09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ugen hvor autoriteterne bakkede lidt

Ugen hvor autoriteterne bakkede lidt

Lørdag, 13. oktober, 2007, 00:00:00

Alle fra overborgmesteren over Københavns Politi til medierne bakkede en smule i denne uge. Alt sammen på grund af en militant politisk aktion, der flyttede noget

Der blev bakket meget i den forløbne uge. Det har været en ren fornøjelse at se, hvordan ellers magtfulde og arrogante systemer har taget det store indladende smil på. Alle lige fra Overborgmesteren over Københavns Politi til medierne bakkede gennem byen, som var det en hel parade. Hvordan kom det dog så vidt? På grund af en militant politisk aktion, der flyttede noget.
Lørdag den 6. oktober blev en interessant dag i København. En markant del af Københavns ungdom viste sig i stort tal. Målrettet gennemførte de netop den aktion for et nyt ungdomssted i København, som de havde meldt ud i lang tid. Ingen slinger i valsen dér. Det gamle vandværk Grøndals Vænge 13 skulle besættes. Konceptet for demonstrationen var klart. En march mod vandværket blev gennemført, uden at der blev kastet flasker og sten.
Det afholdt dog ikke politiet fra at fyre hele arsenalet af tåregas af. Første gang der blev brugt blot en enkelt tåregasgranat under ungdomsoprøret vakte det stor opsigt fulgt af en kraftig debat i medierne. Tåregas var noget apartheidregimet brugte mod de sorte i Sydafrika. Det var skrap kost. Siden er brugen taget til, og blevet et middel som så meget andet.
Men de unge holdt sig som sagt til konceptet. I løbet af eftermiddagen blev det klart for enhver, at politiet var gået langt over stregen. Bortset fra den gassede ungdom var Københavns Politi de første til at finde ud af dét. Politiet stod over for et reelt nederlag med massiv kritik på grund af politiaktionen, der var helt ude af proportioner. Chefpolitiinspektør Per Larsen bakkede først og begyndte at rose de unge. Senere talte han om, at der skulle en politisk løsning til.
Overborgmesteren er kommet under pres. Hun kan godt se, at hun nu står med en taberstrategi. De arrogante afvisningers tid er forbi. Det er blevet klart at der er noget der ikke rimer.
Københavns kommune fører sig frem som en kreativ by. På Rådhuset har de læst Richard Floridas bog 'Den kreative klasse'. Ifølge ham, er det stof vinderbyer er gjort i dag skabt af de tre T`er: Teknologi, Talent og Tolerance. Det var der ikke meget af i lørdags. Andre tre T`er blev sat ind: Totalitære Tæsk og Tåregas!
Problemet for overborgmesteren er, at hun ikke længere kan slippe af sted med at feje de unge af banen ved blot at kalde dem voldelige ballademagere, fordi hun reelt taler om en stor del af Københavns ungdom. Derfor tog hun torsdag mod de unge på Rådhuset, og der blev gennemført en forhandling om et nyt sted til dem.
Momentet for de unge er der nu. Det gælder bare om at klemme på og bruge de vigtige erfaringer fra Grøndals Vænge. Den bredde, der var på G13-aktionen, viser, hvor store potentialer der er i politiske aktioner og bevægelser, hvis der bygges alliancer. Hvis målet er at opnå noget for nogen, og ikke blot få gang i den.
Også medierne bakkede i ugens løb. Op til lørdagen var en af de helt store historier Pia Kjærsgaards aktion på Slotspladsen under Folketingets åbning og det hun blev udsat for. Uha. Der blev kastet voldsom konfetti efter hende af unge, som tilmed var klædt ud som Robin Hood`er. Dette angreb på sin person brugte Pia Kjærsgaard politisk til et angreb på SF og Villy Søvndal, som dog meget fornuftigt stod fast. Medierne var med på forargelsen. Det er selvfølgelig ekstremt ubehageligt at få konfetti i håret. Det ved da enhver, der har prøvet det. Men alligevel.
For da tusinder fra den københavnske ungdom var blevet gasset lørdag eftermiddag ved Grøndals Vænge, begyndte proportionssansen at sive ind på redaktionerne. Der er trods alt forskel på konfetti og knippelslag, bagbinding i mange timer samt tåregas.
Imidlertid har medierne ikke udfyldt deres kritiske rolle. Der er ikke boret i politiets brug af gas. Der er ikke boret i behandlingen af det rekordstore antal arresterede unge. Og der er slet ikke boret i, at Københavns Politi åbent erklærer, at de arresterer folk i stor stil, for at slippe dem ud igen senere.
Nok har Per Larsen, Ritt Bjerregaard og medierne bakket, men der er fortsat brug for en tilbagerulning af autoritære metoder, der er eskaleret under Fogh.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. okt. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp