EU truer med forringet bistandshjælp og ringere muligheder for afsætning på EU`s marked, hvis ikke EPA-forslaget underskrives

af Lissie Thording, bestyrelsesmedlem i Udfordring Europa, Odense
Det er med en forbavsende mangel på interesse, medierne omfatter EPA-forhandlingerne. Her kan man jo så indvende, at ikke alt fortjener opmærksomhed, og at EPA er af begrænset interesse, i hvert fald for os. Heri tager man fejl.
EPA står for Economic Partnership Agreements - handelsaftaler mellem EU og AVS-landene (78 tidligere kolonier).
EPA-forhandlingerne er berammet til at være færdige ved dette års udgang, men det ser ud til at knibe betydeligt med at nå det. Det er også alvorlige sager, så man bør ikke forhaste sig.
Ordentligt gennemførte forhandlinger resulterer i ordninger, der er til bedste for alle parter. Sådan ser det ikke ud til at gå - forståeligt nok, for en forhandling mellem store rige EU og et fattigt afrikansk land er så langt fra nogen jævnbyrdig forestilling.
Teoretisk er det fint, når EU-Kommissionen nævner som sin hensigt at udrydde fattigdom og skabe en bæredygtig udvikling. Men på det konkrete plan kommer det til at dreje sig om markedsadgang, frihandel og gensidighed.

Afrika taber
Nu er aftalerne bilaterale - forhandlinger føres mellem EU og det enkelte land, men hovedtrækkene er de samme.
Toldmurene skal væk. De europæiske producenter skal uhindret kunne afsætte deres produkter. Det vil give en meget ulige konkurrence, hvor afrikanske producenter må opgive at få afsat deres produkter i deres eget land.
Der skal være gensidighed, siges der; men den gensidighed kan den afrikanske producent ikke bruge til noget, for hans varer vil endnu mindre kunne klare sig på markedet i EU end hjemme.
Gælder det landbrugsvarer, bliver situationen endnu mere grel, for EU`s landmænd får landbrugsstøtte i modsætning til den afrikanske bonde. Her er det vist lidt upassende at tale om gensidighed.
Mistede toldindtægter er ikke blot mindre told. Tolden er for mange af de berørte afrikanske lande en væsentlig del af statens indtægtsgrundlag. Indtægtstabet kan i nogle tilfælde løbe op til en tredjedel af statens indtægter. Det vil kunne mærkes.
Et område, hvor det ellers var meget gunstigt med statsmidler, er opbygning af en infrastruktur. Uden et transportsystem kan der vanskeligt opbygges et erhvervsliv.
Alt i alt vil en EPA-aftale betyde væsentlige udgifter for et fattigt afrikansk land.
Når en i forvejen mistrøstig økonomi forringes af en EPA-aftale, var det vel ikke mere end rimeligt, at vi - EU - kompenserede med øget bistandshjælp. Men nej - tværtimod.
EU køber størstedelen af Afrikas eksportvarer. Det giver en meget ulige forhandlingssituation. Den udnyttes. EU truer med forringet bistandshjælp og ringere muligheder for afsætning på EU`s marked, hvis ikke EPA-forslaget underskrives.
Én ting er samhandel, en anden ting er pression og liberaliseringskrav. EU`s handelskommissær mener, at EU skal presse på med liberaliseringskrav frem for at høre på de NGO`ere, der søger at tale for u-landene.

EU udøver pression
Der er noget forfærdelig ironisk i, at det erklæret demokratiske Vesteuropa i økonomisk samkvem med fattige afrikanske lande søger at påtvinge disse lande en bestemt samfundsmodel - den neoliberale - med markedsgørelse og liberalisering.
Ikke sjældent siges det, at EU er bolværket mod globaliseringens dårligdom. Men det kan EU ikke være.
EU-lande, der ønsker demokratisk at prioritere velfærd og social lighed, berøves deres muligheder for det af krav om liberalisering og privatisering. Den offentlige sektor må ikke hindre den frie konkurrence.
Markedsgørelse, liberalisering og deregulering er såvel mål som redskaber for EU. Det er i EU-Kommissionen, magten ligger. Det er vi vant til, når det gælder EU.
Men i handelspolitik er det i særdeleshed tilfældet. I handelssager bliver EU-Parlamentet slet ikke hørt. Kun hvad angår investeringer og tjenesteydelser, skal Parlamentet høres - men Kommissionen har ikke pligt til at rette sig efter Parlamentets mening.
Og bag Kommissionen arbejder lobbyister af alle slags. Det er indviklet og uoverskueligt, men det oprørende er, at Kommissionen handler på vegne af os qua vort medlemskab af EU.
Hvad kan vi gøre?
Måske skulle vi begynde med at presse medierne til at kaste et kritisk blik på EPA-forhandlingerne og skrive og tale om dem.
Det være hermed forsøgt.