Partiet Inuit Ataqatigiit (IA) - har siden 2005 deltaget i en koalitionsregering med socialdemokratiske Siumut og det borgerlige Atassut. Mange kameler er blevet slugt, men nu har partiet fået ny formand

Aksel V. Carlsen
Til efteråret vil den dansk-grønlandske selvstyrekommission fremlægge sin betænkning om Grønlands videre udvikling. Der lægges op til et skridt væk fra kolonitiden, på vej mod selvstændighed.
I 1978 dannede de mest radikale kritikere af det nuværende hjemmestyre partiet Inuit Ataqatigiit (IA) - 'Folkets fællesskab'. Partiet blev stiftet på et antiimperialistisk grundlag med det formål at kæmpe for landets selvstændighed.
IA var det eneste parti, der forud for folkeafstemningen om hjemmestyre, anbefalede et nej. Hjemmestyre-modellen betragtede man som en forlængelse af kolonitidens umyndiggørelse. Siden da har IA i flere perioder deltaget i landsstyret ('regeringen') og været med til at forvalte det hjemmestyre, som man nu vurderer som 'et skridt på vej mod selvstændighed'.
IA har siden 2005 deltaget i en bred koalitionsregering med det socialdemokratiske Siumut og det borgerlige Atassut, hvor IA sad på to af de i alt syv taburetter.

'Rødt kort' til IA
Imidlertid blev IA den 30. april i år smidt ud af regeringen af den socialdemokratiske landsstyreformand Hans Enoksen.
Efter i lang tid at have slugt politiske kameler, agtede IA`s ledelse ellers at fastholde regeringen på dets princip om bæredygtigt fiskeri, men de to andre koalitionsdeltagere foretrak at acceptere trawler-ejernes uregistrerede overfiskeri af rejer.
Det 'røde kort' til IA var et slag mod en loyal regeringspartner. IA`s leder Josef Motzfeldt ('Tuusi'), der har været regeringens nøglefigur, tolkede samtidig denne udsmidning som et nederlag for hans ønske om at gøre IA til landets førende parti. Kort tid efter trak han sig fra posten som partiformand.

Strukturpolitik og højredrejning
I landstinget har IA vedvarende optrådt med initiativer til fordel for forbedring af sociale forhold, for ligestilling og fremme af beskæftigelsen.
IA har sammen med Siumut gjort meget for at styrke uddannelsesområdet og støttet opførelsen af en universitetspark, der om et halvt år indvies i Nuuk.
Men på andre områder har IA - især siden man i 1999, efter endnu en oppositionsperiode, atter kom med i landsstyret - bevæget sig bort fra oprindelige principper om at fremme fælleseje og satse på social omfordelingspolitik.
Inden for finanspolitik, økonomisk politik og erhvervspolitik har IA`s ledelse slugt ideologisk begrundede anbefalinger fra en OECD-rapport til fordel for rationalisering, privatisering og begrænsning af den offentlige sektor.
Selvom IA i sin valgavis forud for valget i 2002 tog afstand fra nyliberalismen, så er der (ikke mindst med Josef Motzfeldt som drivkraft), i de følgende år gjort op med de offentligt ejede selskaber og foretaget en del strukturreformer.
Man har støttet ophævelsen af ensprissystemet, hvor man opgav reguleringen af el-, varme- og vandpriser til fordel for 'kostægte priser'. Man privatiserede både den mest lukrative del af detailhandelskæden KNI og Landstrykkeriet.
IA slugte en forhastet gennemført kommunalreform, som med omdannelse af 18 kommuner til fire regioner er tænkt som et rationelt forvaltningsinstrument, men som hæmmer nærdemokratiet. Den blev af de fleste af Grønlands borgmestre beskyldt for at være for teknokratisk.
IA har tøvende støttet denne, efter sigende, største reform siden hjemmestyret, selvom en opinionsundersøgelse viste, at 63 procent af de adspurgte mente, at den ikke var diskuteret tilstrækkeligt med befolkningen. Endelig støttede IA et en-strenget trafiksystem, hvilket betød, at fly og helikoptere de fleste steder i landet skulle erstatte kystpassagertrafikken.
Efter privatiseringen af det rederi, der stod for passagertrafikken, er flere udkantsområder blev ringere stillet. Dette medførte protester, og i de seneste dage har Kuupik Kleist nu indrømmet, at man begik en fejl.
Denne politiske linje var anledning til, at Josef Motzfeldt ved to forrige IA-landsmøder blev udfordret som partiformand af modkandidater. De reagerede mod det, man betegnede som 'partiets højredrejning'. Men begge gange var det dog den karismatiske 'Tuusi', der sejrede!.

Elitær politik
IA`s politik bærer præg af, at politisk virke i Grønland generelt mangler overblik og er aldeles elitær.
Reformer bliver sjældent til på grundlag af velovervejede, selvstændige analyser ud fra grønlandske forudsætninger. Oftere sker det ud fra standardanbefalinger fra tilrejsende (danske) embedsfolk og konsulentfirmaer eller som resultat af politiske lederes (inklusive IA`s) populistiske hovsa-løsninger.
Det sker hen over hovedet på en befolkning, der 28 år efter hjemmestyrets indførelse, stadig ofte har rollen som autoritetstro tilskuere, og hvor fattigdom og et uddannelsesmæssigt underskud især præger udkantsområdernes fangersamfund.
Hverken dér ude eller i vækstbyerne med deres industri, håndværk, forvaltning og uddannelsessteder har IA som parti formået at inddrage befolkningen og medvirket til at ændre befolkningens politiske bevidsthed.
I de første år gjorde IA ellers en anderledes flot indsats på dette område. Frem til midten af 1990`erne fik man skabt sig et voksende socialt grundlag ved at være drivkraft bag genskabelsen af de traditionelle Aasivik-sommerstævner. De blev et tilløbsstykke og bidrog både til politisk og almen oplysning.
Man formåede dog ikke at videreføre disse aktiviteter, der ellers skabte grundlaget for IA`s parlamentariske fremgang i de følgende år. Siden Aasiviks stop for ti år siden har IA`s græsrodsarbejde og evne til at mobilisere været beskeden.
Partiet har ingen avis og hjemmesiden prioriteres ikke nok. Forsøg på at skabe et ungdomsforbund strandede flere gange. Det tidligere visionære masseparti har ændret sig til at være en pragmatisk valgmaskine med fokus på valgkampe og parlamentarisk arbejde.

Ny partiformand
Ved IA`s ordinære landsmøde i juni trådte 'Tuusi' tilbage efter 14 år som partiformand.
I strid med forventningerne forløb landsmødet ellers stille. Hverken de seneste års regeringsdeltagelse, ønsker om udarbejdelse et nyt partiprogram eller fremtidens politik blev genstand for større debat.
Partiets holdning til de ambitiøse planer om olieboring eller til planerne om, at det amerikanske firma Alcoa nu skal opføre en aluminiumsfabrik i Grønland blev heller ikke markeret.
Deltagerne accepterede ledelsens politiske linje og gik over til kåring af den nye formand Kuupik Kleist. Uden modkandidat blev han, partiets hidtidige næstformand, valgt som formand.
Den 49-årige Kuupik Kleist er uddannet på RUC som socionom og har i en enkelt periode været landstyremedlem og senere - direktør for Grønlands udenrigskontor. Ved folketingsvalget i 2001, da IA opnåede 31 procent stemmer og blev landets største parti, blev han medlem af det danske Folketing.
I valgkampen havde han vist sig som en glimrende debattør og var medvirkende til IA`s hidtil største parlamentariske succes. Forinden blev han i 1995 kendt for at have bragt et tabuemne på banen ved at opfordre til Grønlands selvstændighed og til etablering af et ligeberettiget samarbejde mellem Danmark, Færøerne og Grønland. Et emne har han siden har viet stor opmærksomhed

Unge kræfter
IA`s landsmøde medførte et generationsskifte i ledelsen. En række ældre IA-politikere enten trak sig eller fik ikke stemmer nok
De fleste nye bestyrelsesmedlemmer har aldrig siddet i partiledelsen før. Ved forrige landsmøde fik IA`s nye ungdomsforening to observatørpladser i ledelsen. Disse to fik nu, efter ændringer i partilovene, stemmeret som fuldgyldige bestyrelsesmedlemmer.
Det var landsmødets skulderklap til en gruppe unge, der i de seneste par år har gjort sig mere gældende i partiet og leveret en (loyal) kritik af den hidtidige politik.

Tænkepause og derefter!.
IA har tidligere brugt tiden i opposition til tænkepauser. Mange kunne derfor have forventninger om, at den nye partiledelse får afklaret partiets politik.
Umiddelbart kan man kun gisne om, hvordan IA vil placere sig, når den dansk-grønlandske kommission til efteråret afleverer sin betænkning.
Nogle af dens anbefalinger (se box 2) ligger på linje med IA`s langsigtede selvstændighedskrav. Men følgende spørgsmål presser sig på:
Har IA vilje og ressourcer til at formulere INDHOLDET af det samfund, som man selv skal bestemme mere over? Har man mon lært af erfaringerne om, at politik ikke kun formuleres på ministertaburetterne?

FAKTA OM IA
IA`s grundprincipper pr. 2007 (uddrag)
* IA`s mål er Grønlands selvstændighed. Hjemmestyret er et skridt på vej mod selvstændighed.
* Det grønlandske folk skal have myndighed over Grønland og den fulde rådighedsret over dets ressourcer.
* Vor identitet skal til stadighed skærpes Det grønlandske sprog skal være det grundlæggende sprog.
* Målsætningen er et samfund med økonomisk fælleseje. Værdier, skabt i samfundet, skal komme hele samfundet til gode.
* Vi vil til enhver tid prioritere respekten for menneskets selvværd og vil bane vejen for social solidaritet i hverdagen.
* IA støtter de undertrykte folks kamp for frihed og forsvarer oprindelige folks fælles bestræbelser for et trygt liv.

Den dansk-grønlandske kommission
Den dansk-grønlandske kommissions anbefalinger til en selvstyrelov (uddrag, per14. juni 2007):
* Det grønlandske folk er et folk med ret til selvbestemmelse og med ejendomsretten til udnyttelsen af ressourcerne i undergrunden.
* Indtægter fra råstofudnyttelse i Grønland tilfalder selvstyret.
* Det grønlandske sprog er det officielle sprog i Grønland.
* Det grønlandske folk kan træffe beslutning om selvstændighed.

Kilde: www.nanoq.gl