Den forenklede politiske opfattelse, at hvis vælgerne bevæger sig mod højre, så må venstrepartierne følge efter ¤¤for at opfange centrumvælgerne¤¤, har endnu engang vist sig at være forkert

af Asbjørn Wahl, daglig leder i 'For velferdsstaten'
På trods af den nyliberalistiske offensiv, som stadig hærger vort land, har bevægelserne og venstrefløjen i Norge alligevel oplevet en del succeser i de seneste år.
Der er opbygget ny og utraditionelle alliancer. Der er udviklet nye arbejdsmetoder. Der er vundet nogle vigtige sejre. Ja det er til og med lykkedes at presse socialdemokratiet til venstre på nogle vigtige områder.
I 2005 blev vi af med vor mest nyliberale højrefløjsregering, som vi nogensinde har haft, og den blev erstattet af en centrum-venstre regering, bestående af Arbeiderpartiet, Senterpartiet og Sosialistisk Venstreparti. Denne regerings politiske platform er formentlig den mest progressive i Europa i dag.
I vore nordiske nabolande har der været udtrykt stor interesse for de norske erfaringer på disse områder. Det kan derfor være nyttigt at se nærmere på, hvad der er sket, hvad der opnået, samt hvad man kan lære af de konkrete erfaringer - på godt og ondt.

Den politiske kontekst
Da de nye tendenser begyndte at udvikle sig på den politiske venstrefløj i 1990`erne, var den politiske situation også i Norge karakteriseret af af den vedvarende nyliberale offensiv.
Privatisering og udbudskonkurrence stod højt på dagsordenen. Den offentlige sektor var under angreb. Fagbevægelsen var presset i defensiven. Deregulering og omfattende angreb på de faglige rettigheder blev mødt med tilbagetog, blandt andet ved at man gav indrømmelser og opgav tidligere rettigheder ved forhandlingsbordet.
En relativt afpolitiseret, afradikaliseret og bureaukratiseret arbejderbevægelse blev taget på sengen af den nyliberalistiske offensiv, og klassekompromissets ideologi var ikke i stand til at forklare kapitalens nye konfrontationspolitik. Det resulterede i stor ideologisk forvirring og tilbageslag.
Det socialdemokratiske lederskabs 'realitetsorientering' fulgte dermed de dominerende politiske tendenser og optog mange af de nyliberale ideer som deres egne.
Det toppede med, at en Arbeiderparti-regering i 2000-2001 gennemførte en af de mest omfattende markedsreformer i nyere tid, da så vel Telenor som Statoil blev delprivatiserede - og der blev indført en ny, markedsorienteret model for sygehusenes organisering. Samtid åbnede partiet op for udbuds-konkurrencer omkring kommunale tjenesteydelser.

Reorientering i fagbevægelsen
I denne situation begyndte nogle i fagbevægelsen at revurdere den førte politik.
Norsk Kommuneforbund (NKF - nu Fagforbundet) og dets formand, Jan Davidsen, har spillet en central rolle i dette arbejde - hvortil kommer en række lokale LO-afdelinger og fagforeninger. De erkendte, at fagbevægelsen stod i en ny og defensiv situation, og man begyndte at diskutere tiltag til at imødegå og dæmme op for den nyliberale offensiv.
Mere eller mindre klart har man sat sig nye mål for arbejdet - mål der kan opsummeres i følgende punkter:
* Stop for privatiseringspolitikken.
* Ændring af de offentlige opinion.
* Forandring af de politiske styrkeforhold.
* Pres socialdemokratiet mod venstre.
* Skabe en politisk flertalsalliance.
* Ændre magtforholdene i samfundet.
Der var altså ikke længere kun tale om en snæver faglig kamp, det handlede om et omfattende, samfundsforandrende projekt.
Ikke mindst socialdemokraternes højredrejning gjorde, at det blev nødvendigt for fagbevægelsen selv at påtage sig et større politisk ansvar. Dette krævede fornyelse både organisatorisk og politisk.
Forskellige kræfter og initiativer på norsk fagbevægelses venstrefløj har på mange måder fulgt dette op, og efterfølgende kan vi skitsere fire hovedsøjler, der har bidraget til de positive resultater:
1. Fokus på egne samfundsanalyser - vores virkelighedsforståelse.
2. Opbygning af nye, brede og utraditionelle alliancer.
3. Satsning på konkrete alternativer til privatisering.
4. Udvikling af fagbevægelsen til en selvstændig politisk aktør.
Nedenfor skal vi se nærmere på disse fire søjler, samt hvad der opnået som resultat af denne nyorientering indenfor dele af fagbevægelsen og blandt allierede kræfter og bevægelser.

Kampen om virkelighedsforståelsen
En grundlæggende analyse af de nuværende konkrete økonomiske og sociale forhold er vigtig, da en sådan analyse er af afgørende betydning for udviklingen af strategier og alternativer.
Derfor har vi udarbejdet analyser og gennemført omfattende skolings- og folkeoplysningsvirksomhed for at sprede indsigt i, hvad den globale, nyliberale offensiv er.
Spørgsmålet om den samfundsmæssige magt er blevet bragt i fokus og stor vægt er blevet lagt på, at bag det tilsyneladende neutrale globaliserings-begreb i virkeligheden skjuler sig en formidabel interessekamp. I den nuværende situation underminerer denne kamp demokratiet og fører til omfattende ændringer af magtforholdene i samfundet gennem afregulering, privatisering og markedsorientering.
Dette har der selvfølgelig været kæmpet om politisk og ideologisk - både indadtil i fagbevægelsen og på den politiske venstrefløj.
Markedsliberalisternes fremstilling af globaliseringen som en nødvendig og uforanderlig proces, klarest udtryk gennem Margaret Thatchers 'there is no alternative' (også kendt som TINA), slog kraftig rod også i store dele af fagbevægelsen - og i arbejderbevægelsens traditionelle partier.
Globaliseringen er kommet for at blive, hed det ofte, og fagbevægelsen måtte bare tilpasse sig denne situation. At styrke konkurrenceevnen for at sikre egne arbejdspladser blev hermed det vigtigste.
Privatiseringspolitikken blev på samme vis fremstillet som en nødvendig modernisering af en gammeldags og bureaukratiseret offentlig sektor.
Dette blev afvist af Norsk Kommuneforbund og mange andre af de alliancer og initiativer, der opstod. Ved udgivelse af en stribe små hefter, organisering af egne, store konferencer, deltagelse i utallige møder og arrangementer i andre organisationer, samt i samfundsdebatten, præsenterede vi i alliancen 'For velferdsstaten' (se nedenfor) en andet billede, hvor kampen om samfundsmagten er i fokus.

Brede sociale alliancer
Den omfattende ændring af magtforholdene i i samfundet førte også til den erkendelse, at det var nødvendig at skabe nye, brede og stærke alliancer - så vel indadtil i fagbevægelsen som mellem fagbevægelsen og andre bevægelser og organisationer.
'For velferdsstaten' var et af resultaterne af denne nyorientering, da seks fagforbund i den offentlige sektor, indenfor og udenfor LO i 1999 gik sammen for at modarbejde de omfattende angreb på offentlige velfærdsydelser.
Norsk Kommeforbund (i dag Fagforbundet) var initiativtager, og de seks fik efterhånden følgeskab af ni andre fagforbund - flest fra den private sektor - samt en bondeorganisation, Norsk Pensjonistforbund, kvinde- studenter- og brugerorganisationer. På højdepunktet samlede alliancen 29 landsdækkende organisationer med tilsammen mere end en million medlemmer.
Også på andre områder blev der skabt alliancer. Da kommunernes økonomi blev hårdt presset af den omfattende omfordeling af værdierne fra offentlig til privat regi i løbet af 1990`erne udvikledes en stærk utilfredshed blandt lokalpolitikerne.
Opråb fra et stigende antal borgmestre og protestmøder mod statsbudgettet blev arrangeret adskillige gange. 'For velferdsstaten' mente at tiden var moden til en mere omfattende organisering af modstanden og tog i 2002 initiativet til Folkeaksjonen Velfærd sammen med en række borgmestre og lokale bevægelser. Der blev dannet en koordinations-komite med repræsentanter fra alle de involverede grupper.
I løbet af et år var godt 90 af landets omkring 430 kommuner tilsluttet denne aktion. Dette var første gang kommunerne havde organiseret sig udenfor de formelle strukturer (Kommunernes Sentralforbund er kommunernes fælles interesseorganisation = KL i Danmark) og det bidrog stærkt til at øge det politiske pres på Storting og regering.
Op til Verdenshandelsorganisationens (WTO) topmøde i Hongkong i december 2005 blev der, også med udgangspunkt i 'For velferdsstaten', dannet en bred alliance af organisationer med til sammen 800.000 medlemmer omkring en udtalelse som krævede et brud med de nyliberale handelspolitikker. Fagforbund og bondeorganisationer udgjorde hovedvægten.
Det blev senere fulgt op af etablering af det norske netværk Handelskampagnen. Mange af de samme kræfter havde nogle år tidligere været aktive i gennemførelsen af Norges Sosiale Forum som den norske del af de nye globale bevægelser mod nyliberalisme og krig. Gennem disse alliancer er der udviklet processer, der har virket politisk radikaliserende.
Initiativet til at danne en regeringsalliance mellem Arbeiderpartiet, Senterpartiet og Sosialistisk Venstreparti blev også taget i dette miljø.
Indtil året før Stortingsvalget i 2005 afviste Arbeiderpartiets ledelse muligheden af at gå i regering med Sosialistisk Venstreparti. Fagbevægelsen pressede alligevel Arbeiderpartiet til at skifte standpunkt, ikke mindst da LO efterhånden lagde kræfter i dette projekt.
I 2001 sikrede et flertal på LO`s kongres - mod LO-ledelsens indstilling - at bevilge penge ikke kun til Arbeiderpartiet, som man altid havde gjort, men for første gang også til Sosialistisk Venstrepartis valgkamp. På kongressen fire år senere var ledelsens linje lagt om, og Sosialistisk Venstrepartis formand blev for første gang inviteret til at tale på kongressen.
Fagforbundet begyndte at holde fælles kontaktmøder med både Senterpartiet og Sosialistisk Venstreparti, som man allerede holdt med Arbeiderpartiet. Dette lagt sammen med Sosialistisk Venstrepartis fremgang i meningsmålingerne lagde et stærkt pres på Arbeiderpartiets ledelse.
Op til stortingsvalget i 2005 skabtes i Oslo en anden bred alliance for en ny politisk kurs. En bred vifte af organisationer deltog: LO i Oslo, ATTAC Norge, For velferdsstaten, Fællesrådet for Afrika, Latin-Amerikagrupperne i Norge, PRESS (Red Barnets ungdomsorganisation) samt et par andre lokale fagforeninger.
Under navnet Oslo2005 gik de sammen om at kræve et brud med den nyliberale politik, som har været ført af alle regeringer - uanset partifarve - de sidste 25 år. Man fokuserede ikke på bestemte politiske partier eller på hvem, der skulle sidde på taburetterne, men på nødvendigheden af en ny politisk kurs.

Vore alternativer
Da angrebene på den offentlige sektor satte ind i 1980`erne, udnyttede højrepartierne den eksisterende misfornøjelse, der fandtes hos mange i forhold de eksisterende offentlige tjenester, hvad enten utilfredsheden nu skyldtes bureaukratisering, kvalitetssvigt eller begrænset adgang.
Det var vigtigt for os, der ville forsvare velfærdsstatens landvindinger, at erkende disse svagheder, men samtidig ikke give efter for de nyliberale reformer.
Det blev løst ved, at vi tog principiel afstand fra privatisering og udbudskonkurrence, mens vi samtidig sagde ja til omstilling og udvikling af den offentlige service på vores egne betingelser - og indenfor den offentlige sektor.
I det herskende politiske klima var det ikke noget let standpunkt at fremføre. Det var in at være for markedsløsninger, og udbudskonkurrence var kommet for at blive, blev vi fortalt. Som fagforbund burde vi hellere arbejde for at sikre løn- og arbejdsforhold og faglige rettigheder indenfor udbudsystemet. Det fik vi gode råd om også fra stærke kræfter indenfor LO og Arbeiderpartiet.
Vi afviste det og pegede på at det var selve dereguleringen og privatiseringen, som var problemet; som undergravede arbejdsforholdene. Dette klare og principielle standpunkt medførte, at Norsk Kommuneforbund og dets formand, Jan Davidsen, i en lang periode blev systematisk udskældt på lederplads i de dominerende borgerlige aviser.
Forbundet begrænsede sig ikke kun til denne defensive kamp. Det tog også initiativ til en mere offensiv indsats - gennem det såkaldte modelkommuneprojekt.
Der blev indgået treårige aftaler med en række kommuner med sympatiserende politiske flertal, om at mobilisere de ansatte med henblik på at videreudvikle og forbedre kvaliteten i de offentlige tjenesteydelser. Betingelsen var, at der ikke måtte forekomme privatisering, udbudskonkurrencer eller opsigelser.
Projektet byggede på en nedefra-op proces, hvor de ansattes erfaring, kompetence og kvalifikationer skulle danne grundlaget sammen med brugernes erfaringer og behov.
To uafhængige forskningsinstitutioner fulgte den første modelkommune (Sørum), og de konkluderede, at projektet som resultat havde resulteret i øget brugertilfredshed, bedre arbejdsmiljø og bedre økonomi for kommunen - altså en vind-vind-vind situation . Mere end noget andet bekræftede dette, at privatiseringspolitikken ikke først og fremmest handlede om at forbedre de offentlige velfærdsydelser, men var en politisk-ideologisk kamp for at ændre samfundet i markedskræfternes retning.
Den nye centrum-venstreregering, der kom til magten efteråret 2005, har nu gjort modelkommuneprojektet til sit ved i efteråret 2006 at lancere det såkaldte kvalitetskommuneprojekt.
Det er godt nok en noget modificeret udgave af modelkommuneprojektet, men målet er at øge kvaliteten i den lokale velfærd og styrke det lokale demokrati - uden privatisering og udbudskonkurrencer. En vigtig sejr for modstanden mod privatiseringer.

En mere politisk fagbevægelse
Endelig er der Trondheim-eksemplet, der gav stor inspiration i kampen for at slå den nyliberale offensiv i Norge.
Før kommunevalget i 2003 brød LO i Trondheim sammen med diverse alliancepartnere en gammel tradition om at fagbevægelsens rolle er at give sin støtte til politiske partier på venstrefløjen (som oftest Socialdemokratiet) - og det grundlag de stillede op til valg på.
Den lokale LO-afdeling blev i stedet selv en vigtig politisk aktør. Gennem en omfattende demokratisk proces blev der rejst 19 entydige og klare politiske krav til, hvordan Trondheim skulle styres de kommende fire år.
Kravene blev sendt til samtlige politiske partier med følgende besked: Vi vil kæmpe for de partier, der støtter vore krav. Dette virkede opdragende på en række partier - ikke mindst Arbeiderpartiet, som kun vanskelig kunne tåle at miste støtten fra fagbevægelsen.
Det nye initiativ i Trondheim fik positive svar fra Arbeiderpartiet, Sosialistisk Venstreparti, Rød Valgallianse, De Grønne, Pensjonistpartiet og den lokale Byliste. Senterpartiet støttede cirka halvdelen af kravene og blev derfor regnet med som støtte.
Derefter opfordrede alliancen sine medlemmer og vælgere til at stemme på et af disse partier, samtidig med at den fortsatte med at føre aktiv valgkamp for sin egen politiske platform. Den traditionelle bevilling fra LO til Arbeiderpartiet og eventuelt andre venstrefløjspartier blev der ikke noget af dette år. Pengene blev brugt til egen valgkamp.
På denne måde bidrog en politiseret fagbevægelse afgørende til at klippe de virkelige politiske modsætninger i samfundet ud i pap og presse Arbeiderpartiet og andre, mindre partier mod venstre. Det konservative parti, Høyre, der havde domineret landets tredjestørste by i 14 år, blev valgets store taber.
Den nyskabte alliance vandt en klar sejr med over 60 procent af stemmerne. De tre arbejderpartier, Arbeiderpartiet, Sosialistisk Venstreparti og Rød Valgalliance fik alene rent flertal (51 procent).
Disse tre partier gik sammen med De Grønne og med god repræsentation fra fagbevægelsen i gang med at udvikle en fælles politisk platform, som også Senterpartiet senere tilsluttede sig, en platform hvor de fleste af fagbevægelsens 19 krav var indarbejdet.
Det nye politiske flertals politik drejede sig ikke kun om at standse privatiseringspolitikken, men også om at tilbageføre flere allerede privatiserede tjenester til kommunen.
Det har blandt andet haft som resultat, at to plejehjem og renovationen i det halve af Trondheim, som var blevet privatiseret via udlicitering af det tidligere konservative styre, nu igen er i kommunalt regi. Det samme er sket med vedligeholdelsen af offentlige bygninger.
Sociale ydelser er steget, billetpriserne i den kollektive trafik sænket, og der er igangsat et omfattende program omkring vedligeholdelse og opgradering af de kommunale skoler. Gennem en aftale med de ansattes fagforeninger har kommunen sluttet sig til det voksende antal modelkommuner.
Før stortingsvalget i 2005 fulgte norsk LO også delvist op på denne model. Der blev gennemført et omfattende projekt, Du bestemmer - LO på din side, for at indsamle LO-medlemmernes egne krav og prioriteringer.
Der indkom 155.000 indlæg fra 44.000 medlemmer. Dette førte til formuleringen af 54 konkrete krav, der blev sendt til alle politiske partier.
De forskellige partiers holdning til kravene blev udsendt til samtlige medlemmer, samtidig med at LO gennem den lange valgkamp mobiliserede for en ny politisk kurs og et flertal for en koalitionsregering med Arbeiderpartiet, Sosialistisk Venstreparti og Senterpartiet - som resultatet af valget da også blev.

Hvad har vi opnået!
Det er nyskabelserne, alliancebygning, nye sociale bevægelser og en mere politiseret fagbevægelse, der har bidraget mest til de afgørende ændringer på venstrefløjen i Norge de seneste år og som har medført nogle vigtige politiske sejre.
Vi har været i stand til at ændre den offentlige opinion - fra et knebent flertal for privatisering midt i 90`erne til næsten 70 procent imod før valget i 2005, noget der også pressede AP til at lægge sin politik om.
Det er i øget omfang lykkedes os at få de reelle modsætninger i samfundet på bordet og få skærpet den politisk/ideologiske debat - til og med i den grad, at da Høyre skulle udpege sin hovedmodstander ved kommunevalget i 2003, pegede de på Norsk Kommuneforbund, der ikke stillede op til valget, men som de ikke desto mindre erkendte var hovedbarrieren mod deres nyliberalistiske offensiv. Selvfølgelig et strålende resultat for fagforbundet, der dermed i endnu højere grad kunne udforme præmisserne for den politiske debat.
Både med Trondheim-modellen og i parlamentsvalget i 2005 oplevede vi stærkere end sædvanligt polariseringen mellem højre og venstre. Disse erfaringer har i praksis bekræftet, at det er, når de politiske alternativer klart er trukket op overfor hinanden, når de virkelige modsætninger i samfundet kommer til udtryk, at venstrefløjen har størst succes med at mobilisere.
Den forenklede politiske opfattelse, at hvis vælgerne bevæger sig mod højre, ja så må venstrepartierne følge efter 'for at opfange centrumvælgerne', har endnu engang vist sig at være forkert. Politiske bevægelser er ikke lineære - det er snarere interessekamp, det handler om og om politisk-ideologisk forvirring eller klarhed.
Ved hjælp af vores alliancer, vores politisering af fagforeningerne og vores alternativer er det lykkedes os i Norge i løbet af de seneste få år at dæmpe og til en vis grad standse privatiseringspolitikken og fjerne den mest højreorienterede og markedsliberalistiske regering, vi nogensinde har haft.
Den blev efter valget i 2005 erstattet af en centrum-venstre regering, hvor alle tre partier blev nødt til at føre valgkamp på en anti-privatiseringsplatform, Både fordi det lykkedes os at ændre opinionen, men også fordi privatisering ikke længere kun var en teoretisk løftepolitik, men var blevet en konkret erfaring, der langt fra indfriede de rosenrøde løfter.
Vigtigt var det naturligvis også at Arbeiderpartiet havde lidt et formidabelt valgnederlag i 2001, da de blev straffet af vælgerne for de seneste ti års nyliberale udskejelser.
Partiet gik tilbage fra 36 procent (1997) til 24 procent, den laveste tilslutning socialdemokratiet har opnået siden begyndelsen af 1920`erne. Kravet om en ny politisk kurs fik derfor også stærk støtte i store dele af partiets bagland. Ved at flytte sig til venstre under valgkampen i 2005 fik Arbeiderpartiet en del af sine vælgere tilbage, og regeringserklæringen var i sit indhold overraskende radikal.
Den ny regerings morgengave til folket bestod i at indfri en del af de centrale krav, der var rejst af fagbevægelsen og andre bevægelser:
Privatisering af jernbanerne blev stoppet. Den fri skoleetablering blev stoppet. Ødelæggelsen af arbejdsmiljøloven, der gennemførtes af den forrige regering, blev rullet tilbage. Kommunerne, der står for gennemførelsen af de fleste velfærdstjenester, har fået flere millioner ekstra at gøre godt med. Kravene til en række udviklingslande om liberalisering af servicesektoren gennem GATS-aftalen i WTO blev trukket tilbage. Og norske soldater trukket tilbage fra Irak.

Ny politisk kurs!
Efter denne morgengave er det imidlertid, på nogle få undtagelser nær, svært at få øje på den nye politiske kurs i Norge.
Det ser ud som om Arbeiderpartiets højrefløj er gået i offensiv, mens Sosialistisk Venstreparti udstiller alle sine svagheder - herunder manglende indsigt i de grundlæggende magtforhold i samfundet.
Selv om Sosialistisk Venstreparti fremstiller sig selv som et venstresocialistisk parti, har det ganske åbenbart ingen overordnet strategi for sin regeringsdeltagelse.
Deres største kampe i regeringen har indtil nu drejet sig om udenrigs- og miljøpolitik, mens den sociale kamp stort set er fraværende som tema, og det på trods af at afstanden mellem rig og fattig stadig vokser. Opbygning fra Sosialistisk Venstrepartis side af alliancer med udenomsparlamentariske bevægelser er ikke-eksisterende. Snarere opfordres der til 'ro på bagsmækken', så vi kan få gennemført vor politik .
For ret mange af os var det på forhånd klart, at den nye centrum-venstre regering kun var en mulighed for en ny politisk kurs, men at muligheden ville være afhængig af et stærkt og vedvarende socialt pres udenfor parlamentet.
Det skyldes flere forhold. For det første er der overført meget magt fra de parlamentariske organer til markedet i nyliberalismens æra.
For det andet er det politiske råderum også begrænset af en række internationale aftaler, indgået de seneste 10-15 år, heraf er EØS- og WTO-aftalerne de vigtigste.
For det tredje er presset fra højrefløjen og kapitalkræfterne stærkt, og regeringen giver efter. For det fjerde sidder højrefløjen stadigvæk på de centrale poster i Arbeiderpartiet, mens Sosialistisk Venstreparti hverken har det strategiske perspektiv eller den sociale forankring, som er nødvendig for at være et alternativt tyngdepunkt.
Partipolitikkens elendighed på venstrefløjen er det altså ikke lykkedes os at sætte os udover. Ej heller har hverken de radikale dele af fagbevægelsen eller andre sociale bevægelser vist sig at være stærke nok til at opretholde et stærkt nok pres mod en regering, som mange opfatter som deres egen.
Godt nok er loyalitetsbåndene svækkede, men de lægger fortsat en dæmper på både evne og vilje til at aktionere nede fra. Gennemførsel af en ny politisk kurs i retning mod venstre er imidlertid helt og aldeles afhængig af et sådant pres i dagens politiske situation.
Indtil nu er det derfor højrepopulisterne i Fremskrittspartiet (Dansk Folkepartis norske søsterparti) som har vist sig som de største vindere i meningsmålingerne, efter at centrum-venstre regeringen overtog magten i Norge.
Nyliberalismen skaber et reelt grundlag for uro, utilfredshed og modsætninger i samfundet. Højrepopulisterne har specialiseret sig i at udnytte al denne slags utilfredshed - og at kanalisere den i en perverteret retning (mod indvandrere, mod enlige mødre, mod folk, der lever på velfærdssamfundets støtte, eller mod 'politikerne').
Dette kan kun imødegås gennem en venstreorienteret politik, som tager folks utilfredshed alvorlig , politiserer den og kanaliserer den i retning mod kamp for kollektive løsninger.

Kampen fortsætter!
I 2009 er der atter stortingsvalg i Norge. Frem til dette valg vil de mest yderliggående alternative se ud som følger:
'Worst case scenario'
Regeringen har ikke leveret varen eller levet op til de forventninger den skabte. Entusiasmen i de bevægelser, der førte regeringen til magten er død. 'For velferdsstaten' og de øvrige alliancer er svækkede eller gået i opløsning. Høyre vinder valget sammen med Fremskridtspartiet.
'Best case scenario'
Regeringen har leveret varen, den har lagt op til en reel ny politisk kurs og skabt entusiasme i de bevægelser, der førte den til magten. 'For velferdsstaten' og de andre bevægelser er blevet styrket og dermed igen sejr til centrum-venstre regeringen og en ny politisk kurs.
Hvilke af disse tendenser vi ender op med, er det i dag for tidlig at give noget sikkert svar på. Det, der imidlertid er klart, er, at den siddende regering har svært ved at levere varen i overensstemmelse med de forventninger, den skabte.
Det virker som om store dele af regeringen er ved at definere en ny politisk kurs, ikke som en sammenhængende ny tilgang til politik, men som en liste enkeltsager, der skal gennemføres (hvis det er muligt?), mens den (nyliberalistiske) politik ligger fast.???
Uanset udviklingen vil den vigtigste lærdom fra de seneste års politiske kamp i Norge være den nye alliancepolitik og den politiske selvstændighedsgørelse i vigtige dele af fagbevægelsen og bland de allierede bevægelser. Det er disse udviklingstræk som har ført til de sejre der er vundet. Det er her vi finder de vigtigste og mest positive elementer i den norske metode. Det er dette der har potentialet til at ændre magtforholdene i samfundet. Med andre ord: Kampen fortsætter!

---

Asbjørn Wahl analyserer og redegør for forudsætningerne for dannelsen af Norges centrum-venstre regering, som består af Arbeiderpartiet, Sosialistisk Venstreparti og Senterpartiet. Endvidere behandler Wahl erfaringerne og svaghederne ved regeringen.

Asbjørn Wahl er hverken medlem af nogen af de politiske partier i den norske regering eller af andre politiske partier, men han anser sig selv for at være socialist. Wahl har arbejdet i den norske fagbevægelse de sidste 25 år og deltog i kampagnen for den nuværende norske regerings-koalition, både for at få den tidligere nyliberale regering erstattet af et bedre alternativ og for at prøve at opbygge en bevægelse, der er tilstrækkelig stærk til at udøve pres på den centrum-venstreregeringen.