I stedet for unødige skattelettelser burde det økonomiske råderum være anvendt til at indhente efterslæbet på 15 milliarder og genoprette den offentlige velfærd

af Henrik Herløv Lund, medlem af Den Alternative Velfærdskommission.
Regeringen lægger med sin 2015-plan op til skattelettelser for 11 milliarder kroner.
Men den afgørende samfundsøkonomiske udfordring er ikke skattelettelser, men befolkningens klart formulerede ønske om bedre velfærd.
Løbende vedligeholdelse og fornyelse af den offentlige velfærd i takt med velstandsudviklingen kræver en årlig realstigning i det offentlige forbrug på omkring 2 procent svarende til godt otte milliarder kroner.
Men regeringen har i årevis kun tilført den offentlige sektor 1,3 procent eller godt fem milliarder kroner, hvilket har afstedkommet en løbende kvalitetsforringelse af den offentlige velfærdsservice.
Der er hermed akkumuleret et efterslæb i det offentlige forbrug siden 2002 på omkring 15 milliarder kroner.
I stedet for anvendelse til unødige skattelettelser burde det økonomiske råderum være anvendt til at indhente dette efterslæb og genoprette den offentlige velfærd efter VK-regeringens nedslidning.

Ikke flere hænder
Man må selvfølgelig anerkende, at regeringen fremover vil bruge mere på velfærd.
Regeringen afsætter ti milliarder kroner over fire år til driftsforbedringer, som imidlertid primært går til den bedre uddannelse, som fagbevægelsen opnåede gennem trepartsforhandlingerne.
Endvidere vil regeringen vil over ti år bruge 50 milliarder kroner i en 'kvalitetsfond' til renovering og nybyggeri af offentlige institutioner.
Begge dele er godt, men ikke nok. For offentlig velfærd er først og fremmest personlig service, det vil sige, at den står og falder med, at der er nok 'varme hænder'.
Der vil i de kommende år komme flere pensionister, og fremtidens pensionister vil også være mere velstående og dermed også have øgede krav til fornyelse og kvalitet i offentlig velfærd.
Derfor vil der i de kommende år - navnlig indenfor ældreplejen og sundhedssektoren - være behov for øgede normeringer.
Det ses imidlertid ikke at indgå i Regeringens planer, som kun synes at holde status quo i velfærden.

Skæv fordeling
Hertil kommer, at skattelettelserne har en helt forkert fordelingspolitisk profil.
Godt nok får modtagere af overførselsindkomster 0,8 procent forhøjelse til at betale de stigende energipriser, som bliver konsekvensen af forhøjelsen af energiafgifterne.
Men uanset 'kompensationen' er det en kendsgerning, at den samlede skattelettelse for indkomster over 400.000 kroner vil udgøre omkring 7-8000 kroner om året, mens en pensionist med 200.000 i årsindkomst inklusive 'kompensationen' må nøjes med omkring 3000 kroner.
Det skal dog medgives, at reduktionen af arbejdsmarkedsbidraget fra otte til 7,5 procent tilgodeser lavindkomst lidt mere end højindkomster.
Regeringens begrundelse for udformningen af skattelettelserne er, at de skal fremme beskæftigelsen.
Men begrundelse holder ikke. Det er i bunden af skattesystemet, at mulighederne for at øge arbejdsindsatsen findes, ikke hos travle højindkomstmodtagere, som i forvejen er i beskæftigelse, og som oven i købet har øget deres arbejdstid meget i de senere år.
Også miljøeffekten er svag. Det må anerkendes, at forhøjelsen af energiafgifterne miljømæssigt går i den rigtige retning, men der er behov for langt videre tiltag i retning af et grønt skattesystem, der reducerer miljøbelastningen og fremmer en mere hensigtsmæssig miljø- og energiadfærd.

Kvalitetsreformen
Heller ikke regeringens endelige udkast til Kvalitetsreform kan aftvinge jubel. Reformen indeholder meget få egentlige forbedringer af de borgerrettede velfærdsydelser.
Reformen er primært en styrings- og administrationsreform, hvis hovedmål er at fremme regeringens nyliberale projekt om øget markedsgørelse af den offentlige sektor.
Derfor skal frit valg og udlicitering udbredes yderligere. Men konsekvensen bliver ikke bedre velfærd, udviklingen indebærer tværtimod en risiko for, at de offentlige velfærdsydelser tømmes, og der overføres ressourcer fra det offentlige til private udbydere.
Denne udvikling er både et risikomoment for borgernes fortsatte lige adgang til velfærd, og samtidig svækker udviklingen det offentliges udbygningsmuligheder og truer bredden og kvaliteten i de offentlige tilbud.
Og regeringens planer om med Kvalitetsreformen yderligere at udbrede markedslignende styreformer såsom mål og resultatstyring, brugertilfredshedsundersøgelser, evalueringer og så videre må vurderes lige så negativt.
De virker i realiteten som en bureaukratisering af den offentlige sektor, der stjæler tiden fra de borgerrettede opgaver.
Endelig har den offentlige sektor et stort problem med hensyn til rekruttering.
Skal den kunne rekruttere de nødvendige medarbejdere blot til at dække afgangen på grund af pensionering i de kommende år, må den offentlige sektor som arbejdsplads blive langt mere attraktiv end i dag. Det forudsætter blandt andet et klart, kollektivt lønløft.
Men heller ikke det ses regeringens mange planer at medtage.

Du kan læse en udførligere fremstilling på: www.henrikherloevlund.dk