For nogle måneder siden strejkede og aktionerede social- og sundhedspersonalet landet over - og nu strejkes der igen. Politikerne har åbenbart svært ved at forstå budskabet

af Mari-Ann Petersen, FOA Social- og Sundhedsafdelingen. Fællestillidsrepræsentant i Københavns Kommunes Hjemmepleje
Det har været en speciel sommer i år. Vejret har været elendigt. Alligevel tror jeg ikke, det kun er regnbygerne, der vil blive husket.
Det stadigt mere skærpede opgør om velfærdssamfundets udvikling, som de mange strejker i ældreplejen var et udtryk for, vil også blive husket.
Strejkerne satte for alvor plejepersonalets løn og arbejdsvilkår på dagsordenen i hele landet.
Trepartsforhandlingerne, kommuneaftalerne og regeringens kvalitetsreform faldt alle på plads hen over sommeren. Men for en gangs skyld var det ikke regeringen og de politiske partier i Folketinget, som alene satte den politiske dagsorden.
I nogle uger var det plejepersonalet, som med de mange strejker i ældreplejen nåede ud i den fjerneste afkrog af landet med kravene om markante lønstigninger og flere hænder til den offentlige sektor.

Års opsparede afmagt
Det var mange års voksende frustration og afmagt, som med et fik frit løb. Strejkerne var spontane og uorganiserede, men bredte sig alligevel ud over det ganske land. Og fik næring af stor sympati både fra de ældre og bredt i befolkningen.
Der bliver altid talt rigtig meget om virksomhedernes og det offentliges regnskaber.
Der tales altid meget og med meget alvorlige miner om bundlinien på regnskaberne - men der tales næsten aldrig - og i hvert fald aldrig med samme alvorlige miner om bundlinien på vores lønregnskab. Det har indtil nu ikke været interessant. Men det ændrede arbejdsnedlæggelserne på.
For en gangs skyld blev der talt højt - rigtig højt - om bundlinien på vores lønsedler.

74 ud 98 kommuner i strejke
Ud af landets 98 kommuner strejkede vores medlemmer i de 74. Og det var strejker, hvor medlemmerne sagde klart og tydeligt fra!
Nu har vi fået nok af at være et lavtlønnet kvindefag. Vi kræver markant højere løn og flere hænder til at udføre vores arbejde til gavn for de ældre og til gavn for vores arbejdsmiljø.
Mere i løn og flere hænder var det klare budskab, der trængte igennem, og som med rette blev kaldt oprøret i ældreplejen.
Strejkerne på ældreområdet kickstartede lønkampen op til overenskomst-forhandlingerne. Bedre end utallige avisannoncer kunne gøre det, betød strejkerne, at sundhedspersonalet gjorde opmærksom på vores faktiske løn og de lønkrav, vi nu rejser. Og plejepersonalet viste, at de mener det meget alvorligt.

OK 2008
Overenskomstfornyelsen på det offentlige område kommer til at foregå i en ret så kompliceret situation.
OK 08 kommer til at foregå parallelt med og som en del af en skærpet politisk kamp for at forsvare og udbygge velfærden.
Den kommer til at foregå på et tidspunkt med udmøntning af blandt andet trepartsforhandlingerne og regeringens kvalitetsreform. Den foregår også på et tidspunkt, hvor offentligt ansatte rammes hårdt af konsekvenserne af de nye kommuner og regionsdannelser med øget krav om effektiviseringer og besparelser.
Den kommer selvfølgelig også til at foregå under regeringens fortsatte forringelser af kommunernes og regionernes økonomi, med de deraf følgende snævre rammer for lønforhandlinger.
Regeringens kurs for den offentlige sektor er en vækstramme under væksten i den private sektor, og i regeringens aftaler med kommuner og regioner om de økonomiske rammer for 2008 har regeringen oven i købet tilkendegivet, at 'konjunktursituationen fordrer tilbageholdenhed i de offentlige udgifter, så der ikke bidrages til yderligere pres i økonomien'!

Der er rigeligt råd til højere løn
Jeg ved ikke, hvor de har det fra, for virkeligheden er, at der er masser af penge i samfundet - blandt andet var der et overskud på statsbudgettet sidste år på op mod 100 milliarder kroner.
En opgørelse i Berlingske Tidende i sidste uge viste, at Danmarks 50 rigeste milliardærer har haft en eksplosiv tilvækst i deres formuer sidste år. Milliardærerne er blevet 45 procent rigere.
Alene Mærsk Mc-Kinney Møllers formuestigning er 35 milliarder. For denne sum kunne man finansiere et massivt lønløft til det samlede danske plejepersonale.
Der er så rigeligt råd til både et tiltrængt velfærdsløft og højere løn til de ansatte. Der er rigeligt råd til både flere hænder og mere i løn.
Det er et spørgsmål om prioritering. Skal pengene ende i milliardærernes bugnende pengetanke eller i lommerne på de lavtlønnede, som dagligt slider med omsorg og pleje?
Strejkerne på ældreområdet var i bund og grund et krav fra vores medlemmer både til politikere og vores forhandlere om at sprænge regeringens snævre lønramme, som er lagt fast gennem kommunalaftalerne.
Og det er et helt nødvendigt krav, for med den nuværende helt uholdbare situation i de kommunale og regionale budgetter er det ikke sandsynligt, at der kan opnås tilfredsstillende resultater ved de kommende overenskomstforhandlinger, med mindre kommuner og regioner tilføres mange flere penge.
Hvis der ikke tilføres flere penge, kan der ikke opnås et tilfredsstillende resultat, og så må vores forhandlere varsle konflikt - og skulle det - mod forventning selvfølgelig - ikke ske, så må vi sige stop og stemme nej til resultatet.
Er resultatet ikke tilfredsstillende må vi stemme nej til overenskomsten, ligesom vores medlemmer, der arbejder på det private område, gjorde det ved deres overenskomstfornyelse i foråret. Det gjorde de på trods af, at forbundsledelsen anbefalede dem at stemme ja.

Vi er stærke
Strejkerne har lært os, at vi er stærke! Der er udviklet et stærkt sammenhold, som er et vigtigt fundament for at skabe forbedringer. Og der er udviklet en stædig vilje til, at nu er det nok. Plejepersonalet vil ikke længere finde sig i hverken dårlige arbejdsvilkår eller dårlig løn.
Der blev ført en flot, flot kamp. Helt almindelige mennesker tog ansvar og var kreative. De organiserede.
Mange af mine kolleger demonstrerede for første gang i deres liv. Men de tog uimponeret fat på opgaverne. De lavede løbesedler, pressemeddelelser, udtalte sig til pressen, arrangerede demonstrationer og meget andet. Det er et godt udgangspunkt for at styrke det faglige og fagpolitiske arbejde fremover.
Plejepersonalets kamp fik stor opbakning i befolkningen. Der er bred støtte til kravene om både højere løn og flere hænder.
Det er en anden vigtig del af fundamentet for at skabe forbedringer. Men vi har også erfaret, at der ikke er tilstrækkelig politisk forståelse eller vilje til at ændre ved tingenes tilstand. Finansministeren har jo udtalt, at der overhovedet ikke er noget problem med de offentligt ansattes lønninger.
Så længe der blev aktioneret, var der næsten ingen grænser for politikernes imødekommenhed. Men efter strejkerne sluttede på grund af sommerferien, er der kun indgået ganske få aftaler med kommunerne om lønstigninger her og nu.
I Københavns kommune er der foreløbig ingen aftale. Forrige torsdag overværede jeg borgerrepræsentationens møde, hvor de første budgetdrøftelser for 2008 startede.
Her var det bare helt klart, at budskabet slet ikke er trængt ind! Men også det kan vi lære noget af. Nemlig at de fleste politikere åbenbart har brug for at høre det mange flere gange end resten af befolkningen! Politikerne skal ikke tage fejl. Frustrationen og kampviljen er ikke skyllet væk af sommerens regnbyger.
Enhver forandrings begyndelse er
At nogen fornemmer
At ting kan gøres anderledes
Og at de tør sige det højt.
Som Carl Scharnberg så rigtigt sagde det. Og det gjorde vores medlemmer - de sagde det rigtig højt.