09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Røvermyte og dobbeltbund

Røvermyte og dobbeltbund

Lørdag, 06. oktober, 2007, 00:00:00

Noget kan godt være både rigtigt og forkert på én gang, ligesom et sæveøje kan være både gult og blåt

Tirsdag åbnede folketinget. Sommeren er mere end slut og Folketingsmedlemmernes sommerferie er slut. Et nyt arbejdsår står for døren. Inden den aldeles højtidelige åbning samledes hovedparten af medlemmerne i Slotskirken. De ti første rækker blev fyldt. Vores allesammens Folketing ville ligesom sætte rammen - for Tinget er vi alle kristne. Det er jo nok lige at stramme den. Det er sandt at vi har en statskirke, men det er ikke det samme som at vi alle er kristeligt overtroiske.
Efter det religiøse fællesskab i Slotskirken, gik ceremonien i Folketingssalen i gang. Hovednummeret var statsministerens åbningstale, der blev indledt sådan: 'Forleden hentede Danmark igen et verdensmesterskab. Denne gang i en helt særlig disciplin. Nemlig demokrati. Ifølge Verdensbanken er Danmark verdensmester i demokrati. Blandt andet fordi vi har en fri presse, og vi kæmper for ytringsfriheden.
Det kan vi godt tillade os at være stolte over. Men det er også et mesterskab, som forpligter. Forpligter til at stå vagt om de personlige frihedsrettigheder. I Danmark betragter vi friheden som en selvfølge. Folkestyret som noget selvklart. Og respekten for liv, frihed og ejendom som selvindlysende.'
Vist så er ytringsfriheden vigtig. Det skal ikke være sådan at man er bange for at miste sit liv eller sit arbejde bare fordi man siger hvad man mener. Man skal heller ikke kunne udsættes for regeringers tryk, bare fordi det sker at man laver kritisk TV i DR.
Og det ville også være synd, hvis man mister sin magt, bare fordi man siger hvad man mener. Med andre ord, Fogh er tilbageholdende med at bruge sin talefrihed. Han og hele regeringen er begyndt at tale folk efter munden. Fra Folketingets talerstol sagde Venstres ordfører Troels Lund Poulsen for eksempel. 'Jeg har taget alle parolerne og gennemgået dem én for én i min åbningstale for at sige, at vi deler de budskaber, der var på pladserne rundt omkring i Danmark og på Christiansborg Slotsplads. Vi har endda tilladt os at lave politik efter den, så vi også indfrier de ting, som folk beder om.' Hold da op! Vi må derind igen. Har vi fået direkte folkemagt, hvor vinduerne mellem slotspladsen og folketingssalen blot skal lukkes op, så medlemmerne af tinget kan høre, hvad de skal vedtage?
Helt sådan går det ikke. Der er masser af genbrug i de milliarder som regeringen siger der nu sættes af til det ene eller andet. Og demokratiet - som vi har fået et verdensmesterskab i, et mesterskab som forpligter? Det fungerer så længe kommunerne gør hvad regeringen bestemmer. Hvis ikke, så falder hammeren. Det kan godt være at borgerne vil have mere velfærd, men det er op til kommunerne at finde pengene inden for rammerne. Og hvis borgerne vil sætte skatten op for at skabe mere samfund, ja så er det forbudt. Indenrigsministeren vil blive ved med at indefryse de 6,5 mia. kr. som regeringen indefrøs i forbindelse med kommunalreformen, for at kommunerne ikke skulle bruge for mange penge.
Regeringen påstår ét og gør noget andet. Det er naturligvis ikke særlig demokratisk. Regeringen er verdensmester i den helt særlige disciplin der hedder opportunisme med dobbelt bund.
Det har Socialdemokraterne fået øje på, og er sure. De er løbet med vores politik hedder det. Det er tydeligt for enhver, at Fogh botaniserer. Men det er også klart, at Socialdemokraterne selv er skyld i, at det er så nemt som det er. Når partiet stiller sin politiske kurv ind på midten mellem De Radikale, Ny Alliance, Venstre og Konservative - ja så er det ikke særlig svært at være Fogh. Socialdemokraterne er selv årsag til røvermyten om Fogh-regeringen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. okt. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp