Klassekampen er - selvom virkeligheden skjules under det neutrale begreb globalisering - i dag mindst lige så hård, som den altid har været

af Christian Juhl, formand for 3F i Silkeborg
Jeg læste i Politiken Jes Fabricius Møllers (JFM) anmeldelse af den nye bog: Arbejdernes Historie i Danmark. Anmelderen afviste nærmest behovet for en organiseret arbejderbevægelse. Desværre var der ikke plads i Politiken til en debat om dette standpunkt, selvom debatten er meget aktuel og vigtig.
Der har efter 80`erne og 90`erne været god brug for, at nogen skrev en bog om arbejderbevægelsen og dens sejre og nederlag - i al dens mangfoldighed. Der er skrevet mange bøger af fagforeningerne selv - ofte med udgangspunkt i den enkelte organisation.
I den nye bog gør de tre historikere sig umage for at sætte bevægelsens aktivitet ind i den samfundsmæssige sammenhæng, og de giver os dermed en bedre mulighed for at gøre status - og nyorientere arbejdet, som der så ofte før har været brug for.

Overraskende konklusion
JFM mener, at arbejderbevægelsens berettigelse hører fortiden til. Det er en meget overraskende konklusion. Jeg oplever dagligt som formand for en mindre fagforening (3F i Silkeborg) et stærkt behov for en fortsat velorganiseret og stærk arbejderbevægelse, der har styrke til at rette på samfundets mange uretfærdigheder:
- Omkring 20 procent af ufaglærte i Danmark arbejder stadig uden overenskomstens rettigheder.
- Mere end 50.000 arbejdere kommer hvert år til skade, fordi hensynet til et godt arbejdsmiljø har lav prioritet på mange arbejdspladser. Et stort antal invalideres og nogle dør sågar af arbejdsulykker.
- Mange udstødes af et højeffektivt og stressende arbejdsmarked - vist nok ikke kun blandt folk med uddannelse.
- Den sociale arv på uddannelsesområdet er stadig ikke brudt. De ufaglærte og kortuddannedes børn er stadig ufaglærte og kortuddannede - og har sværere ved at få arbejde, end jeg havde, da jeg i begyndelsen af 70`erne skulle finde min første arbejdsplads.
- Globaliseringen presser især håndens arbejdere hårdt - både i form af udflytning af arbejdspladser og benhårde multinationale selskabers overtagelse af danske arbejdspladser - og i form af billig arbejdskraft, der søger lykken på det danske arbejdsmarked.

Fagbevægelsen er stadig nødvendig
JFM mener, at arbejderbevægelsen hører en særlig periode til, hvor industrialisering og masseproduktion var dominerende. Jeg mener, at han overser, at der er behov for at regulere arbejdsmarkedet i endnu højere grad, når produktionen atomiseres og er under stadig forandring.
JFM fremstiller danske arbejdspladser i det sidste århundrede som steder, hvor tillidsmændene ledte og fordelte arbejdet, og hvor de kunne styre arbejdspladsen i kraft af deres organisering. Det har for faglærte i mit voksenliv været og er forblevet en drøm, som vi ikke havde styrken til at realisere.
Individualiseringen trænger sig på, siger JFM. Det har han ret i. De fælles rettigheder, velfærden og den sociale tryghed, som hele vejen har været arbejderbevægelsens mærkesager, er under afvikling på grund af liberaliseringens fremmarch.
Men det er ikke noget nyt, og det gør ikke arbejderbevægelsen uaktuel. Kampen mellem hensynet til de mange kontra hensynet til den enkelte har bestået i hele perioden og skærpes i disse år under det, som blandt andet beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, statsminister Anders Fogh Rasmussen og andre kalder idekampen, værdikampen eller kulturkampen.
I den dyst har de dårligst stillede lært af historien at finde sammen og styrke deres positioner ved at organisere sig i blandt andet fagforeninger. Sådan er det også i dag.
Klassekampen er - selvom virkeligheden skjules under det neutrale begreb globalisering - i dag mindst lige så hård, som den altid har været. Klarest udtrykt, hvis man bevæger sig lidt udenfor landets grænser.
Besøg arbejdspladserne, der hvor din skjorte er syet, din bil er samlet, eller olien til dit oliefyr pumpes op. Uanstændigt lave lønninger, lange og usunde arbejdsdage og børnearbejde er her virkelighed.
Den internationale arbejdsdeling råber på en samlet og stærk international arbejderbevægelse. Det er en del af erfaringen fra sidste århundrede, som JFM helt overser, men som vi i dansk og international arbejderbevægelse bruger mange kræfter på.

Nye betingelser
Når en produktion flytter til et billigere land, fordi der ikke er en arbejderbevægelse, må vi som fagbevægelse flytte med. Både for at række en kollegial hånd til det nye lands arbejdere, og for at konkurrencen mellem arbejdere ikke kommer til at ske via social dumping.
Fagforeningsarbejde skal i dag ske under andre betingelser, fordi arbejdsmarkedet har forandret sig.
En fagforening i 1930 var helt anderledes end fagforeningen er i 2007. I arbejdet på at forstå udviklingen og indrette sig på nye tider er jeg sikker på, at Lars K. Christensen, Søren Kolstrup og Anette Eklund Hansens bog er et godt bidrag.
Jeg kender ikke Jes Fabricius Møller. Enten er han akademiker, og så findes der stadig et enkelt elfenbenstårn i Danmark. Eller også er han en journalist, der har taget lidt let på en anmelderopgave i det triste sommervejr.
Under alle omstændigheder bør han se sig lidt omkring i den del af den danske virkelighed, som ufaglærte og kortuddannede færdes i.
Han er hjerteligt velkommen på et praktik- eller studieophold i vores lokale fagforening, blandt vore tillidsfolk og medlemmer. Men han må være en smule forberedt på, at de kan finde på at rykke ved hans opfattelse af dagens Danmark.