Der er kommet mennesker til magten i Cuba, som sikrer at Cubas naturlige rigdomme og den værdi, som skabes af befolkningen, kommer samme befolkning til gode
af Sven-Erik Simonsen
FN's børneorganisation UNICEF fastslår i sin rapport fra 2006, at 'Børn kan ikke overleve og trives når grundlæggende elementer i deres liv ikke er sikret på en sammenhængende måde: familie, ernæring, sundhed, omsorg, uddannelse, leg og social sikkerhed.
At befri sig fra fattigdom, sult, sygdom, uvidenhed, ulighed og vold kan ikke lykkes et for et.'
En samlet indsats
Det er denne samlede indsats, som er lykkedes i Cuba gennem de seneste 50 år.... siden revolutionens sejr i 1959.
På disse 50 år har Cuba, der i 1950'erne delte sociale vilkår med nabolandet Haiti, sikret en social og sundhedsmæssig udvikling, som på visse punkter placerer Cuba foran USA og side om side med landene i Europa med den mest udviklede velfærdsstat.
* Cubas børn bliver uddannet... alle sammen, og næsten halvdelen til et niveau der er højere end 12. klassetrin.
* Klassekvotienten i Cuba er maksimalt 20 elever i en klasse med en lærer.
* Cuba har verdens højeste antal læger i forhold til indbyggertal. En læge til cirka 200 indbyggere.
* Alle cubanske kvinder sikres lægeundersøgelse og fødselsforberedelse under graviditeten, og det sikres at de kan føde på et hospital eller en klinik.
* Børnedødeligheden i det første leveår er i Cuba under 6 ud af 1000 levendefødte.
* Den gennemsnitlige levealder i Cuba er 78 år og stigende.
* Gennem rationeret og statsstøttet fordeling af basisfødevarer sikres alle cubanere den nødvendige ernæring.
* Alle familier i Cuba er sikret en bolig.... I verden er der 250 millioner hjemløse. Ingen af dem lever i Cuba.
* Social bistand sikrer støtte til svage og belastede familier, så børnene ikke lider nød.
* Cubas kvinder har gennem lovgivningen opnået en fuldstændig formel ligestilling. I kraft af et organiseret arbejde gennem Cubas Kvindeforbund (FMC) har kvinderne i meget høj grad omsat den formelle ligestilling til reel ligestilling. På arbejdsmarkedet udgør de lidt over halvdelen af arbejdsstyrken og i parlamentet er 36 procent af de 608 valgte medlemmer kvinder. Det placerer Cuba på en ottendeplads i verden.
Et spørgsmål om magt
Og hvorfor er det så at Cuba lykkes? For Cuba er et fattig land, som materielt og økonomisk deler vilkår med den fattigste halvdel af verdens lande.
Det korte svar er, at der er kommet mennesker til magten i Cuba, som sikrer at Cubas naturlige rigdomme og den værdi, som skabes af befolkningen, kommer samme befolkning til gode.
Der er kommet mennesker til magten, som sætter mennesker før profit.
Der er kommet mennesker til magten, som har politisk vilje til at gøre en ende på sult, sygdom, fattigdom og elendighed.
Man kan sige, at det er befolkningen, der er kommet til magten, og derfor har fået mulighed for at løse sine egne problemer.
Kan man komme dertil uden revolution og socialisme som i Cuba?
Det ligger uden for denne artikels ramme at forsøge at svare på det spørgsmål, men interessant er det da!
Men uanset svaret, så er det værd at glæde sig over, at Cubas børn har det godt.
Og de fortjener, at vi forsvarer dem mod at ende i samme elendighed som børn i mange ulande oplever.... samtidig med at vi - sammen med Cubas læger og lærere - arbejder for at komme de nødlidende børn i verden til undsætning.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278