09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Trafikken omkring Roskilde

Trafikken omkring Roskilde

Lørdag, 04. august, 2007, 00:00:00

Det kan ikke være rigtigt eller forsvarligt, at privatbilismens vilkår tilgodeses på bekostning af den kollektive befordring. Den lider alvorligt i forvejen

af Jan Vogel, Skibby
Der kan være lange udsigter til at vi får en supplerende bro til Kronprins Frederiks bro, selvom ledelsen af foreningen 'En bedre broforbindelse' har tætte forbindelser til regeringspartierne.
Det ser ud til, at regeringen har områder, der har en højere prioritet. Det gælder broforbindelse mellem Tyskland og Danmark og broforbindelse mellem Sjællands Øje og Djursland. Dette sammenholdt med at regeringen ikke har haft styr på 11 vejanlæg, der har fået budgettet til at skride med cirka 2,2 milliarder kroner.
Denne økonomiske overskridelse skal dækkes ind med penge fra andre offentlige opgaver som den kollektive befordring og en motorvej mellem Frederikssund og København.

Bilister tilgodeses
Det kan ikke være rigtigt eller forsvarligt, at privatbilismens vilkår tilgodeses på bekostning af den kollektive befordring. Den lider alvorligt i forvejen.
Det er afgørende, at vi taler om befordring generelt, når man tænker på privatbilismen, må man naturligvis inddrage den kollektive befordring.
Jeg har ikke hørt noget til, at foreningen 'Til en bedre broforbindelse' har været optaget af at få tilpasset den kollektive befordring til broplanerne.
Desto bedre kollektiv befordring desto færre vil køre i egen bil. Der er også dele af befolkningen, som børn og pensionister, der ikke har mulighed for at køre i egen bil, dem skal der også være plads til.
Op til vores sidste kommunevalg var jeg ikke alene om at kræve en bedre kollektiv befordring, der var fuldstændig opbakning dels fra Socialdemokraterne ved Allan Madsen og Dansk Folkeparti ved Pia Adelsteen Andersen om en styrkelse af den kollektive befordring fra dag et efter kommunesammenlægningen.
Disse to partier har tilsammen flertal i Frederikssund Byråd, hvorfor det skulle være muligt at få indfriet deres valgløfter, men hvorfor har disse partier løbet fra deres valgløfter. Vi har i stedet for fået en dyrere og ringere befordring. Det er ingen undskyldning, at man er indsat i et andet udvalg, som Allan Madsen har undskyldt sig med over for mig.
'Movia' bestemmer ikke over, hvordan vi internt tilrettelægger vores kollektive befordring, som det er sagt fra byrådsmedlemmer. Her kan jeg henvise til Hillerød Kommune, som hurtigt ændrede og forbedrede deres kollektive befordring efter kommunesammenlægningerne.

Tunnelløsning
Endelig mener jeg, at der er mest, der taler for en tunnelløsning. En bro vil skæmme vores natur. Hvis man vil have broen til at gå i land ved det rekreative sommerhusområde i Tørslev Hage, så er sommerhusområdet med et blevet ødelagt, det vil betyde krav om store erstatninger.
Ikke en gang her er man enige inden for Frederikssund Kommune om at pege på en tunnel- eller en broløsning. Lad os samles om en tunnelløsning. Her vil jeg foreslå, at tunnel forberedes til tog, det er der fremtid i.
Vi må samles om en kraftig reducering af privatbilismen. Kronprins Frederiks Bro, Willumsensvej og Hornsherredsvejen, er blandt de mest trafikerede vejstrækninger i Danmark. Det er en uholdbar udvikling, der må vendes nu - med flere bilister over i busserne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. aug. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp