Boykottens griben om sig tager ubønhørligt til, som om en vigtig milepæl er blevet overskredet, og minder om de boykotter, som førte til sanktioner mod apartheidens Sydafrika

af Lotte Rørtoft-Madsen
Der er i disse dage gået 25 år siden den forfærdende massakre på de to palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Chatila i Libanon.
Under ledelse af Ariel Sharon slap den israelske hær en libanesisk falangist-milits løs i de to lejre ved Beirut og gennemførte en regulær massakre på palæstinensiske flygtninge.
Mellem 800 og 1000 palæstinensere mistede livet. Ingen kender det præcise tal.
Selvom Israel kunne have stoppet massakrerne, skete det ikke. Sharon blev kendt ansvarlig for massakrerne. Senere blev han sit lands premierminister og kendt som slagteren fra Sabra og Chatila.
Op til massakren i de to flygtningelejre havde Israel invaderet Libanon i et forsøg på én gang for alle at knuse den palæstinensiske modstandsbevægelse.
Op mod 10.000 palæstinensere mistede livet i kampen, indtil deres organisation PLO fik garanti for flygtningelejrenes sikkerhed fra USA, Frankrig og Italien - og trak sine væbnede styrker ud af Libanon. PLO måtte flytte sit hovedkvarter til Tunis.
De palæstinensiske flygtninge blev tilbage. Forsvarsløse, da falangisterne med israelsk accept hærgede lejrene.
Vi må ikke glemme Sabra og Chatila. Og faktisk er det ikke svært at huske massakrerne, selvom de fandt sted for 25 år siden. For Israels politik over for det palæstinensiske folk har ikke forandret sig grundlæggende i de 25 år, der er gået.

Sult og ødelæggelser
Må jeg minde om: Apartheid-muren, der er under opbygning. Gentagne militære raids ind i Gaza. Systematisk ødelæggelse af broer, bygninger og infrastruktur i Gaza som en form for kollektiv afstraffelse. Bombning af Gazas største elektricitetsværk.
Må jeg minde om den udprægede nød og udsultning, som palæstinenserne udsættes for. Omkring 75 procent er arbejdsløse, og næsten halvdelen lider af sult.
For blot at nævne en brøkdel af de tal, der kunne opremses, og bag hvilke der gemmer sig konsekvenserne af en systematisk, statsterroristisk politik overfor et helt folk.
Vi mindedes også Sabra og Chatila sidste år. Også sidste år opfordrede vi til at sige fra over for Israel. Og noget er ved at ske. Flere siger fra.
For nylig trådte den mangeårige FN-diplomat Alvaro de Soto tilbage fra posten som FN`s særlige udsending for fredsprocessen i Mellemøsten i protest mod, at FN har spillet fallit i konflikten mellem Israel og Palæstina, fordi organisationen bøjer sig for USA og Israel. 'Upartiskhed er blevet banket tilbage til underkastelse i en hidtil uset grad siden begyndelsen af 2007', mener de Soto.
På verdensplan breder der sig en erkendelse af, at tiden er kommet, hvor fløjlshandskerne må tages af over for Israel.
I Storbritannien har to store fagforbund for ufaglærte arbejdere og offentligt ansatte (TWGU og UNISON) med tilsammen godt to millioner medlemmer besluttet en opfordring til at boykotte israelsk producerede varer. Og for nylig skrev den verdenskendte politiske kommentator John Pilger under overskriften 'Noget har ændret sig':
'Boykottens griben om sig tager ubønhørligt til, som om en vigtig milepæl er blevet overskredet, og minder om de boykotter, som førte til sanktioner mod apartheidens Sydafrika.'

Boykot virker
I Storbritannien har gruppen Uafhængige Jødiske Stemmer opfordret til en 'økonomisk, kulturel, akademisk og sportslig boykot'. Blandt de 528 underskrivere er kulturpersonligheder som Stephen Fry, Harold Pinter, Mike Leigh og Eric Hobsbawm.
Den modige israelske historiker Ilan Pappé har stillet spørgsmålet om boykot nytter: Vil den israelske befolkning blive påvirket af en verdensomspændende boykot? Han svarer selv:
'Skønt de hvide sydafrikanere sjældent ville vedgå det, blev de påvirket tilstrækkeligt til at gå ind for en historisk ændring. En boykot af israelske institutioner, varer og tjenesteydelser vil ikke ændre israelernes stillingtagen på én dag, men vil sende et klart signal om, at zionismens grundlag er racistisk og uacceptabelt i det 21. århundrede ... De ville så blive nødt til at træffe et valg.'
Ligesom alle vi andre også er nødt til at træffe et valg.

Tale den 13. september på Sankt Hans Torv, København ved lysene til minde om Sabra og Chatila.