At en bevægelse fører en retfærdig kamp, som vi kan sympatisere med, bør ikke få os til at lukke øjnene for bevægelsens øvrige politik og praksis. Både Hamas og Hizbollah er reaktionære religiøst funderede bevægelser

af Rune Lund, MF, udenrigsordfører for Enhedslisten
Sven Tarp, medlem af Kommunistisk Partis landsledelse, har den 20. juni en kronik i Arbejderen, hvor han kritiserer Enhedslisten for vores holdning til de religiøse bevægelser i Mellemøsten.
Sven Tarp mener, at Enhedslisten lider af berøringsangst over for bevægelser som Hizbollah og Hamas, og at Enhedslisten burde støtte disse bevægelser mere aktivt, fordi det i en række konkrete situationer, for eksempel under Libanon-krigen i sommeren 2006 og i Gaza-striben i disse uger, er henholdsvis Hizbollah og Hamas der har stået for den primære modstand mod de udenlandske besættelsestropper.

Ret til modstand
Jeg vil starte med at slå fast, at Enhedslisten støtter alle besatte folks ret til at gøre modstand.
Det betyder for eksempel, at vi støtter Palæstinenserne ret til at yde modstand mod de israelske besættelsesstyrker. Det betyder også, at vi støtter retten til at gøre modstand mod israelske besættelsesstyrker i Libanon.
Det er i øvrigt ikke - eller burde ikke være - noget kontroversielt spørgsmål. Folkeretten i FN slår fast, at et besat folk har ret til at gøre modstand. Så sent som 25. april svarede udenrigsminister Per Stig Møller ligeledes på et spørgsmål fra mig, at palæstinenserne har ret til modstand. Sprøgsmålet lød (S 3866/2006-7): 'Mener udenrigsministeren, at palæstinenserne hat ret til at yde væbnet modstand mod det israelske militær i de besatte områder på Vestbredden og i Gaza?'. Og Per Stig Møller svarede: 'Anvendelse af væbnet magt mod en besættelsesmagt i besatte områder kan under visse nærmere omstændigheder være tilladt i henhold dl folkeretten. En nærmere vurdering heraf afhænger af de konkrete omstændigheder i forbindelse med anvendelsen af væbnet magt. Terrorhandlinger kan dog aldrig vare lovlige.'
Jeg stillede spørgsmålet, fordi vi i Enhedslisten var trætte af hele tiden at skulle høre på, at Hamas skulle afsværge sig brugen af vold. Et besat folk, som har ret til at gøre modstand, skal selvfølgelig ikke afsværge sig retten til modstand i modstrid med folkeretten. Derfor var det vigtigt, at få det på det rene, at palæstinenserne har ret til væbnet modstand. Enhedslisten støtter altså både Hamas og Hizbollahs ret til modstand (også væbnet) mod israelske besættelsesstyrker.
Men vores forsvar for deres ret til modstand skal ikke forveksles med en politisk støtte til de pågældende organisationer. At en bevægelse fører en retfærdig kamp, som vi kan sympatisere med, bør ikke få os til at lukke øjnene for bevægelsens øvrige politik og praksis. Og både Hamas og Hizbollah er reaktionære religiøst funderede bevægelser, hvis holdninger ligger meget langt fra vores socialistiske og klassemæssige udgangspunkt.

Hamas
Hamas er en religiøs organisation, som ikke vil tillade et Palæstina og Israel under ikke-muslimsk herredømme.
Hamas` mål er en islamisk republik, der skal dække det nuværende Palæstina og Israel. Hamas - eller dele af Hamas - fører desuden en retorik, som er anti-semitisk, eller hvor man i hvert fald er meget dårlig til at skelne mellem jøder og zionister.
I praksis har Hamas dog vist sig at være forholdsvis pragmatiske, også efter valgsejren i januar 2006. Hamas har for eksempel 'anerkendt' eksisterende indgående aftaler. Da de eksisterende aftaler opererer med en to-statsløsning på konflikten i det besatte Palæstina, er der dermed tale om en de facto-anerkendelse af Israel. Dette har dog ikke været nok for EU og USA. Man ville have en 'anerkendelse' af de eksisterende aftaler. Og så er det lige, man spørger: Hvem er det egentlig, der er mest fundamentalistisk her?
Det ænder dog ikke ved, at selvom vi støtter Hamas og alle palæstinenseres kamp for et frit Palæstina, så støtter vi ikke konkrete organisationer, som vi ikke deler ideologisk grundlag med.

Hizbollah
Hizbollah var fra starten stærkt inspireret af Iran og idelogien var bestemt af Ayatollah Khomeini. Kvinder deltager også i Hizbollahs arbejde, herunder på ledende poster. Og der er ikke tørklædetvang.
På mange måder er Hizbollah derfor - ligesom Hamas - forholdsvis pragmatiske. Som andre islamistiske organisationer er Hizbollah blevet populær på grund af omfattende socialt arbejde, for eksempel ved at drive hospitaler, skoler med mere.
Det ændrer dog ikke ved deres grundlag, som er Irans og som er reaktionært og konservativt. Man bør tage afstand fra Hizbollahs reaktionære islamisme, som står i modsætning til venstrefløjens kamp. Man skal tage afstand fra målet om at ødelægge Israel, og den medfølgende latente anti-semitisme a la Hamas. Sidst med ikke mindst er den tætte tilknytning til Mullah-regimet i Iran et stort problem, herunder den store finansielle støtte og militære træning. Iran er et af de lande i verden hvor vores kammerater i fagbevægelse og venstrefløj udsættes for den værste forfølgelse.
Det giver ikke mening at kalde Hizbollah for en terrororganisation, men man bør tage klart afstand fra Hizbollas angreb på civile israelere. Sven Tarp spørger i den sammenhæng, hvori Hizbollahs terrormetoder består. De bestod for eksempel i at begå krigsforbrydelser under Libanon-krigen sommeren 2006 ved at sende raketter ind over grænsen til Israel mod civile boligkvarterer - et klokkeklart eksempel på krigsforbrydelser.

Historiske lektier
Man bør også kigge lidt på historien. Da venstrefløjen i forbindelse med revolutionen i Iran i 1979 allierede sig med de religiøse, anti-imperialistisk og anti-USA`ske kræfter, så vi hvordan det endte.
Her blev titusinder af venstreorienterede, intellektuelle og andre slået ihjel af det religiøse styre, da den 'taktiske' alliance med venstrefløjen ikke længere var brugbar. På den måde var de dele af venstrefløjen, der støttede den islamiske revolution i Iran, med det at arbejde for deres egen dødsdom. En forfærdelig tragisk begivenhed, der i højere grad i Sven Tarps indlæg burde være en del af overvejelserne.

Strategi og taktik
Sven Tarp beskriver i sin kronik præcist, hvad forskellen på strategi og taktik er.
Strategien er den overordnede, langsigtede linje i det politiske arbejde, mens taktikken er den politiske handling på den korte og mellemlange bane.
Sven Tarp anklager Enhedslisten for at blande strategi og taktik sammen, når vi ikke vil støtte 'klassekræfter, som i et strategisk perspektiv er enten mulige neutrale eller tilmed dele af hovedfjenden'.
Nu kan man altid diskutere, hvad en hovedfjende helt præcist er. Sven Tarp bruger selv eksemplet fra Anden Verdenskrig, hvor kommunistiske modstandsfolk arbejdede sammen med borgerlige i en alliance for demokrati og national befrielse. Jeg mener, at der er tale om en konkret vurdering. Men mit udgangspunkt vil altid være, at min fjendes fjende ikke automatisk er min ven. Jeg fornemmer, at Sven Tarp lægger snittet et andet sted.
Jeg mener for eksempel ikke, at man som venstreorienteret parti kan være direkte politisk allieret med fundamentalistiske religiøse bevægelser som Hizbollah og Hamas. Enhedslisten støtte jo heller ikke Taleban - eller ultra-religiøse kræfter i USA, fordi de er modstandere af regeringen i Washington.
Jeg synes, at Sven Tarp ignorerer det faktum, at der jo skal være en sammenhæng mellem strategi og taktik. Taktikken må i hvert fald som minimum ikke undergrave den strategiske linje. Hvis den strategiske politiske linje er et sekulært samfund baseret på demokrati, menneskerettigheder, kvinders ligestilling, så vil det nok skabe nogen forvirring - for nu at sige det mildt - hvis Enhedslistens udenrigspolitiske ordfører Rune Lund lige pludselig melder en kærlighedserklæring til Hizbollah og Hamas ud i pressen.
Vi ville samtidig ødelægge størstedelen af de politiske alliancer, som Enhedslisten har internationalt, og som vi netop i forskellige sammenhænge bruger til at kæmpe for internationale solidaritet og global retfærdighed.
Konklusion: Der bliver nødt til at være en sammenhæng mellem strategi og taktik - ellers bliver man utroværdig.