De borgerlige og kommunistiske modstands-kredse, der senere skabte Bopa, ville alle starte kampen med det samme

af Per Mortensen, Rungsted Kyst
Ejgil Nielsen (EN), Frederiksværk havde den 14. september en god kommentar til anmeldelsen i Arbejderen af antologien Praktisk patriotisme. Som redaktør af samme mener jeg, at Anders Fengers anmeldelse på en glimrende måde forklarer sabotagens svære start.
Antologien indledes med et interview med den spaniensfrivillige Poul Nedergaard Felvø, der under dæknavnet HH skabte sabotageorganisationen Bopa. Interviewet er udført af medarbejdere ved Frihedsmuseet og er uforkortet aftrykt i antologien, og her siger HH (side 9):
'En fem, seks måneder efter besættelsen henvendte Villy Olsen sig til mig og sagde: 'Paps, vi må have gjort noget ved denne her affære. Jeg er ved at kontakte de spaniensfrivillige og regner med, at du også er med.` I slutningen af 1940 var der holdt et stort møde for alle 'de spaniensfrivillige`.
Det blev afholdt privat. Vi syntes alle sammen, at der skulle gøres noget, og vi blev delt op i små grupper af en fem, seks mand. Der blev holdt flere møder, og så begyndte vi at lave vores små narrestreger. Men vi var tilbageholdende, for både regeringens og partiets holdning var en smule valen, vil jeg sige. Vi gik nærmest vore egne veje.'

De lunkne
Churchill-klubben, hvis kamp EN mener burde have været korrigeret af DKP-afdelingen i Aalborg, var et stort forbillede for sabotørerne i Bopa, hvilket Hans Edvard Teglers dagbog tydeligt viser (side 98).
'Tirsdag 2.6.1942: For nogen tid siden hørte jeg om 18 gymnasieelever fra Aalborg, der blev grebet i at tage våben fra tyskerne med det formål at bruge dem mod dem selv. En af dem skal have sagt under retsforhandlingerne: ÔNår de voksne her i landet ikke kan samle sig sammen til modstand, så bliver vi jo nødt til det`.
Dette er i virkeligheden hele sagen i en nøddeskal. Folk herhjemme synes at være sunket ned i en dvaletilstand, som det kniber med at vågne op af. Hele den frie verden kæmper i dette øjeblik for livet, men vi er kun lunkne tilskuere.
Millioner af mennesker her i Europa lider usigeligt under det tyske åg, men gør dog rasende modstand. Vi søger bare at redde os ud af de nuværende vanskeligheder, ja sælger gerne friheden for en flæskesteg mere.
Regeringen spiller et afskyeligt dobbeltspil og tror, at man kan være neutral i denne krig, og var der ikke mandfolk som dem fra Aalborg, så var vi nu sunket dybere ned, end vi er.'
De borgerlige og kommunistiske modstandskredse, der senere skabte Bopa, ville alle starte kampen med det samme, og Chr. Mortensen skriver for eksempel i sin dagbog (side 206):

Det norske eksempel
'9. april 1940 er som ingen anden dag brændt ind i norske og danske sind. Tyskerne mødte med krav og trusler. Und willst Du nicht mein Bruder sein, dann schlag ich Dir dein Schädel ein (og vil du ikke være min broder, så slår jeg din hjerneskal ind). Her tjener det til Norges uvisnelige hæder, at det ikke ville være broder med en voldsmand.
Aldrig skal det glemmes, at Norge var det første land, der ikke ville gå på akkord med uretten. De store lande havde forhandlet frem og tilbage med Hitler, sålænge det ikke var dem selv det gjaldt, men Norge sagde nej, nej, og atter nej. Jeg er stolt over, at det var et nordisk land, der sagde nej. Jeg ville ønske, det havde været mit eget land.'
Men det tager tid at skabe en magtfuld sabotageorganisation. Mange fjender skal overvindes, og her var HH en dygtig inspirator og en fremragende leder.
Men den folkelige opbakning til sabotagen kom ikke før efter 4. maj 1945. Som læredreng, på Danmarks største og rødeste arbejdsplads B&W, kan jeg kun sige, at forståelsen for, at det var nødvendigt at sprænge fabrikkerne i luften, var meget lille. Men som vi sagde (side 218):
'Vi førte en aldeles total krig mod den tyske, nazistiske, volds- og værnemagt, og så var der ikke plads til partipolitik. At nogle blev arbejdsløse, fordi de ikke fik lov til at lave mordervåben, og at nogle aktionærer gik konkurs, fordi deres ulækre produktionsudstyr blev sprængt, det kunne vi ikke tage os af. Vi satte dagligt vore liv i spil, for at vinde den krig. Basta.'
Ejgil Nielsen skal have tak for sin kommentar, som viser, at alle stadig kan lære noget nyt om Besættelsen. Bopa`s bedrifter kan ikke sammenlignes med rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69, men den politiske magts brug af fascistiske voldsmetoder er ikke nyt for Bopa-folk, og heller ikke at en næsten enig medieverden fordømmer de unges selvtægt.
Lån Praktisk patriotisme på biblioteket og læs, hvordan et par tidligere Bopa-folk og deres venner opfattede Anden Verdenskrig, og dan så selv dine meninger om de unges kamp, dengang og nu.