09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Demokrati-kanon A/S

Demokrati-kanon A/S

Onsdag, 05. september, 2007, 00:00:00

af lærer og skolebibliotekar John Christensen, København
'... Lad os begynde med noget godtLad os begynde med demokratiDu må indrømme:den er hjemmeder er enighed.Lad jorden rullemellem dine fingreog se om du kan finde et stedhvor man ikke siger:Demokrati er en god tingdet er dér vi skal hendet er dér vi er.DemokratiDet kan alle li!'

Efter de første spilfægterier blev der lidt stille i forbindelse med regeringens bebudede demokrati-kanon. Det er ikke godt for så vigtigt et projekt. Som medborger og som lærer i folkeskolen er det godt at være på forkant med den udvikling, som tegnes af forskellige honoratiores. I første omgang - og mens vi venter på åbenbaringen af kanonens indholdsmæssige dekreter- er det måske værd at beskæftige sig med det reelt eksisterende demokrati med tilhørende frihedsgrader, som det kan iagttages i dagens verden.
Regeringens nedsatte udvalg med kommissorium fik hurtigt skyld for at være et 'borgerligt bestillingsarbejde' dels ud fra udvalgets sammensætning og dels ud fra de første ansatser til skitserede emner. Det er vigtigt at understrege, at kommissoriet omtaler nedsættelsen af et udvalg, som skal '! udpege de centrale begivenheder, filosofiske strømninger og politiske tekster, som har bidraget til debatten om og påvirket udviklingen af frihedsrettighederne og folkestyret i Danmark. I denne samling bør inddrages såvel udenlandske som danske og såvel historiske som mere nutidige bidrag!' (Berl. 30-05-07).
Inspireret af regeringens generøse initiativ med at nedsætte et kanonudvalg, der skal definere de centrale tekster og begivenheder for det danske demokrati, har CVA (Center for Vild Analyse) nedsat sit eget udvalg med samme beføjelser.
For at undgå beskyldninger om borgerligt bestillingsarbejde kunne man måske foreslå, at disse to udvalg (begge udvalg kan læses her) samarbejdede! Det kan initiativtagerne vel ikke have noget imod?
Udenrigsminister Per Stig Møller (PSM) siges at være den, der fik idéen til at skabe en officiel dansk kanon i demokrati. Preben Wilhjelm har i sin bog: Fra min tid beskrevet udenrigsministeren som 'værende regeringens fremmeste eksponent for intellektuel hæderlighed og humanisme' og fortsætter: 'Det værste er, at det nok er rigtigt!' Derfor kan PSM sikkert godt finde nogle guldkorn i forhold til tekster og begivenheder. Han er jo litterær!
PSMs medkombattant og medinitiativtager undervisningsminister Bertel Haarder (BH) - i interne kredse kendt for at være en stor crooner og sangskriver (mest med et indhold af idiosynkratiske, lallende strofer af anti-marxistisk karakter) - har i sine første kommentarer om demokratiets grundprincipper fremført princippet om, 'at man kan være uenig med en person, men vil kæmpe for denne persons ret til at have sin mening. Det er det, der hedder frisind.' Jeg er glad for BHs åbenhed og frisind. Det vil der sikker blive brug for i det efterfølgende.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (AFR) - alias bugtalerdukken fra det lille land højt mod nord - må finde sig i at være 3. hjul på denne gig. Han har dog udtrykt stor sympati for projektet. Han er heller ikke nogen uvigtig person med sine tilbagevendende mantraer om frihed og demokrati og hans forsøg på manipulatorisk plat om at sætte lighedstegn mellem det at være liberal og liberalisme. Statsministerens sammenkobling af frihed og demokrati er derimod en selvfølgelighed, men hvis frihed og hvilket demokrati er der tale om?
De 3 ministre danner ikke hele regeringen - den regering, som ser det som en nødvendighed at 'kæmpe for vores demokrati' - men er nok den trojka, som er den drivende kraft (undskyld Brian!) i projektet.
Disse 3 krigskarle vil altså nu kæmpe for vores demokrati, idet de mener, at det er nødvendigt, at have argumenterne i orden overfor demokratiets fjender. Det er godt set af de 3 dynamiske ministre, at demokratiet er trængt og voldsomt trænger til en justering.
De bliver flot sekunderet af Harry Potter og hans 'mor' - her citeret i sognepræst Edith Thingstrups Profil (Pol. 04-08-07): '! Vi oplever også, at demokrati på Hogwarts er en ringe beskyttelse mod magtmisbrug. På et tidspunkt bliver Dumbledore sat fra bestillingen som rektor. Endda enstemmigt! Det viser, at vi ikke kan regne med, at politiske beslutninger som sådan er retfærdige og rimelige. Og staten er det aldrig. Staten torturerer børn. Sætter folk i fængsel uden retssag. Anvender et fængsel, der skal suge alt liv og håb ud af de indsatte. Afsiger dødsdomme uden retssag. Overvåger alle borgere. Kontrollerer pressen!'!
Der er mere af samme slags i Potter-bøgerne. Hvilken guldgrube at hente fra, når elever i folkeskolen skal forstå de uhyrligheder, løgnagtige påstande og magtmisbrug, som finder sted i den virkelige verdens demokratier - ikke mindst i disse tider.
I den virkelige verden har andre også set, hvordan demokratiet er blevet snigløbet lige siden Athen og 'The Founding Fathers'. I verdens største demokrati: Indien retter Bookerprisvinder Arundhati Roy - i sin essaysamling: Menigmands guide til Imperiet - blikket mod sit hjemland og verden omkring os og stiller spørgsmålet: Er demokratiet til for magthavernes eller borgernes skyld?
I essayet: Færdigblandet imperie-demokrati (Tag to, betal for ét) skriver Roy: 'Demokratiet, den moderne verdens hellige ko, er i krise. Og krisen er dyb. Enhver tænkelig form for vold bliver begået i demokratiets navn. Det er ikke længere meget andet end et hult ord, en smuk skal tømt for al mening og indhold. Det kan være lige præcis, hvad du ønsker, det skal være. Demokrati er den frie verdens luder, altid villig til at klæde sig ud, klæde sig af; altid villig til at tilfredsstille en hel stribe af specielle ønsker, klar til at blive brugt og misbrugt efter behov'. Og videre: '! moderne demokratier har eksisteret længe nok til, at neoliberale kapitalister ved, hvordan man skal undergrave dem. De er eksperter i at infiltrere demokratiets organer - de 'uafhængige' domstole, den 'frie' presse, parlamentet - og præge dem, som de ønsker. Globaliseringen har knækket koden. Frie valg, en fri presse og uafhængige domstole betyder ikke voldsomt meget, når det frie marked har reduceret disse instanser til varer, der kan sælges til de højestbydende'.
Det skal blive interessant at overvære, når eleverne bliver præsenteret for Arundhati Roys knivskarpe iagttagelser. Eleverne er gode på tasterne og vil hurtigt kunne hente yderlige information på nettet. Der kan forudses en spændende undervisningssituation med en god diskussion. Som Hal Koch fremhævede gang på gang, så er demokratiet en livsform, hvilket betyder, at man kan begynde her og nu. Der er ingen grund til at bruge for meget tid på tradition, forhistorie og udvikling. Det er bare at gå i gang!
Hvordan står det så til med friheden, som AFR helt rigtigt altid kobler sammen med demokratiet?
Det er efterhånden en del år siden, at amerikaneren Noam Chomsky holdt sine berømte forelæsninger i Managua, Nicaragua. Det måske vigtigste, der blev lanceret ved den lejlighed var tesen om den femte frihed. De vestlige allieredes officielle krigsmål under anden verdenskrig - formuleret af Franklin Delano Roosevelt - var de fire friheder:
- Ytringsfrihed
- Trosfrihed
- Frihed for nød
- Frihed for frygt
Disse smukke friheder skulle i virkeligheden forstås som et middel til at få offentligheden til at slutte op om korstoget til forsvar for den femte frihed, som Roosevelt 'glemte'
- Friheden til at udbytte og undertrykke
Verden er befolket med fjender af den femte frihed. Disse fjender søger at lægge hindringer i vejen for den frie udøvelse af denne fundamentale ret til at udplyndre og udbytte. Det har en række lande verden over lært. Og det lærer Irak i øjeblikket under landets besættelse af Koalitionen af villige (af nogle kaldet Koalitionen af bestukne), som alle er lande, der bekender sig til frihed og demokrati.
Arundhati Roy og Noam Chomsky er et godt makkerpar. Roy fortæller, 'at hvis hun blev bedt om, at vælge ét af Chomskys væsentligste bidrag til denne verden, ville det være, at han har trukket masken af det grimme manipulerende, skånselsløse univers, der åbenbarer sig bag det smukke, solbeskinnede ord frihed!'. Med Chomsky på en tur '! gennem det amerikanske samfundssystems sump! gennem en svimlende labyrint af korridorer, der forbinder regeringen, erhvervslivet og styringen af den offentlige mening!' udkrystalliseres den amerikanske regerings patent på frihed:
'friheden til at myrde, udslette og dominere andre folkeslag
friheden til at finansiere og sponsorere despoter og diktatorer over hele kloden
friheden til at træne, bevæbne og huse terrorister
friheden til at vælte demokratisk valgte regeringer i andre lande
friheden til at samle og bruge masseødelæggelsesvåben - kemiske, biologiske og atomare
friheden til at gå i krig mod et hvilken som helst land, hvis regering man er uenig med
Og værst af alt
friheden til at begå disse forbrydelser imod menneskeheden i 'retfærdighedens',
'retskaffenhedens' og 'frihedens' navn!'.
Så meget om vores demokrati og frihed!
PSM, BH og AFR har gjort sig tanker om, at frihed og folkestyre langtfra er en selvfølgelighed, og at historien har vist, at hver generation har brug for at genopdage demokratiet. De ønsker at styrke danskernes kendskab til de principper om frihed og folkestyre, som det danske samfund bygger på.
Derfor mener de, at en demokrati-kanon kan bidrage til en løbende og levende debat om frihed og folkestyre ved at give nogle pejlemærker og ved at pege på nogle væsentlige retninger og milepæle i udviklingen af demokrati og frihedsrettigheder. For, som de på spørgsmålet: Kan man sige, at det er et forsøg på at fremtidssikre demokratiet? udtrykker det: '! demokratiet står og falder med borgernes kærlighed og borgernes stædighed. Altså stædighed til fastholden i demokratiets grundprincipper!'(Berl. 30-05-07).
Demokratiets grundidé er folkesuveræniteten. Den øverste magt tilhører ikke kongen, føreren eller regeringen, men folket: 'Jeg kender intet sted for samfundets højeste magt uden folket selv. Og hvis vi ikke mener, at folket er oplyst nok til at udøve denne magt med klogskab, så er midlet ikke at tage magten fra folket, men at forøge dets klogskab!' (Thomas Jefferson 1821).
Et aktuelt eksempel på det modsatte af oplysning til folkets bedste kan læses i canadieren Maureen Webbs seneste bog: Illusions of Security, hvor Webb, som er menneskerettighedsadvokat, aktivist og forfatter, causerer over databaser og datasystemer, idet hun hævder at regeringer udspionerer os, bemægtiger sig adgang til vore mails, snuser i bankforbindelser over landegrænser og er på vej til at kontrollere mobilnettet. Hun sammenligner systemerne med nazisternes lister over jøder, McCarteismens epoke i USA og Stasis registreringer i DDR. Webb konkluderer, at den demokratiske kontrol, som skal være iboende i ethvert ægte demokrati, er langt uden for rækkevidde.
Hvem beslutter, hvem kontrollerer og hvorfor disse registreringer?
Forøger registrering af mennesker i hemmelige databaser folkets klogskab?
Er denne adfærd en fremtidssikring af demokratiet?
Når nu de centrale tekster og begivenheder åbenbares engang i januar 2008, opfordres alle uddannelsesinstitutioner til at gå i gang.
Jeg vil gerne - sammen med PSM, BH og AFR - være med til at udfordre vanetænkningen, løgnagtigheden og manipulationen i dagens værdidebat.
Jeg skal, som underviser i folkets skole, gøre mit bedste for at standse derouten af demokrati og frihed, som den afart disse vigtige begreber har udviklet sig til i forhold til de oprindelige tanker. Det gøres efter min opfattelse bedst ved indledningsvis at præsentere eleverne for ovenstående betragtninger for derefter at læne mig lidt tilbage for at se, hvor eleverne og jeg - sammen - bevæger os hen. Det skal blive spændende!

Kilder:
Arundhati Roy: Menigmands guide til imperiet (People`sPress 2005)
Noam Chomsky: Den femte frihed (Forlaget Tiden 1988)
Maureen Webb: Illusions of Security (City Lights 2007)
* Den indledende strofe er hentet fra Erik Knudsens debatbog: Tag parti! (Spektrums Aktuelle 1969)

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. sep. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp