28 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvad har socialministeren gang i...

Hvad har socialministeren gang i...

Torsdag, 21. juni, 2007, 00:00:00

Tror du selv på, at der vil være rift om et fag, som er underbetalt, som er underbemandet, konstant skal dokumentere sit eget værd i en mistillidskultur, og som aldrig ved, hvornår de hænges ud med skjult kamera

fra Marianne Jensen, næstformand i FOA Social- og Sundhedsafdelingen
Til socialminister Eva Kjer Hansen.
Tillykke fru minister! Med din seneste udmelding i dag om, at pårørende skal anmelde plejehjemspersonalet, gør du da dit til, at de gode, fagligt kvalificerede medarbejdere forlader faget. Og vi kan da spejde langt efter de nye og unge kræfter, vi gerne vil rekruttere.
Tror du selv på, at der vil være rift om et fag, som er underbetalt, som er underbemandet. Som konstant skal dokumentere sit eget værd i en mistillidskultur, og som aldrig ved, hvornår de hænges ud med skjult kamera. Tror du selv på, at det inspirerer og topmotiverer medarbejdere. Nej vel!

Kamp for faglighed
På trods af de forhold kæmper medarbejderne i plejesektoren for deres faglighed, men nu kommer der en opfordring fra højeste sted - fra landets socialminister - om at anmelde medarbejderne.
Opfordringen er ifølge citater i medierne rettet til både de pårørende og kolleger.
Se det skal nok skabe tillid, at man som medarbejder aldrig ved, hvornår man får en kniv i ryggen, og hvorfra den kommer.
De må undskylde fru minister - men jeg får associationer til angiveri og stikkeri.
Deres kolleger, statsminister Anders Fogh Rasmussen og finansministers Thor Petersen, har lige afsluttet en trepartsaftale, som de sælger på tillid til de ansatte, mere uddannelse og kvalitative løft.
Mener de to ministre det alvorligt? Jeg har ingen grund til at tro andet, de har jo skrevet en aftale under, så må de sidde og krumme tæer lige nu.

Gode hisrorier
For uanset at der i aftalen ligger voksen-elevløn, bedre praktik, flere uddannelsespladser og mere og bedre efteruddannelse, som alt sammen skal trække folk til vores fag, så er der altså grænser for, hvad medarbejdere kan og vil stå model til af ydmygelser og mistillid.
Nu er det nok!
Personalegrupperne i pleje og omsorgssektoren strækker sig i forvejen langt. De har et stort omsorgsgen, de kan lide at arbejde med mennesker, derfor har de valgt det fag.
De er stolte af deres fag på trods. De gør deres arbejde hver eneste dag året rundt, også når De, fru minister spiser juleanden og holder påskeferie.
Tidligere har De, fru minister talt for, at vi skal have de gode historier frem.
Vi er helt enige, og hver eneste dag er der gode historier at hente fra vores ældrepleje. Masser af gode historier.
Det ville have klædt Dem, fru minister at bakke op og vise personalet tillid.
I stedet vælger landets socialminister som alibi for sin opfordring til anmelderi at se tilbage på to gamle sager.
Hvorfor, fru minister? Vi og medarbejderne er kommet videre - vi er vilde for at skabe endnu flere gode historier.
Et af de skridt, vi netop har taget overordnet, er trepartsaftalen med regeringen.
Vi har valgt at vise regeringen tillid. De, fru minister har slået et stort skår i tilliden.
De har en stor opgave, fru minister, i at forklare, hvad De har gang i.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. jun. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp