09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vores stjålne fremtid

Vores stjålne fremtid

Onsdag, 29. august, 2007, 00:00:00

Det er først i dag, at konse-kvensen af den kemiske revolution i sin fulde udstrækning er i færd med at gå op for forskerne og offentligheden

af Tage Anker Sørensen, Thisted
For over 30 år siden advarede Rachel Carson i bogen 'Det tavse forår' for første gang offentligheden om de farer, som industriens brug af nye syntetiske kemikalier havde skabt.
Vores skæbne hænger sammen med dyrenes, skrev Carson i det nu klassiske anklageskrift mod syntetiske pesticider og menneskelig hybris.
Den trussel, Carson gjorde opmærksom på, var langt fra lokal. Tværtimod var den global og truede alle levende skabninger på kloden. Det er imidlertid først i dag, så mange år efter, at konsekvensen af den kemiske revolution i sin fulde udstrækning er i færd med at gå op for forskerne og offentligheden.
Det er forplantningsevnen fra de mindste mikroorganismer til vores egen, det drejer sig om, som den danske forsker Niels Skakkebæks undersøgelse af mænds dalende sædkvalitet for nylig har afsløret.
'Vores stjålne fremtid' er skrevet af to naturvidenskabsfolk og en miljøjournalist. Det er den første fremstilling, der ambitiøst og globalt søger at stykke puslespillet af forskningsresultater, feltobservationer, rapporter og studier af truede dyrearter sammen med humane data.

Syntetiske kemikalier
Resultatet er et alarmerende billlede. En naturvidenskabelig krimi, kalder forfatterne selv deres undersøgelse. 'Vores stjålne fremtid' søger at bore ind til årsagerne, hvor 'Det tavse forår' primært beskrev symptomer og advarede om kræftrisici.
Årtiers forskningsresultater gengives klart og nuanceret. Bogen rummer for eksempel spændende afsnit om årsager til stigningen i fødselsdefekter, seksuelle abnormiteter og en reduceret fertilitet.
Syntetiske kemikalier, der reagerer omtrent som naturlige hormoner - østrogener og testosteroner - er ifølge forfatterne de skjulte forklaringer. Kvaliteten af mænds sæd er reduceret med cirka 50 procent inden for bare få årtier, mens kvinder i samme tidsrum har oplevet en dramatisk forøgelse i udbruddet af hormonalt betingede kræftsygdomme, for eksempel brystkræft.

Arternes overlevelse
Ved at true de grundlæggende processer, der betinger vores eksistens og arternes overlevelse, er de syntetiske kemikalier og dermed den industrielle økonomi muligvis i færd med at underminere vore fælles fremtid.
De konklusioner, forfatterne drager, er bestemt ganske ensidige - og entydige. Det er nødvendigt, at der vedtages internationale konventioner og etableres institutionelle muligheder for at bekæmpe forgiftningen og standse den hormonelle forureningsfare.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. aug. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp