28 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Besparelser giver dårligere hjemmehjælp

Besparelser giver dårligere hjemmehjælp

Torsdag, 21. juni, 2007, 00:00:00

Som socialborgmester er jeg helt enig i, at det er yderst problematisk at spare på hjælpen til mennesker med handicap og psykisk sygdom

af Mikkel Warming, socialborgmester i København, Enhedslisten
Arbejderen skrev i sidste uge om spareforslaget på hjemmehjælp til handicappede og psykisk syge, som Borgerrepræsentationen behandlede onsdag aften. Artiklerne fremhæver flere af de negative konsekvenser, spareforslaget kan have.
Som socialborgmester er jeg helt enig i, at det er yderst problematisk at spare på hjælpen til mennesker med handicap og psykisk sygdom. Det er en udsat gruppe, som er meget afhængig af samfundets hjælp. Samtidig har de svært ved at tale deres egen sag. De organiserer sig ikke i stærke foreninger, som kan påvirke den offentlige dagsorden.
Det er derfor også op til politikerne at være mund og mæle for dem, der ikke kan råbe så højt selv. Socialudvalget i København har bedt om få tilføjet det nødvendige beløb til at undgå serviceforringelser på hjemmeplejen, nemlig 17 millioner kroner.
Desværre går budgetforslaget for 2008 i den stik modsatte retning. Der er lagt op til, at socialområdet skal spare over 110 millioner kroner.
Det kræver ikke dyb samfundsøkonomisk indsigt at se, at det vil medføre massive forringelser for nogle af de svageste grupper i København. I gaderne vil vi kunne se det på narkomaner, som vil blive endnu mere stressede og forarmede.
I vores bofællesskaber for handicappede og psykisk syge, vil vi opleve mennesker, der får langt ringere hjemmepleje. Og på arbejdspladserne vil vi se ansatte, som igen skal sige farvel til kolleger for senere at løbe endnu stærkere.
En af de vigtigste årsager til risikoen for massive besparelser er, at der bliver registreret flere handicappede i København. Til hjemmeplejen for handicappede er der kommet cirka ti procent flere brugere på tre år, og de får cirka 40 procent flere timer.
Det skyldes, at vi heldigvis er blevet bedre til at behandle, diagnosticere og støtte mennesker til et godt liv. Men der er ikke kommet flere penge til hjemmeplejen for handicappede. Når budgetterne ikke følger med - og det gør de ikke - ja så bliver konsekvensen enten underskud eller massive forringelser.
I så rigt et land, så rig en by, med så god økonomi, så kan det ikke være rigtigt. Jeg vil indtil det sidste kæmpe for, at ingen af delene skal blive til virkelighed.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. jun. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp