og akademikere, selv i Flandern.

En forbundsstat
Belgien er en forbundsstat der består af tre sprogområder, nemlig flamsk, fransk og tysk. Seks millioner mennesker taler hollandsk (flamsk) og er bosiddende i den nordlige del af landet. 3,5 million taler fransk og bor i syd (wallonerne). I hovedstadsregionen Bruxelles taler halvdelen af befolkningen fransk hjemme, en fjerdedel taler fransk og hollandsk. 10 procent af stemmerne i hovedstadsregionen Bruxelles går til de flamske partier. Indbyggerne i Bruxelles kan frit vælge om de vil benytte flamske og/eller franske institutioner såsom skoler og kulturcentre. En stor del af indbyggerne i Bruxelles er slet ikke hollandsk- eller fransktalende, de har et andet hovedsprog. Der er ligeledes et tysktalende samfund på omkring 70.000.
Hver sproggruppe har sit eget parlament og regering, der er ansvarlige for kultur, uddannelse og visse dele af det offentlige sundhedsvæsen.
Herudover er der tre regioner (hovedstaden Bruxelles, Flandern og Wallonien) der er ansvarlige for styringen af økonomisk udvikling, infrastruktur, miljø, bolig, landbrug, regional transport, energi- og vandforsyning .Disse regioner har også deres egne regeringer.
I Flandern er det hollandsk-talende samfunds og den flamske regions institutioner sluttet sammen. Regioner og sprog-samfund overlapper, men falder ikke nødvendigvis sammen: De fransktalende bor i Wallonien og i Bruxelles-regionen. Det flamske samfund findes både i den Flamske region og i Bruxelles-regionen.
Hertil kommer forbundsregeringen, der har ansvaret for forfatningsspørgsmål, udenrigspolitik, justitsvæsen, finanserne, arbejds-lovgivningen, socialforsikring og sundhedsvæsen, indkomst- og erhvervsbeskatning, beskæftigelse, immigration, offentlige arbejder...
Alt dette medfører, at landet har syv regeringer og parlamenter.

Voksende regionalisme
Denne komplekse struktur er resultatet af nationalistiske (regionalistiske) tendensers stadig voksende indflydelse.
Op til 1970`erne var Belgien en centraliseret stat. Men fra 70`erne og frem blev der, under tryk fra nationalistiske tendenser i specielt Flandern, men også fra regionalistpartier i Wallonien, gennemført forskellige reformer omkring mere kulturel autonomi og kontrol over den lokale økonomiske udvikling indenfor hver af de sproglige grupper. Dette førte en egentlig forbundsstats-dannelse i landet.
De tre store politiske partier er de Liberale, Socialisterne og de Kristelige-Demokrater. I løbet af føderaliseringsprocessen delte de sig efter sproglige linier. De suppleres af regionale partier som or eksempel Spirit, der er allieret med socialisterne i Flandern. Hertil kommer NV-A der er allieret med de flamske Kristelige Demokrater og det racistiske og nationalistiske Vlaams Belang i Flandern. Deres fransktalende modstykke er Front Démocratique des Francophones (FDF). De grønne partier (Groen! og Ecolo) er også sprogligt splittede.
Det eneste nationale parti der er tilbage er PTB-PVDA: Belgiens Arbejder Parti.
Belgien er i dag en forbundsstat men uden forbundsdækkende partier. Hvis man ser bort fra PTB-PVDA er der ingen landsdækkende partier i Belgien: der er kun flamske, franske og tyske partier. En belgier, der bor i Wallonien (den franskdominerede region), kan aldrig stemme for eller imod en flamsk politiker selvom denne politiker har været hans premierminister i otte år.
Det betyder, at de føderale, landsdækkende valg mere og mere er under påvirkning af regionale interesser. Ved de seneste føderale valg (i juni 2007) førte de ledende flamske partier sig frem med en demagogisk chauvinistisk dagsorden, og kom med løfter om, at hvis de blev valgt ville de forsvare specielle flamske interesser, der er i modsætning til den fransktalende befolknings interesser.
De fransk- og hollandsktalende grupper er i de sidste 30 år blevet mere og mere isolerede fra hinanden. Der er ikke længere nogen fælles nationale medier, få fælles institutioner og ingen form for to-sprogethed. Selv fagforeningerne er blevet påvirket af disse tendenser. For nylig blev det socialistiske metalarbejderforbund splittet på det sproglige spørgsmål.

Flamsk nationalisme
En bølge af flamsk nationalisme har fået fodfæste i de fleste flamske partier i de senere år. Det er en stor sejr for de flamske seperatist-partier. Deres vision om Flandern - som et folk snarere end et geografisk område - har haft dramatisk indflydelse på hele landets politik.
'Vi kan mærke at vort partis synspunkt meget hurtigt er ved at blive flertallets synspunkt', udtalte Frank Vanhecke, formand for det fascistiske Vlaams Belang. 'Vore synspunkter vinder nu tilslutning i de andre flamske partier. Vort parti kan kun vinde'.
Hertil kommer, at i et forsøg på at blive landets største parti og få premierministerposten, dannede det flamske kristelig-demokratiske parti CD&V et kartel med NVA, et lille flamsk seperatistisk-parti. På den franske side gik det franske liberale parti MR i alliance med det lille franske parti FDF i Bruxelles, der er et højreradikalt parti blandt de fransktalende i Bruxelles. Disse højreradikale franske og flamske partier medfører endnu stærkere polarisering i forhandlingerne. Men alle partier, specielt i Flandern, er i forskellig grad inficerede af denne chauvinistiske virus.
De flamske kristelige demokrater vandt valget. Deres leder, Yves Leterme, var indtil for nylig premierminister for det flamske område. Han fik 800.000 personlige stemmer. Nu siger han, at disse mennesker stemte på hans eksplicitte flamske dagsorden. Det er en stærkt overdreven tolkning. De kristelige demokrater støttes historisk set af det meget stærke Kristelige Arbejderforbund (med mere end 1,7 millioner medlemmer). Dette forbund går overhovedet ikke ind for mere autonomi til Flandern og fører i dag en kampagne til sikring af solidariteten mellem arbejdere fra forskellige regioner. Ikke desto mindre står de yngre ledere i dette parti, der knap kender deres kolleger i det fransktalende parti med samme trosbaggrund, på et meget nationalistisk grundlag.

En skjult dagsorden
Tilsyneladende handler den belgiske krise om sproglige spørgsmål.
I de flamske kommuner, der grænser op til Bruxelles, er den andel af befolkningen, som overhovedet ikke taler hollandsk, men derimod fransk eller endog engelsk meget høj. Det er ofte vellønnede ansatte, på udkik efter grønne forstadsområder. Hollandstalende indbyggere i disse kommuner hævder, at de ikke længere har råd til at bo der. Men det samme sker i selve Bruxelles hvor almindelige belgiere (fransk- og hollandsktalende) drives fra hus og hjem af rigere ansatte i de europæiske institutioner.
Flamske nationalister har gjort dette til et sprogmæssigt problem. De vil fjerne visse rettigheder de fransktalende mindretal i disse kommuner fik, da kommunerne i 1962 blev lagt under den flamske region.
De fransktalende indbyggere er irriterede over, at de lokale myndigheder gør livet unødvendigt surt for folk, der ikke taler hollandsk.
De flamske nationalistiske politikere vil også prøve at gøre en ende på det faktum, at de 19 kommuner i selve Bruxelles og de to omgivende flamske kommuner Halle og Vilvoorde (hvor der bor fransktalende) i dag ét valgdistrikt, der kaldes Bruxelles-Halle-Vilvoorde. I dette valgdistrikt kan indbyggere i de flamske kommuner også stemme på franske partier, hvad der ikke er tilfældet i andre flamske områder. Det flamske parlament har krævet en øjeblikkelig opsplitning af dette valgdistrikt således at Halle og Vilvoorde indgår i de flamske valgområder. Det vil forstærke disse kommuners flamske karakter, men undertrykke de fransktalendes rettigheder. Nogle fransktalende politikere vil ikke forhandle om en sådan opdeling. Andre vil godt forhandle, hvis de flamske politikere vil lade nogle officielt flamske kommuner i omegnen af Bruxelles, der er dominerede af fransktalende, overgå til hovedstadsregionen Bruxelles. De flamske politikere anser enhver forhandling herom for udelukket.
Dette spørgsmål har en vis indflydelse på den flamske offentlige mening, da der findes en forhistorie om diskrimination mod det hollandske sprog i Belgien.
Da den belgiske stat blev dannet i 1830 var forfatningen baseret på en enhedsstat med fransk som det officielle sprog. Det regerende bourgeoisi i Bruxelles og Flandern så fransk som én af metoderne til at opnå national enhed. Alle skoler, regeringen og kommunerne, domstolene etc. brugte fransk i officielle dokumenter. Fransk var den dominerende klasses sprog, og det gjaldt både den flamske og wallonske overklasse. Aristokratiet og bourgeoisiet talte fransk, den almindelige befolkning hollandsk, wallonsk, brabantisk eller andre lokale dialekter. Det flamske folks demokratiske krav blev afvist, også af det fransktalende flamske bourgeoisi, der udnyttede deres kendskab til både fransk og det lokale sprog som et våben til at indtage alle officielle embeder. Så der var ikke tale om et udenlandsk bourgeoisis undertrykkelse, men om en knægtelse af den flamske befolknings demokratiske rettigheder af det herskende bourgeoisi. Dette førte til en 'Flamsk Bevægelse' af hovedsagelig småborgerskabet, en bevægelse der voksede i betydning. Dette lykkedes denne bevægelse (om end alt for langsomt) at få gennemført brugen af hollandsk i landets officielle liv. Siden 1930`erne er dette problem officielt løst.
Fra 1960`erne og frem har vi været vidne til en genoplivelse af flamsk nationalisme. Men sprogproblemet er et underordnet problem og kun en anledning. Flamsk nationalisme er blevet det ny flamske bourgeoisis ideologi. Et bourgeoisi der voksede frem siden 1960`erne efterhånden som den wallonske region havde økonomisk nedtur og Flandern gradvist blev et af de mest fremgangsrige områder i Europa.
Flandern står i dag social-økonomisk lang bedre en Wallonien. Bruttonationalproduktet per indbygger var i 2005: Belgien 27.700 euro - Bruxelles 54.905 - Flandern 27.300 - Wallonien 19.800.
Men tallene for Bruxelles er vildledende. Bruxelles har mange fattige, men også mange selskaber med ansatte, der bor i den wallonske region og især i Flandern. De fleste større belgiske selskaber har hovedkvarter i Bruxelles, og det er her salg og profit bliver bogført, derfor de skæve BNP-tal.
I 2007 er arbejdsløsheden: Belgien 11,8 procent - Bruxelles 20,4 procent - Flandern 6,9 procent - Wallonien 11,8 procent.

Ujævn udvikling
Sådan har situation ikke altid været. I 1949 var arbejdsløsheden i Flandern 19,5 procent mod 5,2 procent i Wallonien. I 60`erne nåede Flandern Wallonien. Som alle kapitalistiske lande har Belgien været udsat for kapitalismens ujævne udvikling.
De traditionelle belgiske monopoler der kontrollerede kulminerne, stål og glasindustrien flyttede deres investeringer fra landets sydlige del dertil, hvor der var flere penge at tjene, til nord. Da jern-reserverne i syd var udtømte flyttede de deres stålindustri til byer nær havnene som for eksempel Ghent og Antwerpen (Europas næststørste havn efter Rotterdam). Her var både transportomkostninger og lønninger lavere. Ny kemiske og petrokemiske industrier blev trukket til disse områder ved hjælp af store offentlige midler.
Dette førte til dannelsen et stærkere bourgeoisi i Flandern, mest bestående af underleverandører til store multinationale selskaber. Konsekvenserne blev dramatiske for de traditionelle industriområder i syd. I Charleroi, Liège og La Louvière er arbejdsløsheden i dag på omkring 20 procent. Der skete det samme som i mange andre traditionelle industriområder i Europa (Pas de Calais og Lorraine i Frankrig, Liverpool og Wales i Storbritannien).

Det flamske bourgeoisi vil bryde solidariteten
Rollerne var byttet om. I det 19. og i første del af det 20. århundrede drog 750.000 flamske arbejdere til Wallonien for at skaffe sig et levebrød. I dag har Wallonien brug for Flandern. Med den eksisterende ulighed i økonomisk velfærd mellem landsdelene er der nu betydelige finansielle overførsler fra Flandern til Wallonien og Bruxelles.
Udligninger via finanssystemet og bistandssystemerne fra det flamske til det fransktalende område anslås til 3-6 milliarder euro (22-45 milliarder kroner) om året. Der eksisterer ingen officielle tal. Det svarer til mere end 1000 euro per person om året eller 3-4 procent af det flamske BNP. Det hænger sammen med, at arbejderne i de rigere regioner, hvor der er flere jobs, bidrager med mere til finansieringen af pensioner, arbejdsløshedsunderstøttelse, sygeforsikring og familiebistand, da disse sociale områder stadig er under fælles føderal kontrol. Omvendt: de fattigere regioner modtager mere end de indbetaler, fordi der er flere arbejdsløse og syge.
De fattige områder falder ikke sammen med de sproglige grænser. Der er også fattige områder i Flandern og rige områder i Wallonien. Men nationalistpartierne snakker altid om disse spørgsmål i sproglige termer. Man refererer til 'nord-syd overførslerne'.
Disse overførsler er ikke store når man sammenligner med interregionale overførsler i Europa. Sydøst-england bidrager med 12,6 procent til den nationale solidaritet. Flandern bidrager med 3,6 procent. Tidligere gik det endda den anden vej.
Men ved at agitere på dette område søger flamske separatister at skabe det indtryk, at Flandern bedre kan klare sig selv, hvis det ikke længere skal bære 'byrden' som med disse overførsler. På denne måde håber de at skabe en masse-basis for deres separatist dagsorden. I dag er det altovervejende flertal af befolkningen imod adskillelse og en selvstændig flamsk stat.

Homogene kompetancer
Rækken af institutionelle reformer har også medført en mængde delte kompetencer. Lederen af de katolske hospitalers organisation klager over at en hospitalchef står over for 15 forskellige administrationer, der har med sundhedsvæsenet at gøre. Nogle af disse administrationer er på forbundsniveau, andre på regionsniveau, andre på provins- eller kommunalplan. Dette kunne ofte løses ved igen at koncentrere kompetencer på landsplan. Men nationalisterne udnytter dette rod til forlange at alt bliver justeret til det flamske niveau, at 'give Flandern midlerne til selv at gennemføre sin politik'. De kalder dette homogene kompetencer.
Det samme gælder arbejdsmarkedspolitikken. Der er forskellige myndigheder med ansvar for dette område:
En føderal institution har ansvar for kriterierne for arbejdsløshedsunderstøttelse og understøttelsens størrelse, og for at udelukke arbejdsløse fra understøttelse. En regional institution har ansvaret for jobtræning og placering af arbejdsløse. Denne situation udnyttes af de Flamske højre partier, inklusive Socialdemokraterne i Flandern, som et påskud til forlange at alle kompetencer på dette område overføres til Flandern.
Hvis man imødekom disse krav, ville det betyde en opsplitning af landet. Der ville ikke længere være ensartede regler om arbejdsløshed: en arbejdsløs i syd ville få lavere understøttelse end en arbejdsløs i nord. Den arbejdsløse i nord ville måske allerede miste sin understøttelse efter et års arbejdsløshed. Man ville ikke længere tage sig af ældre og syge på den samme måde. I Flandern og Wallonien kræver de kristelige demokrater flere finansielle rettigheder til Flandern, specielt rettigheden til at fastsætte lavere selskabsskat. Det ville føre til øget økonomisk konkurrence mellem nord og syd og udløse en nedadgående spiral for selskabsbeskatningen.

Uenighed om Lissabon-strategien
Det der er nyt, og som har skabt en meget stærk opbakning bag seperatist-standpunkterne er, at kravene føres åbent frem af store dele af det flamske bourgeoisi. Det flamske bourgeoisi er ret åbne omkring deres grunde. I forbindelse med valgkampen lagde de deres traditionelle liste med krav frem (lavere skat for erhvervslivet, lavere lønomkostninger, mere fleksibilitet, længere arbejdstid og længere arbejdsliv, ophævelse af enhver adgang til tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet).
De ønsker en radikal arbejdsmarkedreform som den foreslået i EU`s Lissabon-strategi. De ønsker den skal være landsdækkende, men regner med at den vil være lettere at gennemføre i Flandern, hvis arbejsmarkedpolitikken regionaliseres. De håber, at de i Flandern kan blive af med de stærke landsdækkende fagforbund og den stærkere klassekamps-tradition i Wallonien.
Driften fremad for mere flamsk autonomi adskiller sig ikke fra de samme tendenser i de fleste af Europas rigere områder.
Det er et udtryk for kapitalismens krise, hvor konkurrencen bliver hårdere og hårdere, og hvor de stærkere kapitalistiske grupperinger ønsker at blive af med så mange af arbejderklassens sociale landvindinger så hurtigt som muligt. Da Urbain Vandeurzen blev formand for VOKA, den førende arbejdsgiverorganisation i Flandern, udtalte han, at han ønskede 'et strategisk omformningsprogram for Flandern med det formål at styrke Flanderns økonomiske position i Europa'. 'Selvom Flandern er en af de rigeste og mest konkurrencedygtige regioner Europa, står vor region overfor en række enorme ydre udfordringer heriblandt udflytningen til Østeuropa og ny konkurrence og nye muligheder i forbindelse med Kinas og Indiens voksende økonomier'.
På sin organisations nytårs-reception i 2007 sagde han også, at de flamske arbejdsgivere kun ville tolerere de årlige overførsler af midler fra Flandern til Wallonien i yderligere ti år på betingelse af at Wallonien gik med til 'at hele arbejdsmarkedspolitikken regionaliseres og at partierne i Wallonien derfor ikke skal vente for længe med at starte diskussionerne om en statsreform. Det der gentagne gange har vist sig ikke at fungere på forbundsniveau må ganske enkelt afprøves på flamsk niveau: muliggøre det for virksomhedsledere at bruge moderne lønsystemer så der skabes større muligheder for kompetenceudvikling og til lavere omkostninger. Det er det en statsreform handler om. De flamske forhandlere skal ikke stille sig tilfredse med små skridt i en statsreform'.
Andre arbejdsgiverorganisationer i Flandern har allerede udtalt, at de ønsker at blive af med enhver form for tidlig pension. De forlangte at man i Belgien indfører den danske model med tidsbegrænsning på arbejdsløshedsunderstøttelsen, en begrænsning der ikke findes i Belgien i dag.
Han kritiserede også den nationale lønaftale (IPA) der er indgået mellem de føderale arbejdsgiverorganisationer (VBO og Unizo) og fagforbundene. Denne overenskomst indeholdt blandt andet en aftale om en retningsgivende lønstigning på fem procent i 2007-2008. Han sagde, at overenskomsten beviste 'at den føderale ramme ikke giver arbejdsgiverne plads til at ånde'.
Fagforbundenes ledere er overbeviste om, at hvis løn- og ansættelsesforhold regionaliseres vil de flamske arbejdsgivere ikke længere acceptere kollektive eller fagområde aftaler, men kun forhandle på virksomhedsniveau. De vil kun anerkende overenskomster hvis de gavner kapitalisterne.

Angreb på arbejderklassen
Hele dagsordenen om mere autonomi skjuler dramatiske angreb på den belgiske arbejderklasses sociale landvindinger. Det er en dagsorden, der handler om at splitte arbejderklassens organisationer og for skabe konkurrence mellem arbejdere i de forskellige regioner. Med forskellige lønninger, forskellige sociale sikkerhedssystemer og forskellig beskatning vil selskaberne have frihed til spille arbejdere i forskellige regioner ud mod hinanden, at afpresse dem med udflytningstrusler.
En anden fløj i det belgiske bourgeoisi organiseret i den Belgiske Arbejdsgiverforening (FEB) er mere tilbageholdende med at give regionerne mere autonomi. De frygter en lang periode med politisk ustabilitet, mange bureaukratiske komplikationer og uvished om hvilke regler der gælder: en ud af otte belgiere arbejder i en anden region end den han/hun bor i. De frygter at deres internationale anseelse kan tage skade. Deres argument er, at alle Lissabon-foranstaltningerne sagtens kan gennemføres uden alle disse komplikationer. De borgerlige partier i Wallonien støtter dette synspunkt og peger på de forholdsregler de tager allerede nu for at bringe regionen op Lissabon-niveau: udelukkelse af langtidsarbejdsløse fra sociale støtte, skattenedsættelse for erhvervslivet, aktioner mod aktive fagforeninger.... De påpeger, at det liberale højrefløjspartis valgsejr i Wallonien kan fremskynde gennemførsel af en arbejdsmarkedsreform også i Wallonien. Så ingenting er indtil videre endelig afgjort.

Bevægelse for solidaritet og demokrati
Ethvert skridt mod mere regionalisering er i strid med den arbejdende befolknings interesser i Belgien.
På det sociale område:
At stoppe overførslerne fra nord til syd vil kaste hver fjerde walloner ud i fattigdom. Hver eneste indbygger i syd vil miste i gennemsnit 1000 euro om året. Dem der er blevet arbejdsløse, er gamle eller syge vil blive hårdest ramte. Alle i syd bliver nødt til at betale mere til sociale sikringsordninger og i skat, ellers står de overfor meget ringere social sikkerhed og offentlig service.
Men selv om befolkningen i nord skulle blive mere velhavende, vil det ikke gavne befolkningen. Deres arbejdsgivere og partierne forbereder skrappe reguleringer i arbejdsløshedsunderstøttelsen, længere arbejdstid, mere fleksibilitet, et længere arbejdsliv.
Da andelen af ældre vokser relativt hurtigere i nord, er deres pensioner truede uden støtte fra den yngre befolkning i Bruxelles.
Flamske fabrikker vil indskrænke arbejdsstyrken som konsekvens af det vigende marked i Wallonien. En fjerdedel af den 'flamske eksport' går i dag til Wallonien.
For slet ikke at tale om den konkurrence mellem arbejderne, der bliver en følge heraf og som vil starte en dødsspiral indenfor løn og social sikkerhed. Der bliver ikke længere tale om kollektive aftaler til gavn for alle arbejdere, også dem på de små fabrikker.
På det politiske ideologiske og organisatoriske område:
Mere regionalisering vil uddybe afstanden mellem arbejderne og deres organisationer. I stedet for at tage kurs mod en særdeles nødvendig enhed i arbejdernes kamp på europæisk plan, vil vi se en opsplitning af arbejderenheden på det regionale plan i Belgien. Fagforbund vil blive splittede og stå svagere når de angribes. Gennem hele Belgiens historie blev der kun opnået social fremgang ved kamp og enhed. Hver gang bourgeoisiet havde held til at splitte arbejderne i nationaliteter, var slaget tabt.
Forestillingen om klassesamarbejde på et nationalistisk grundlag vil få øget vækstmulighed. Der vil komme en periode med forbitret nationalistisk agitation, der kan ødelægge klassebevidstheden blandt arbejderne. Fremmedgørelsen mellem arbejderne i de forskellige regioner vil vokse.
Derfor har Belgiens Arbejderparti (PTB) allerede fra sin start vendt sig mod den føderalistiske udvikling i Belgien og arbejdet for enhed i arbejderklassen og i det belgiske folk.
Selvfølgelig er det en følge af demokratiet, at mindretallenes rettigheder beskyttes overalt. Derfor har PTB krævet at Bruxelles-regionen udvides på grundlag af de reale social-økonomiske forhold i området. Indenfor denne udvidede region skal en to-sprogethed respekteres og fremmes. Begge sprog skal læres i skolen. Der må ikke foregå nogen form for diskrimination.
PTB støtter også det krav, der er rejst af nogle anti-seperatistkredse om at gennemføre en 'valgværnepligt' hvor politikere, der stiller op på føderalt niveau tvinges til at føre valgkamp og præsentere sig selv for vælgerne i hele landet. Det kunne været et våben mod den voksende nationalistiske demagogi under valgkampene.
PTB kræver også, at alle vigtige områder som for eksempel social sikkerhed, beskæftigelse, sundhedsvæsen, lønpolitik og transport håndteres på nationalt plan. Føderaliseringen har medført ineffektivitet, forvirring, pengespild og splittelse i befolkningen.
Sammen med fagforbundene er PTB stærkt imod regionalisering af nogen som helst områder indenfor social sikkerhed og støtter at solidariteten mellem regionerne bevares ved hjælp af disse mekanismer.
Arbejdsmarkedslovgivning og kollektive overenskomstforhandlinger skal også bevares på national plan.
I stedet for at tale om 'strømmen af penge fra nord til syd' sætter PTB fokus på den langt større strøm af penge fra arbejderne til kapital-ejerne.
Gennem de seneste 20 år er ti procent af bruttonationalproduktet blev overført fra arbejderne til kapitalejerne. Hvert eneste år går der 1,5 milliarder euro helt overflødigt fra de sociale fonde til de multinationale farmaceutiske virksomheder fordi Belgien betaler alt for meget for medicinen.
Hvis disse pengestrømme kunne stoppes ville problemer, som det at befolkningen bliver ældre, let kunne løses.
For at kunne konfrontere disse problemer har vi brug for stærke og enige fagforbund og en bevidst arbejderklasse.
Modoffensiven er startet: 27. september var vi vidne til starten på en meget bred kampagne 'Red Solidariteten'. Initiativet blev taget af hundredvis af fagforenings-organisatorer, der fik støtte fra mange kendte kunstnere, akademikere, journalister og forfattere. På to dage blev der samlet 15.000 underskrifter og der var 10. oktober 2007 indsamlet mere end 60.000 underskrifter. To store fagforbund har givet deres fulde opbakning til kampagnen.
Der ingen tvivl om at dette initiativ kan bidrage radikalt til ændring af klimaet og skabe en solidaritetsbølge som selv politiske ledere bliver nødt til at tage i betragtning.

Herwig Lerouge er redaktør for tidsskriftet 'Etudes marxistes' der udgives på fransk og hollandsk (www.marx.be). Han er medlem af Centralkomitéen for Belgiens Arbejder Parti (WPB/PTB/PVDA) (www.ptb.be, www.pvda.be)