De, der er så forbløffede over vort folks evne til at leve op til enhver udfordring - uanset hvor stor den måtte være - kender ikke vort folk særlig godt

af fungerende præsident Raœl Castro, Cuba
Venner, som er sammen med os her idag!
Folk i Camagüey - godmorgen!
Landsmænd!
Nøjagtig for et år siden - da vi lyttede til de taler, som vores øverstkommanderende holdt i Bayamo og Holgu’n - kunne vi dårligt have bare en anelse om, hvilket hårdt slag der ventede os.
Den 31. juli er et års dagen for Fidel`s erklæring. Og til vort folks glæde tager han nu igen del i flere og flere intense og meget værdifulde aktiviteter, som det fremgår af hans reflektioner, der offentliggøres i pressen. Selv om det skal siges, at end ikke i de alvorligste faser af hans sygdom undlod han at bidrage med sin visdom og erfaring ved løsningen af alle problemer og affattelsen af afgørende beslutninger.

De, der er så forbløffede over vort folks evne til at leve op til enhver udfordring - uanset hvor stor den måtte være - kender ikke vort folk særlig godt.
Det har i sandhed være meget vanskelige måneder. Selv om de har haft en virkning, diametralt modsat den, der var forventet af vores fjender - som håbede, at kaos ville gribe om sig, og socialismen ville bryde sammen. Højtstående embedsmænd i USA fremsatte endog erklæringer om at drage fordel af dette scenarie og ødelægge Revolutionen.
De, der er så forbløffede over vort folks evne til at leve op til enhver udfordring - uanset hvor stor den måtte være - kender ikke vort folk særlig godt. For det er i virkeligheden den eneste reaktionsmåde, som svarer til vort folks historie.
Den kamp, som mange generationer af cubanere har udkæmpet, er ellers velkendt. Lige fra Demajagua (1868) og Moncada (1953) og helt frem til idag - altid stående over for enorme forhindringer og mægtige fjender. En overvældende mængde ofre og vanskeligheder! Hvor mange gange har vi ikke måttet genoptage kampen efter et tilbageslag?!
Lad det være tilstrækkeligt at minde om: At i perioden efter den 26. juli 1953 tilbragte vi år i fængsel og i eksil; kom hertil igen med Granma; genoptog guerillakrigen og kampen i undergrunden! Indtil sejren var vundet den første dag i januar 1959 - fem år, fem måneder og fem dage efter angrebet på Moncada-kasernen.
Dengang - meget på samme måde som det, der foregår i selve De Forenede Stater idag - kunne løgnene ikke skjule realiteterne; selv om vort folk var langt mindre uddannet og mindre politisk bevidst, end det er idag.
Det overvældende flertal af cubanerne sluttede op om den sag, som blev forfægtet af en leder, der gik til angreb på sit folks fjender med sandheden som sit vigtigste våben. Og som i stedet for at afgive demagogiske løfter advarede sit folk om - lige fra hans allerførste tale i Havanna - at måske ville alting blive langt vanskeligere i de år, der lå forude.
Konklusionen i USA's myndighedshierarki dengang var også i overensstemmelse med deres historie: De måtte og skulle ødelægge dette folk, som vovede at drømme om retfærdighed, værdighed og suverænitet. Og hvis ikke det lod sig gøre - så i hvert fald bibringe dem et maksimum af lidelser. Det eksempel, som Cuba udgjorde, var alt for farligt i en fattig, undertvunget og udbyttet verdensdel.
Men de var ikke i stand til at tvinge os i knæ. Vort svar var: At gøre os til et folk af kæmpende i massivt omfang. At udholde mangler og vanskeligheder på stoisk vis. At slide hårdt i markerne, på fabrikkerne og i skyttegravene. At udkæmpe talløse sejrrige slag og sætte milepæle med hensyn til internationalistisk hjælp.
Stillet over for de jordiske rester af de 3.478 ofre for terroristiske handlinger - der enten var direkte organiseret, understøttet eller tilladt af De Forenede Stater`s myndigheder! Og stillet over for de faldne i forsvaret for vort fædreland eller i opfyldelsen af deres internationalistiske pligt! Dér bekræftede vort folk sin loyalitet og pligtfølelse over for sine helte og martyrer, sin Mamb’-arv og Mart’`s, Céspedes`, Maceo`s, Gmez` og Agramonte`s eksempler, foreviget af mænd som Mella, Mart’nez Villena og Guiteras - allesammen symboler på tænkningen og handlingerne hos et ubegrænset antal anonyme patrioter.
Dette er essensen af det sidste halve århundrede af vor historie. Der har ikke været ét minuts våbenhvile i konfrontationen med De Forenede Stater`s regeringers politik med henblik på at ødelægge Revolutionen.

Heroiske handlinger finder sted hver eneste dag, i hvert hjørne af landet.
I skabelsen af denne ånd af anstrengelser og opofrelser har dette folks moral og bevidsthed nu nået nye højder. Der er født sønner af vort folk - med en støbning som Gerardo Hernández, Antonio Guerrero, Ramn Laba–ino, Fernando González og René González - som evner med sindsro, tapperhed og værdighed at udholde en uretfærdig fængslings frihedsberøvelse, adskilt og spredt i forskellige fængsler i De Forenede Stater.
De udgør eksempler - men de udgør ikke undtagelser. For der er millioner af cubanske mænd og kvinder, der ikke lader sig intimidere af farer og prøvelser.
De positive resultater af dette ses dagligt i hvert hjørne af vort land - sådan som også vores brave atleter viser det ved De Panamerikanske Lege.
Og sådan har det også været gennem de mere end 16 år under Den Særlige Periode - en vedvarende indsats fra hele landets side for at overvinde vanskelighederne og bane sig vej videre frem - og sådan må det også stadig være, eftersom vi endnu ikke er kommet igennem Den Særlige Periode.
På den måde er det dobbelt prisværdigt, at en provins opnår status som fremragende - en udmærkelse, der som vi alle ved tilkendes efter en vurdering af de resultater, der er opnået på de forskellige hovedområder.
I år opnåede provinserne Havanna By, Granma, Villa Clara og Camagüey denne udmærkelse. Og vi lykønsker dem på vegne af den øverstkommanderende, partiet og hele folket med, at de har vundet denne afgørende sejr. Vi lykønsker også Cienfuegos, Matanzas og Sancti Spiritus med den anerkendelse, de har fået sammen med Las Tunas, for udvisningen af opmuntrende fremskridt.
Med henblik på at afgøre, hvilken af provinserne, der skulle være vært for dette års hovedfestligholdelse af den 26. juli, har det politiske bureau især taget de daglige, tavse og heroiske indsatser over for alle vanskelighederne i betragtning. Og det var sådan, at folket i 'El Camagüey' - som mambi'erne (frihedskæmperne mod den spanske kolonimagt, red.) plejede at kalde provinsen - opnåede disse resultater.
Fremskridtene er frugten af hundredtusindvis af kammeraters indsats - af landarbejdernes, bøndernes og resten af arbejdernes indsats; af de uundværlige bidrag fra de intellektuelle, kunstnerne og arbejderne inden for den kulturelle sektor; indsatsen fra de heroiske hjemmegående husmødre og pensionister; fra de studerende i gymnasieelevernes og de universitetsstuderendes organisationer; fra de cubanske kvinders organisation; fra forsvarskomitéerne for revolutionen; fra sammenslutningen af kæmpende veteraner og fra det kommunistiske partis celler, der giver så afgørende et bidrag til samfundet.
Uden alle disse mennesker - uden så mange mænds, kvinders og børns daglige arbejde, studier og opofrelser - ville Agramonte-kavalleriets signalhorn ikke påny give genlyd over disse sletter.
Nuvel; det skulle nødig være ligesom ved baseball-kampene, hvor æren for sejrene altid kun går til spillerne, og ærgrelsen over nederlagene altid kun går ud over holdlederen! Det ville ikke være retfærdigt at undlade offentligt at anerkende den afgørende rolle, som partiets, provinsstyrets, ungkommunisternes samt masseorganisationernes og de sociale organisationers ledere på alle niveauer har spillet - sammen med de talrige administrative kadrer - for opnåelsen af denne succes.
I særdeleshed vil jeg gerne understrege det gode arbejde, udført af kammerat Salvador Valdés Mesa - den nuværende generalsekretær for Arbejdernes Landsorganisation - der gennem lang tid og indtil for 13 måneder siden var førstesekretær for provinsens partiledelse. Samt den strålende afløser frem til idag, som kammerat Julio César Garc’a Rodr’guez har været.

Vi bliver nødt til at involvere alle i den daglige kamp imod de fejl og forsømmelser, der forværrer de objektive vanskeligheder, som skyldes eksterne faktorer.
Det er kun rimeligt og nødvendigt at anerkende det, der er blevet opnået i de senere år - i disse provinser og i resten af landet. Men vi må gøre det med en klar bevidsthed om alle vores problemer, vores utilstrækkeligheder, vores fejltagelser samt bureaukratiske og/eller slappe holdninger! Hvoraf nogle har vundet fodfæste under de omstændigheder, som er affødt af Den Særlige Periode.
At vi påpeger vigtige resultater opnået i disse provinser, betyder ikke, at vi overser, at resten af landet også arbejder hårdt. I de østlige provinser for eksempel har det været nødvendigt at gøre dette under meget vanskelige vilkår - med en knaphed på ressourcer af både objektive og subjektive årsager.
Ikke desto mindre bringer anstrengelserne ikke altid de resultater, som vi har håbet på. Effektiviteten afhænger i høj grad af vedvarende ihærdighed og god organisation. Ikke mindst af systematisk kontrol og disciplin - og især af, om det lykkes os at involvere masserne i kampen for effektivitet.
Vi bliver nødt til at involvere alle i den daglige kamp imod de fejl og forsømmelser, der forværrer de objektive vanskeligheder, som skyldes eksterne faktorer. Ikke mindst dem, som er påført os af De Forenede Staters økonomiske blokade - der i virkeligheden udgør en nådesløs krig imod vort folk; eftersom dette lands nuværende regering er særlig opsat på at finde selv de mindste muligheder for at skade os.
Man kunne pege på en myriade af eksempler. Jeg skal indskrænke mig til at nævne de iværksatte forhindringer for vort lands handelsmæssige og finansielle transaktioner med udlandet. Ofte rettet mod købet af fødevarer, lægemidler og andre grundlæggende produkter for folket. Samt forhindringen af bankforretninger gennem pres og gennemtvingelse af USA's love i andre lande.
Vi kunne også nævne de næsten uoverstigelige hindringer gennemført af USA's regering - som når et næsten latterligt niveau - for at forhindre dets eget folk i at rejse til Cuba. Samt de cubanere, der lever dér, i at komme på besøg hos deres slægtninge hér. Afvisningen af at udstede visa ikke bare til vores embedsmænd, men også til vores kunstnere, atleter og videnskabsmænd - og i al almindelighed til alle, der ikke er villige til at bagtale Revolutionen.
Som vort udenrigsministerium fornylig fordømte det i en erklæring - så kan vi til alt dette tilføje: De hindringer, som USA lægger i vejen for opfyldelsen af det, der er aftalt i overenskomsterne om udvandring fra Cuba til USA - med hensyn til det antal visa, som USA skulle udstede årligt til cubanere, der ønsker at udvandre dertil.
Denne politik opmuntrer dem, der tyer til illegal udvandring og bliver modtaget i USA som helte - ofte efter at have bragt deres børns liv i fare. Og på trods af den kendsgerning, at denne uansvarlige fremfærd bringer ikke bare cubaneres, men også amerikaneres sikkerhed i fare. Selv om regeringen dér konstant hævder at ville beskytte netop denne. For den, der er villig til at løbe risici under menneskesmugling for penge - vil sandsynligvis heller ikke tøve med at gøre tilsvarende, når det gælder narkotika, våben eller andre tilsvarende ting.
Cuba vil for sit vedkommende fortsætte med at opfylde sine forpligtelser i henhold til aftalerne - sådan som det har gjort indtil nu.
De forgangne tolv måneder har udgjort et bemærkelsesværdigt eksempel på vort folks modenhed og urokkelige principfasthed; dets enhed og tillid til Fidel, til partiet - og frem for alt til sig selv.
På trods af vores dybe bekymring har vi ikke forsømt nogen opgave. Der er fortsat ordnede forhold i landet - og der foregår en masse arbejde. Partiet og myndighederne fungerer dagligt i den kollektive søgning efter de mest mulig effektive løsninger på alle problemer.
Der er ikke et eneste spørgsmål vedrørende videreudviklingen af landet og folkets levevilkår, som der ikke er taget ansvarligt vare på i arbejdet med at finde løsninger. Der er ikke nogen opgave inden for rammerne af Idé-kampen, Energi-revolutionen - og andre spørgsmål, som vores øverstkommanderende har taget initiativet til - der er blevet lammet. Som det altid er tilfældet med spørgsmål af et sådant omfang, har vi måttet foretage justeringer og udsættelser - og det kan blive nødvendigt at foretage flere i fremtiden! Takket være materielle nødvendigheder - og de trusler, som vi alle er bevidste om.

Operation Caguairán har gjort det muligt at øge vort lands forsvarsevne markant.
Samtidig er vort folk lige siden (Fidel Castro`s sygdom og delvise overdragelse af sine beføjelser til Raœl Castro, red.) fortsat med - med sindsro, disciplin og beskedenhed - at forberede sig på at imødegå ethvert militært eventyr fra fjendens side.
Hundredtusindvis af militsfolk og folk af reserven fra De Revolutionære Væbnede Styrker har - sammen med officerer, underofficerer og menige i den regulære hær - gennemført Operation Caguairán. Og det har betydet en markant forøgelse af vort lands forsvarsevne, der har nået et højere niveau af kampberedthed end nogen sinde tidligere.
Det er en stor anstrengelse for os i en tid, hvor vores ressourcer er knappe; men det er af essentiel betydning. Og det vil fortsætte som hidtil - med størst mulig rationalitet; både fra et materielt synspunkt og med hensyn til anvendelsen af folks tid.
Vi kan ikke sløse med vort forsvar! Vores øverstkommanderende udstedte et direktiv og bekræftede dette endnu engang bare for nogle få dage siden. Som jeg har sagt det så ofte - så er det at undgå en krig det samme som at vinde den. Men for at vinde den ved at undgå den må vi yde store indsatser og investere en hel del ressourcer.
Det folkelige svar på vores øverstkommanderendes proklamation, der gav genlyd overalt, bragte alle fjendens planer ud i en krise. Men langt fra at genvurdere realiteterne og korrigere sine fejltagelser - så insisterer fjenden hårdnakket på at løbe panden mod den samme klippe. De spekulerer i en påstået lammelse af vort land - og endog i en 'overgang', som skulle være under udvikling. Men lige meget hvor hårdt de kniber øjnene i - så vil realiteterne tage vare på at ødelægge disse fordærvede, gamle drømme hos dem.
Som pressen har omtalt - så vil Operation Caguairán fortsætte igennem de kommende måneder. Det vil give os mulighed for at træne omkring en million landsmænd - og vil som sin kroning føre til den strategiske øvelse 'Bastion 2008', der vil finde sted ved årets udgang.
Til den tid vil vi derfor være endnu bedre forberedt på at gøre modstand og vinde på alle fronter - også med hensyn til vort militære forsvar.

Vort folk vil aldrig vige en tomme over for pression eller økonomisk afpresning fra noget land eller nogen gruppe af lande.
Til den tid vil valgene i De Forenede Stater også have fundet sted. Og mandatet vil være udløbet for den nuværende præsident for dette land - sammen med hans uberegnelige og farlige administration - kendetegnet ved en så reaktionær og fundamentalistisk filosofi, at det ikke levner plads for en rationel analyse af noget som helst spørgsmål.
Den nye administration vil skulle beslutte sig for, om den vil fastholde den absurde, illegale og fejlslagne politik over for Cuba. Eller om den vil acceptere den olivengren, som vi rakte frem i anledning af 50 års dagen for landgangen fra Granma. Med andre ord: Da vi genbekræftede vores villighed til på lige fod at diskutere den langvarige konflikt med De Forenede Stater`s regeringer. I overbevisningen om, at dette er den eneste måde at løse problemerne på i denne verden, som bliver stadig mere kompliceret og farlig.
Hvis De Forenede Stater`s myndigheder endelig skulle afstå fra deres arrogance og beslutte sig for at føre drøftelser på en civiliseret måde - så ville det være en velkommen forandring. I modsat fald er vi parate til fortsat at konfrontere deres fjendtlige politik - også i 50 år mere, hvis det skulle være nødvendigt.
Halvtreds år kan forekomme at være en lang tidsperiode. Men vi vil snart fejre 50 års dagen for Revolutionens sejr og 55 års dagen for angrebet på Moncada-kasernen. Og i mødet med de mange opgaver og udfordringer er disse år altså gået - og vi har knap nok bemærket det. Hvad mere er: Praktisk taget 70 % af vores befolkning blev født, efter at blokaden var blevet påført os - og på den måde er vi veltrænede i fortsat at modstå den og i sidste ende overvinde den.
Nogen mennesker, der er blevet påvirket af fjendtlig propaganda eller bare er forvirrede, fatter ikke den virkelige fare! Eller den uafviselige kendsgerning, at blokaden har haft en direkte indflydelse både på de større økonomiske beslutninger - samt på dækningen af hver eneste cubaners mest elementære behov.
Direkte og fra dag til dag hæmmer den vores fødevareforsyning, transportvæsenet, boligforholdene - og er også baggrund for den kendsgerning, at vi ikke kan regne med de nødvendige råvarer og udstyr til at udføre vort arbejde.
Fjenden iværksatte denne blokade for et halvt århundrede siden af netop denne grund - som vi startede med at sige - og den dag idag drømmer de stadig om at tvinge os til at underkaste os deres vilje. Præsident Bush selv insisterer på at gentage: At han ikke vil tillade, at den cubanske revolution fortsætter. Det kunne være interessant at spørge ham, hvordan han lige vil forhindre den i det.
Hvor har de lært lidt af historien!
I sit manifest den 18. juni fortalte Fidel dem endnu engang, hvad enhver revolutionær på denne ø er overbevist om: 'De får aldrig Cuba!'
Vort folk vil aldrig vige en tomme over for forsøget fra noget lands side - eller nogen gruppe af landes side - på at udøve pression mod os. Og det vil heller aldrig give den mindste ensidige indrømmelse - og afgive nogen af den slags signaler til nogen som helst.

Vi har en forpligtelse til præcist at identificere og dybtgående at analysere ethvert problem, hvis løsning ligger inden for rammerne af vores handlemuligheder.
Med hensyn til de økonomiske og sociale opgaver, der ligger foran os - så kender vi udmærket til det pres, som partiets kadrer er udsat for. Især ude i basis, hvor der næsten aldrig er overensstemmelse mellem de opsamlede behov og de tilgængelige ressourcer.
Vi er også bevidste om: At på grund af de ekstreme, objektive vanskeligheder - så er lønningerne idag klart utilstrækkelige til at tilfredsstille alle behov. Og de er derfor ophørt med at spille en rolle med hensyn til at sikre det socialistiske princip om: At enhver skal yde efter evne - og modtage i overensstemmelse med deres indsats. Dette har fostret forskellige former for manglende social disciplin og overbærenhed, som - efter at de har vundet fodfæste - viser sig at være svære at udrydde! Selv efter at de objektive årsager til dem er ryddet af vejen.
Jeg kan i fuld bevidsthed om mit ansvar forsikre jer om: At partiet og regeringen har studeret disse - og andre komplicerede og vanskelige problemer - dybtgående! Problemer, som der må arbejdes med både som et sammenhængende hele - og gennem afpassede initiativer i hvert konkret tilfælde.
Vi er allesammen - fra lederne til arbejderne på gulvet - forpligtede til præcist at identificere og dybtgående at analysere ethvert problem, på hver vores arbejdsområde, for at bekæmpe problemet med de mest anvendelige metoder.
Dette i høj grad til forskel fra dem, der bruger de eksisterende vanskeligheder som et skjold! Mod den kritik, der bliver rettet imod dem for ikke at handle med den nødvendige hurtighed og effektivitet! Eller for at mangle politisk sensitivitet samt modet til at forklare, hvorfor et problem ikke kan løses umiddelbart.
Jeg vil indskrænke mig til at henlede jeres opmærksomhed på disse afgørende spørgsmål. En simpel kritik eller appel vil ikke løse disse problemer - heller ikke selv om de fremsættes ved en højtidelighed som denne. Det kræver frem for alt organiseret arbejde, kontrol og loyalitet i hverdagen. Systematisk nidkærhed, orden og disciplin. Fra det nationale niveau og ned til de tusindvis af arbejdspladser, hvor noget bliver produceret, eller en tjenesteydelse bliver udført.

Jeg minder jer om, at ikke alle problemer kan løses fra den ene dag til den anden.
Dette er områder, som vort lands indsatser er rettet mod - som de er det på andre områder af tilsvarende vigtighed og strategisk betydning. Vi arbejder travlt, men ikke desperat. Vi undgår unødvendige offentlige erklæringer for ikke at skabe falske forventninger. Og nok engang vil jeg - for at udtrykke mig med den oprigtighed, der altid har karakteriseret Revolutionen - minde jer om, at ikke alle problemer kan løses fra den ene dag til den anden.
Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at vi står over for en meget vanskelig international økonomisk situation. Hvor vi ud over krige, mangel på politisk stabilitet, miljø-ødelæggelser og stigende oliepriser (øjensynligt en vedvarende tendens) nu også - sådan som kammerat Fidel fornylig fordømmende har skrevet det - står over for en beslutning, taget først og fremmest af De Forenede Stater, om: At lave majs, sojabønner og andre fødevarer om til brændstof. Dette initiativ vil nødvendigvis få prisen for disse produkter - og dem, der afhænger direkte heraf, såsom kød- og mælkepriser - til at skyde dramatisk i vejret. Sådan som det også har været tilfældet igennem de seneste måneder.
Jeg vil bare nævne nogle få tal: Idag ligger prisen for en tønde olie på omkring 80 dollars - næsten tre gange så meget som for bare fire år siden, hvor prisen var sat til 28 dollars. Dette har en indvirkning på praktisk taget alt andet. For med henblik på at producere hvad som helst - eller udføre en hvilken som helst tjenesteydelse - må man råde over en given mængde brændstof, direkte eller indirekte.
Et andet eksempel på det samme er prisen på tørmælk, som lå på 2.100 dollars per ton i 2004. Allerede dette lagde et stort pres på vores evne til at gøre dette produkt tilgængeligt i tilstrækkeligt omfang - eftersom importen af det betød en udgift på 105 millioner dollars. I alt 160 millioner dollars blev der brugt på indkøb af de nødvendige kvanta i 2007 - eftersom priserne skød i vejret og nåede op på 2.450 dollars per ton. I de sidste fire år har vi brugt næsten 500 millioner dollars på disse indkøb.
For øjeblikket er prisen på tørmælk over 5.200 dollars per ton. Så skulle vores hjemlige produktion ikke fortsætte med at stige for at kunne dække forbruget i 2008 - så vil vi skulle bruge 340 millioner dollars alene til indkøb af mælk. Mere end tre gange så meget, som vi brugte i 2004. Dette forudsat, at priserne ikke stiger yderligere.
Med hensyn til løse ris: Så kostede de 390 dollars per ton i 2006 - og bliver nu solgt for 435 dollars per ton. For nogle år siden købte vi frossen kylling for 500 dollars per ton. Vi havde planlagt ud fra en antagelse om, at prisen ville stige til maksimum 800 dollars; men faktisk steg den til den aktuelle pris af 1.186 dollars per ton idag.
Og her taler jeg om produkter, som jeg mener kunne frembringes her i landet! For mig at se har vi masser af jord - og vi har også haft masser af regn i fjor og i år. Da jeg kom kørende hertil, kunne jeg se, at alt står grønt og smukt her omkring. Men hvad der mest af alt fangede min opmærksomhed - hvad jeg fandt endnu smukkere - var marabœ`en (en tornet busk) - der voksede overalt langs vejene!

Ingen - ikke én eneste person i noget som helst land - har råd til den luksus at bruge mere, end de har.
Derfor: Hvis nogen som helst stigning i lønningerne eller sænkning i priserne skal have reel betydning! Så bliver det kun, hvis de har baggrund i en større og mere effektiv fremstilling af materielle goder og tjenesteydelser, der vil forøge landets indkomster.
Ingen - ikke én eneste person i noget som helst land - har råd til den luksus at bruge mere, end de har. Det synes elementært; men vi tænker og handler ikke altid i overensstemmelse med denne uomgængelige realitet.
For at få mere bliver vi nødt til at begynde med at producere mere - i en ånd af rationalitet og effektivitet - så vi kan begrænse importen. Især af fødevarer, der godt kunne dyrkes her - men hvor den hjemlige produktion langtfra dækker befolkningens behov.
Vi står over for den bydende nødvendighed af at få mere produktion ud af vores jord. Og få jorden opdyrket enten ved hjælp af traktorer - eller ved hjælp af okser, som det blev gjort, før traktorerne eksisterede. Vi bliver nødt til i hurtigt tempo at bringe erfaringerne fra de producenter, hvis arbejde er mest fremragende, i anvendelse i massemålestok. Men uden at improvisere. Og så tilbyde disse producenter passende belønninger for det arbejde, de udfører i Cuba`s kvælende hede.
Vi bliver nødt til at gennemføre de nødvendige strukturelle og begrebsmæssige forandringer for at nå disse mål.
Vi arbejder nu i denne retning; og en række beskedne resultater kan også allerede iagttages. Al gæld til bønderne er således blevet betalt - sådan som Folkemagtens Nationalforsamling havde krævet. Derudover har der fundet en beskeden forbedring sted i fremskaffelsen af råvarer og udstyr til nogle produktive sektorer. Samt en betragtelig forøgelse af prisen på forskellige produkter. Det vil sige i den pris, som staten betaler producenten - ikke i den pris, befolkningen betaler, som er fastholdt. Dette initiativ har haft en indvirkning på fremstillingen af vigtige produkter - så som kød og mælk.

At producere mest mulig mælk.
Med hensyn til produktionen og distributionen af mælk - så er vi fuldtud bevidste om: At de materielle ressourcer, som vi har klaret at sikre til fordel for kvægdriften, stadig er meget begrænsede. Imidlertid har naturen været med os de sidste to år. Og alt tyder på, at vi vil nå det planlagte mål med 384 millioner liter mælk. Hvilket stadig ligger langt under de 900 millioner liter, vi producerede - da vi havde alle de foderstoffer og andre ressourcer, som var forudsætningen dengang.
Derudover har der været et eksperiment i gang siden marts i seks kommuner: Mantua og San Cristbal i Pinar del Rio, Melena de Sur i Havanna Provins, Calimete i Matanzas, Aguada de Pasajeros i Cienfuegos og Yaguajay i Sancti Spiritus. Hvor 20.000 liter mælk dagligt er blevet leveret direkte og systematisk fra producenten til 230 butikker med rationskort og til offentlige institutioner i disse kommuner.
På den måde har vi elimineret nogle absurde fremgangsmåder: Hvor dette værdifulde produkt foretog rejser på hundredvis af kilometer - før de nåede en forbruger, der tit og ofte boede nogle få hundrede meter fra kvægfarmen!Med de produktionstab og udgifter til brændstof, det indebar.
Jeg skal give jer et eksempel - eller måske to for også at nævne Camagüey. For øjeblikket bliver der distribueret 2.492 liter mælk dagligt i Mantua - en af de vestligst beliggende kommuner i Pinar del Rio - hvilket dækker de fastslåede behov for forbrug. Mælken bliver distribueret direkte til kommunens 40 butikker med rationskort - hvorved der spares 2.000 liter brændstof hver måned.
Hvad var situationen indtil for fire måneder siden?
Det tættest beliggende mejeri med pasteurisering ligger i kommunen Sandino - 40 kilometer fra Mantua, som er den vigtigste by i området. For at indbringe mælken til denne virksomhed måtte en lastvogn altså køre mindst 80 kilometer hver dag - afstandene varierer - for at nå raden rundt. Jeg siger 'mindst'; fordi andre områder i kommunen ligger endnu længere væk.
Den mælk, som børn og andre forbrugere i Mantua modtager regelmæssigt, vendte - kort tid efter at den var blevet pasteuriseret på mejeriet Sandino - tilbage i et køretøj, der logisk nok derefter skulle vende tilbage til sit hjemsted efter at have afleveret mælken. I alt kørte lastvognen dagligt 160 kilometer - en tur, der faktisk var længere, sådan som jeg forklarede det før.
Jeg ved ikke, om det stadig er tilfældet! Men for nogen tid siden - da jeg var på rundtur sydøst for Camagüey og besøgte et sted, kendt som Los Raules, en slags navnebror til mig - stillede jeg nogle få spørgsmål. Faktisk blev al den mælk, der blev produceret i Los Raules, bragt ind til Camagüey for at blive pasteuriseret - og den mælk, der var tiltænkt børnene i Los Raules, måtte derefter bringes tilbage. Er dette mon stadig tilfældet?
Ved en lejlighed for ikke så længe siden - for mindre end et år siden - spurgte jeg, om denne vanvittige og absurde faren frem og tilbage var blevet afskaffet. Jeg kan forsikre jer om, at jeg fik at vide, at det var den; og nu efterprøver vi det.
Det prisværdige mål med al denne faren frem og tilbage var, som vi kan se, at pasteurisere al mælk. Denne forholdsregel giver mening og er nødvendig, når det gælder store byområder - selv om det er skik og brug i Cuba at koge al mælk i hjemmet, hvadenten mælken er pasteuriseret eller ej. Og al den mælk, der behøves for at forsyne byerne, vil således fortsat blive opsamlet og pasteuriseret. Men det forekommer ikke bæredygtigt, at en lastvogn - eller hundredvis af lastvogne - skal køre disse lange strækninger hver eneste dag! For at transportere nogle få liter mælk til steder, hvor der produceres tilstrækkelig meget til, at de kunne være selvforsynende.
Lige fra Revolutionen sejrede, har cubanerne lært sig at rejse tværs gennem Cuba fra Vest til Øst - i virkeligheden for det meste fra Øst til Vest - men vores rejselængsel har fået os til også at lade mælken rejse rundt i vort land.
Ud over de kommuner, der deltager i dette eksperiment - og som jeg allerede har omtalt - så distribuerer yderligere 3.500 butikker med rationeret udsalg i andre kommuner og provinser også mælken direkte. Og mere end syv millioner liter mælk er nu blevet distribueret på denne måde.
Denne fremgangsmåde vil efterhånden blive taget i anvendelse flere og flere steder - så hurtigt som muligt, men uden forhastede forsøg på at gøre det til det almindelige. I alle tilfælde vil indførelsen heraf først finde sted efter en omfattende undersøgelse, der godtgør fremgangsmådens anvendelighed i hvert konkrete område - samt eksistensen af de nødvendige organisatoriske og materielle forudsætninger.
Vi vil fortsætte med at arbejde i denne retning. Indtil alle de kommuner i vort land, der producerer de behøvede kvanta mælk, bliver selvforsynende. Og inden for deres myndighedsområde kan slutte den ring, der begynder med koens malkning - og slutter, når et barn eller en hvilken som helst anden person drikker mælken. Altsammen i den udstrækning, vores nuværende vilkår tillader det.
Med andre ord: Hovedsigtet med disse indsatser er at producere så meget mælk som muligt. Og jeg ville sige, at dette er muligt i det altovervejende flertal af kommuner. Bortset fra dem, der ligger i vort lands hovedstad - det vil sige dem, der ikke ligger i udkanten af byen; for dér kan de også producere mælk. Der er allerede nogle provinshovedstæder, der kan producere tilstrækkeligt i deres største kommuner - det er for eksempel tilfældet i Sancti Spiritus. Og vi skal helt afgjort producere mere mælk!
Jeg mener, at hovedsigtet med at producere mere mælk i første række er at sikre det, vi behøver til vores børn. Vi taler her om et grundlæggende næringsmiddel for børn og for syge mennesker. Det kan vi heller ikke sløse med. Men vi må heller ikke give afkald på muligheden for, at andre også får mælk i fremtiden.
Derudover har dette program til hensigt fortsat at øge besparelserne med hensyn til brændstof - noget, der også er meget afgørende.
Dette program er et svar på den situation, der hersker i dag! Hvor drømmene om den omfattende import af foderstoffer og andre ressourcer - der fandt sted i forgangne årtier, da Verden så ganske anderledes ud end i dag - ikke er andet end netop dét: Drømme!
Dette er bare eet eksempel på de omfattende ressourcer, der kan gøres tilgængelige! Når vi organiserer os bedre; analyserer et spørgsmål så dybtgående som påkrævet - og tager alle involverede faktorer i betragtning.

Vi undersøger nu mulighederne for at sikre flere udenlandske investeringer.
Jeg gentager, at vores problemer ikke vil blive løst på en eller anden spektakulær måde. Vi behøver tid. Og vigtigst af alt: Vi er nødt til at arbejde systematisk og med ihærdighed for at konsolidere ethvert resultat, ligegyldigt hvor lille.
En anden nærmest uudtømmelig kilde til at indvinde ressourcer - hvis vi tager i betragtning, hvor meget vi ødsler bort - er besparelser. Ikke mindst, som jeg sagde det før, besparelser på det brændstof, hvis pris udgør en stadig større hindring! Og en pris, som det er meget usandsynligt vil falde.
Dette er en opgave af strategisk vigtighed - som ikke altid bliver taget op med den nødvendige omhu. Og hvor fremgangsmåder, der indebærer spild, endnu ikke er bragt til ophør. Eksemplet med mælken er tilstrækkeligt.
Alle de steder, hvor det vil være rationelt at gøre det, må vi også genoprette den indenlandske, industrielle produktion - og begynde at fremstille nye produkter, der eliminerer behovet for import eller skaber nye muligheder for eksport.
I den forbindelse undersøger vi for øjeblikket mulighederne for at sikre flere udenlandske investeringer. Af den type, der kan forsyne os med kapital, teknologi eller markeder - og for at drage nytte af de bidrag, det kan yde til landets udvikling. Men med omhu for ikke at gentage fortidens fejltagelser som følge af vor naivitet eller uvidenhed med hensyn til disse partnerskaber. Og under anvendelse af de positive erfaringer, vi har haft i samarbejdet med seriøse entreprenører. På veldefinerede juridiske grundlag, der fastholder statens rolle og de socialistiske ejendomsforholds dominans!
Vi skal optrappe vores indsatser i samarbejdet med andre nationer stadig mere. I bevidstheden om, at kun når vi er forenede - men på et grundlag af den yderste respekt for den vej, hvert land har valgt - vil vi vinde frem og nå vores mål. Beviset på dette er de skridt, vi tager fremad side om side med vore brødre i Venezuela, Bolivia og Nicaragua - samt vores solide bånd til Kina og Vietnam. For bare at nævne nogle få. bemærkelsesværdige eksempler på det voksende antal lande i alle verdensdele - med hvilke vi genopretter og udvider relationer af alle slags.
Vi vil fortsat prioritere de alliancefrie landes bevægelse - og den voksende internationale solidaritetsbevægelse med vores Revolution. Vi vil også fortsat samarbejde med Forenede Nationer - og andre multilaterale organisationer, som Cuba er medlem af. Som respekterer normerne for international lov og ret - og bidrager til nationernes udvikling og til fred.

Det eneste, en cubansk revolutionær aldrig vil sætte spørgsmålstegn ved, er vores urokkelige beslutning om at opbygge et socialistisk samfund.
Mangfoldige er de slag, som vi må udkæmpe samtidig! Og som kræver af os, at vi lægger vores kræfter sammen for at fastholde enheden i vort folk, der er Revolutionens stærkeste våben - og for at drage fordel af potentialet i et socialistisk samfund som vort. De kommende valg til Folkemagten`s organer vil blive en ny mulighed for at demonstrere, hvor ekstraordinært stærkt vort demokrati - et sandt demokrati - er.
Det er forpligtelsen for hver eneste af os - ikke mindst partiets kadrer - ikke at lade os selv blive overvældet af nogen som helst vanskelighed! Ligegyldigt hvor stor og uovervindelig den måtte forekomme os at være i et givet øjeblik.
Vi må erindre os, hvordan vi - på trods af forvirring og modløshed i starten - klarede at hamle op med de første, barske år i Den Særlige Periode, tidligt i det forgangne årti. Og hvordan vi klarede at komme igennem og bevæge os videre fremad. Hvad vi sagde dengang, kan vi idag gentage med endnu større ret: 'Ja; vi kan klare det!'
- I svaret på større problemer og udfordringer! Ved anvendelsen af mere og bedre organisation; mere systematisk og effektivt arbejde; flere undersøgelser og prognoser. På basis af planer, hvor vores prioriteringer er klart fastslået. Og hvor ingen forsøger at løse deres egne problemer for enhver pris eller på andres bekostning.
Vi må også arbejde i en kritisk og kreativ ånd - og undgå stagnation og skematisk tænkning. Vi må aldrig blive ofre for den tankegang, at det vi gør er perfekt - men snarere undersøge det hele en gang til. Det eneste, en cubansk revolutionær aldrig vil sætte spørgsmålstegn ved, er vores urokkelige beslutning om at opbygge et socialistisk samfund.
Det var i samme dybtgående overbevisning, at Fidel den 26. juli 1989 - for nøjagtig 18 år siden, og nøjagtig på dette sted - historisk og profetisk udtalte: At selv i det hypotetiske tilfælde, at Sovjetunionen skulle bryde sammen - så ville vi fortsætte med at bevæge os videre fremad med vores Revolution; fast besluttede på at betale den høje pris for frihed. Og fast besluttede på fortsat at handle på et grundlag af værdighed og principper.
Historien har givet rigeligt med beviser for, at vort folks beslutsomhed er fast og hård som en klippe. For at ære denne beslutsomhed er vi forpligtet til at sætte spørgsmålstegn ved alt, hvad vi gør! I vores stræben efter at materialisere vores vilje på mere og mere perfekt vis! Og ændre på begreber og metoder, der svarede til realiteterne på et givet tidspunkt, men nu er blevet overhalet af livet selv.
Vi må altid huske på - ikke bare gentage det udenad som et dogme, men snarere anvende det kreativt i vort arbejde i hverdagen - hvad kammerat Fidel udtalte den første maj i år 2000. I en definition, der udgør essensen af politisk og ideologisk arbejde:
'Revolution betyder en forståelse for det øjeblik, vi gennemlever i historien. Det betyder, at forandre alt det, der bør forandres. Det er ensbetydende med fuld lighed og frihed. Det er ensbetydende med at blive behandlet som - og behandle andre som - mennesker. Det er ensbetydende med at befri os - og gøre det selv, gennem vores egne anstrengelser. Det er ensbetydende med at udfordre og trodse magtfulde og herskende kræfter indenfor og udenfor de sociale og nationale sfærer. Det er ensbetydende med at forsvare de værdier, man tror på - uanset hvilke ofre det kræver. Det er ensbetydende med beskedenhed, uselviskhed, uegennytte, solidaritet og heroisme. Det er ensbetydende med at kæmpe med både dristighed, intelligens og realitetssans. Det er ensbetydende med aldrig at lyve eller krænke etiske principper. Det er den dybtgående overbevisning om, at ingen magt i Verden er i stand til at overvinde den styrke, som rummes i sandhed og principper. Revolution er enhed. Det er uafhængighed. Det er at kæmpe for opfyldelsen af vores drømme om retfærdighed for Cuba og for resten af Verden. Det er fundamentet under vores fædrelandskærlighed, vores socialisme og vores internationalisme.'
Den bedste hyldest, som vi kan give vores øverstkommanderende idag - det største bidrag, vi kan give til hans helbredelse - er at bekræfte vores beslutning om at gøre disse principper til vores guide. Og vigtigst af alt: At handle i overensstemmelse med dem hver eneste dag - på en hvilken som helst post, som vi er blevet tildelt.
Tro mod arven efter vores hæderkronede døde vil vi arbejde utrætteligt for fuldtud at følge direktiverne i hans proklamation. I de mange, han har givet os sidenhen - og så mange, som han vil give os i fremtiden!
Der er ikke plads til frygt for vanskeligheder eller farer her i vort land - som aldrig vil sænke paraderne over for dets fjender. Dette udgør den essentielle garanti for, at disse råb altid vil lyde højt fra vores torve og pladser - og om det skulle være nødvendigt også fra vores skyttegrave - og i hele vort land:
Længe leve Revolutionen!
Længe leve Fidel!

Teksten er Raul Castros tale ved et massemøde i provinsbyen Camagüey, den 26. juli 2007. Den er oversat til dansk af Ken Bruun, der også har indsat mellemoverskrifter.