Der er intet historisk i Trepartsaftalen. I fagbevægelsens mere end 150 års eksistens har fagbureaukratiet indgået aftale efter aftale, som ikke har løst medlemmernes grundlæggende problemer: Den stigende udbytning af arbejdskraften og brutaliseringen af arbejdsforholdene

af Jan Hoby, forretningsudvalgsmedlem af LFS
Hans Jensen, formand for LO, udråbte trepartsaftalen mellem regeringen, de offentlige arbejdsgivere, LO og AC som en 'historisk aftale'. Men det eneste historiske i aftalen er, at alt kan kaldes 'historisk'. 'Historisk' fortæller os intet som helst om kvaliteten eller mangel på samme i det 'historiske'. 'Historisk' i Hans Jensens mund er blot et bevis på, at Hans Jensen også taler nysprog.
Der er intet historisk i Trepartsaftalen. I fagbevægelsens mere end 150 års eksistens har fagbureaukratiet indgået aftale efter aftale, som ikke har løst medlemmernes grundlæggende problemer: Den stigende udbytning af arbejdskraften og brutaliseringen af arbejdsforholdene.
Trepartsaftalen følger i dette spor, og Dennis Kristensen, formand for FOA peger også på begrænsningerne i aftalen, som han selv har sagt ja til:
'Fru Jensen på fjerde sal får ikke mere hjemmehjælp af denne aftale. Hun får muligheden for en bedre uddannet social- og sundhedshjælper. Og hun vil formentlig også i større udstrækning få besøg af den samme social- og sundhedshjælper, fordi vilkårene forbedres og rekrutteringen øges. Men når det gælder serviceniveauet, så vil vi stadig sige, at der er plads til flere hænder i den offentlige sektor .'
Trepartsaftalen har kun medført en række kosmetiske forbedringer for den offentlige sektors lavtuddannede, og al ære værd for det.
Men trepartsaftalen har nu sort på hvidt legitimeret regeringens nyliberalistiske markedsgørelsesstrategi af den offentlige sektor. Med trepartsaftalen har fagbevægelsens top blåstemplet serviceloftet og regeringen. Derfor kan regeringen forsætte sin strategi med økonomisk udhuling af offentlig velfærdsservice og ideologisk oprustning - privat rigdom forudsætter offentlig fattigdom.
Trepartsaftalen rører ikke det mindste ved de problemer, der har betydning for de offentligt ansattes hverdag. Der er ikke et ord om mindre kontrol og dokumentation. Ikke et ord om mere faglig autonomi til de offentligt ansatte. Ikke et ord om de nødvendige lønforhøjelser til alle offentligt ansatte. Ikke et ord om et stop for brutaliseringen af arbejdet.
Trepartsaftalen er et udtryk for, hvor stor afstand der er mellem top og bund i fagbevægelsen - hvad de sidste dages voksende strejker blandt plejepersonalet landet over har vist. Det stigende krav fra plejepersonale og sygeplejersker om mellem fem og 10.000 kroner mere om måneden inden 2015 understreger, hvor stor afstanden er mellem, hvad fagbevægelsens top tror medlemmerne vil have, og hvad medlemmerne reelt ønsker.
Med trepartsaftalen tror regeringen, at den har købt sig fred på arbejdsmarkedet. For Fogh ved godt, at 'velfærdstaten ikke er indrettet for at være flink ved de fattige, men for at undgå social uro, klassekamp og borgerkrig. Hvor mange penge, det er rimeligt at bruge på den sociale sektor, bliver bestemt af, hvor megen uro de dominerende samfundsgrupper er villige til at acceptere', som Søren Mørch skrive i sin bog Den sidste Danmarkshistorie.
Men flere og flere offentligt ansatte ved godt, at når nogen siger, at vi alle er i samme båd, betyder det altid, at det er dig, der skal ro. Fagbevægelsen må bygge på demokrati, solidaritet og klassekamp - ikke på LO-, FTF- og AC-toppens klassesamarbejde, bureaukrati og tilpasning til kapitalens behov.
Det er mellem de to positioner, at kampen om samfundet - og kampen om fagbevægelsens fremtid - udspiller sig, og det har trepartsaftalen endnu engang understreget.
Hunden vil ikke mere fodres med sin egen hale.