En centrum-venstre regering i nyliberalismens tidsalder er i sandhed ikke noget teselskab. Situationen kræver radikale, ikke-sekteriske løsninger...

af Asbjørn Wahl
En centrum-venstre regering i nyliberalismens tidsalder er i sandhed ikke noget teselskab. Situationen kræver radikale, ikke-sekteriske løsninger...
I Norge oplever vi for tiden, hvad det vil sige at have et venstrefløjsparti som regeringsdeltager i en tid med nyliberalisme. Stortingsvalget i efteråret 2005 resulterede i en centrum-venstre flertalsregering for første gang nogensinde. Den tidligere centrum-højre koalition fik et forsmædeligt nederlag. Specielt det traditionelle konservative parti (Høyre) mistede en tredjedel af sine stemmer (gik tilbage fra 21 til 14 procent).
Den ny koalition består af tre politiske partiet: Arbeiderpartiet (AP), Senterpartiet (SP) og Sosialistisk Venstreparti (SV). Sidstnævnte parti deltager for første gang i en regering. I europæisk sammenhæng kan SV sammenlignes med partierne i GUE/NGL-gruppen i Europaparlamentet.
Eftersom erfaringerne med at have venstrefløjspartier som regeringsdeltagere ikke har været specielt opmuntrende i Europa side nyliberalismen erobrede verden i 1980`erne er der stor interesse på venstrefløjen for, hvad der kommer til at ske.

Valget i 2005
Der er mindst tre vigtige grunde til at centrum-venstre koalitionen vandt stortingsvalget i Norge efteråret 2005.
For det første var mange dødtrætte af den forrige regerings politik. Den førte en nyliberalistisk politik på alle områder - indbefattet privatisering af offentlig service, nedskæringer i de offentlig budgetter, øget ulighed og fattigdom samt alvorlige angreb på arbejdsmarkeds-lovgivningen. Dette var ikke i modsætning til tidligere regeringers gøren og laden. Tværtimod har alle regeringer, hvad enten de var højreorienterede, centrum eller socialdemokratiske, mere eller mindre fulgt den nyliberalistiske dagsorden i mere end 20 år. Men centrum-højre regeringen viste sig at være mere ekstrem i dens markeds-fundamenlistiske tilgang end tidligere regeringer.
For det andet har fagbevægelsen og andre sociale bevægelser presset hårdt på for etablering af en centrum-venstre koalition.
Indtil et par år før det sidste valg afviste ledelsen af det socialdemokratiske parti overhovedet at diskutere muligheden for at danne en regeringskoalition med Sosialistisk Venstreparti.
I de første år efter anden verdenskrig havde Arbeiderpartiet absolut flertal i Stortinget og efter dette flertal blev mistet (i 1961) foretrak partiet mindretalsregeringer med passiv støtte fra andre partier snarere end at indgå i regeringskoalitioner. Det var fagbevægelsen, der insisterede på dannelsen af en centrum-venstre koalition.
Den traditionelt stærkt socialdemokratiske sammenslutning af fagforbund (LO) begyndte at invitere SV-formanden til deres kongresser, og det største fagforbund begyndte at holde møder med alle tre partier. Dette pres, som også kom nede fra i Arbeiderpartiet selv, fik til slut ledelsen til at give efter og gå ind for en koalition. Dette skabte ny energi og optimisme på den brede venstrefløj.
For det tredje bevægede det socialdemokratiske parti sig politisk mod venstre efter den alvorlige øretæve, det fik af vælgerne ved valget i 2001. Partiet tabte en tredjedel af sine vælgere og endte på 24 procent - det værste valgresultat siden begyndelsen af 1920erne. Den delvise privatisering af det statslige olieselskab Statoil og det statslige telefonselskab Telenor var upopulær. Hertil kom en markedsorienteret reform af sygehus-sektoren og en blød nyliberalistisk dagsorden i almindelighed.
Det var igen fagbevægelsen der kom til at gøre en forskel. Arbeiderpartiet blev sat under hårdt pres for at forlade sin privatiseringspolitik, for at styrke den offentlige service og for at rulle centrum-højre regeringens destruktive arbejdsmarkeds-reformer tilbage.

Det skete i Trondheim
Afgørende for denne politiske udvikling i det socialdemokratiske parti var en ny tendens, der udvikledes i fagbevægelsen. Denne tendens kom især til udtryk ved lokalvalgene i 2003, stærkest i Trondheim, der er den tredjestørste by i Norge.
Traditionelt har den norske fagbevægelse været knyttet tæt til og domineret af Arbeiderpartiet. I valgkampe har fagbevægelsen lavet kampagner til fordel for dette parti og dets politik. Efter langs tids frustration over Arbeiderpartiet højredrejning blev nogle lokale fagforbund mere og mere politiserede.
En sammenslutning af fagforbund i Trondheim udarbejdede sit eget politiske program op til valget i 2003 bestående af 19 konkrete krav. Kravene blev sendt til alle politiske partier med følgende besked: Vi vil føre valgkamp til fordel for de partier der støtter vore 19 krav.
Dette havde en stor opdragende effekt, specielt på Arbeiderpartiet, der sammen med andre centrum-venstre partier gik ind for de fleste af kravene. Den faglige sammenslutning førte en effektiv valgkampagne, der bidrog til en mere polariseret valgkamp.
Det viste sig at være en succes, og sikrede sejren for koalitionen af arbejdervenlige partier, mens det regerende konservative parti blev den store taber.
Der blev dannet nyt et lokalt styre, der ikke alene stoppede det tidligere flertals privatiseringspolitik, men også begyndte at tilbageføre offentlige tjenester, der tidligere var blevet privatiserede.

En god idé
Denne tendens til øget uafhængighed af politiske partier i fagforbund og andre folkebevægelser er formentlig den vigtigste og mest succesfulde udvikling på venstrefløjen i Norge de seneste år. Den er udtryk for en politisk opfindsomhed, som det er vigtigt at følge op på og videreudvikle i fremtiden uanset, hvad erfaringerne med den nuværende centrum-venstre regering ender op med. På denne måde er fagbevægelsen og andre folkelige bevægelser selv blevet vigtige politiske aktører.
Selv det største norske fagforbund (FAGFORBUNDET, som blandt andet organiserer de kommunalt ansatte, red.), der historisk er tæt forbundet med Arbeiderpartiet slog ind på denne linje før lokalvalgene i 2003.
Det sendte sine egne krav til partierne og fik støtte fra fire af dem (de tre i den nuværende regerings-koalition og Rød Valgalliance) og udgav en pjece, der opfordrede medlemmerne til at stemme på et af disse fire partier.
Samme fagforbund tog i 1999 initiativet til dannelse af en bred alliance af fagforeninger og andre organisationer, Kampagnen for Velfærdsstaten , med det formål at kæmpe imod privatisering og nyliberal politik. Denne alliance har spillet en vigtig rolle ved at informere og skole sine medlemmer og ændre den offentlige mening i spørgsmål omkring privatisering og og nyliberal 'modernisering' af offentlig service.

For En ny politik
I valgkampen i 2005 op til Stortingsvalget dannede en række organisationer, herunder nogle fagforbund, Attac Norge, Kampagnen for Velfærdsstaten, solidaritetsorganisationer og andre, en alliance i Oslo, der ikke fokuserede på politiske partier men derimod på behovet for en ny politisk retning.
Et slogan var '25 års nyliberalisme er nok!'.
I praksis fungerede dette som støtte for centrum-venstre koalitionen, men ved at fokusere på politik frem for partier signalerede man meget klart, hvor loyaliteten lå. Med andre ord skulle ingen politiske partier tage støtte for givet.

Det politiske skifte
Det lå klart allerede før valget at Sosialistisk Venstreparti - i strid med sig eget program - ville respektere såvel det norske medlemskab af NATO som medlemskabet af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) . Dette var en forudsætning for dannelsen af en centrum-venstre regering.
Mere forbavsende var det, at SV også accepterede at skatterne ikke måtte øges over niveauet i 2004.
Bortset fra disse begrænsninger førte partierne en kraftig kampagne for nødvendigheden af et politisk skifte, og den regeringserklæring, der blev resultatet af de tre partiers forhandlinger efter valget, var faktisk en overraskelse for ikke så få af os.
Allerede i løbet af valgkampen lancerede partierne nogle få vigtige løfter om konkrete ændringer og disse løfter blev afgørende for succes`en. Disse konkrete løfter blev i vid udstrækning en del af den senere regeringserklæring, der blandt andet fastslog en fuldstændig tilbagerulning af arbejdsmarkeds-lovgivningen, der var blevet alvorligt undermineret af den forrige regering.
Det samme gælde anti-privatiserings politikken. Erklæringen siger ganske enkelt nej til privatisering og konkurrence-udsætning af kerneopgaverne i offentlig velfærd og service (undervisning, sundhed).
På visse områder var erklæringen endog bedre end forventet.
Den signalerede langt mere aktiv, offentligt medejerskab i afgørende selskaber og en politik til styring af markedet. Offentligt medeje af de tidligere nævnte Statoil og Telenor vil ikke blive yderligere reduceret. Offentlig kontrol med strategisk vigtige vandkraft-resurser vil blive sikret. Det offentlige postvæsen bliver ikke privatiseret. Fattigdom skal afskaffes. Feriebetaling til arbejdsløse skal forbedres (eller rettere genindføres, eftersom det var blevet afskaffet af den forrige regering).

Også Udenrigspolitik
Også på det udenrigspolitiske område kom regeringserklæringen med vigtige ændringer. Norske soldater blev trukket tilbage fra Irak, og regeringen vil 'ikke forny norsk deltagelse i Operation Enduring Freedom, når mandatperioden for disse styrker udløber' . På den anden side ville man 'forstærke norsk deltagelse i ISAF i Afghanistan', noget det blev mødt med utilfredshed i fredsbevægelsen.
Omkring udviklings-politikken sagde regeringen at den ville 'arbejde for at sikre, at multilateral hjælp i stigende omfang blev overført fra Verdensbanken til udviklingsprogrammer og nødhjælps-foranstaltninger styret af FN. Norsk hjælp skal ikke gå til programmer, der indeholder krav om liberalisering og privatisering'. Tillige ville den ny regering 'gennemgå og revurdere alle betingelser Norge har sat for udviklingslande omkring liberalisering af service-sektoren i forbindelse med GATS-forhandlingerne', ligesom 'man vil arbejde for at sikre, at Norge støtter udviklingslandenes krav om genforhandling af TRIPS-aftalen om intellektuel ejendomsret'.

Fra ord til handling
Så snart regeringen overtog magten begyndte den at virkeliggøre løfterne fra valgkampen.
Arbejdsmarkedsloven blev genetableret. En omfattende, lige akkurat startet, privatisering af jernbanerne, der lige var påbegyndt af den tidligere regering, blev øjeblikkelig stoppet. En netop vedtaget lov, der åbnede op for omfattende privatisering af skoler blev trukket tilbage. Alle norske GATS-krav til de mindst udviklede lande såvel som krav til udviklingslande vedrørende undervisning samt vand- og energiforsyning blev trukket tilbage.
Der forventedes ingen radikale ændringer af stats-budgettet for 2006, da dette var blevet forberedt af den tidligere regering, og den nye regering kun havde et par uger til at komme med nogle få justeringer. Men regeringen fandt dog plads til en styrkelse af de offentlige velfærdsydelser ved at øge tilskuddet til kommunerne.
På den anden side indførte man også skattelettelser for nogle velhavere, noget der mødte stærk kritik fra norsk LO.
Så vidt jeg kan se - når man lige ser bort fra ovennævnte skattelettelse - er den nuværende norske regering den eneste regering i Europa, som har gjort noget lignende i de sidste 20-25 år med hensyn til anti-nyliberal politik.
Så hvad er problemet?

Problemerne
Der er masser af problemer.
Regeringen levede op til de kerneløfter, der blev givet i valgkampen som nævnt ovenfor ('morgengaven' fra regeringen til vælgerne). Men efterhånden som tiden er gået, ser det ud til at centrum-venstre regering løb tør for energi blot få måneder efter sin tiltrædelse. Ingen af koalitionsparterne i regeringen bruger bevidst de bedste og mest radikale tiltag i erklæringen i deres arbejde. Man kunne i de mindste have forventet, at Sosialistisk Venstreparti ville have gjort det, men tværtimod har også dette parti bidraget til at svække de bedste dele af regerings-erklæringen.
Et godt eksempel på dette er det svar, som finansministeren (SV) gav på et spørgsmål i Stortinget stillet af et medlem fra de konservative omkring den norske politik overfor IMF og Verdensbanken. En del af hendes svar lød som følger: 'Regeringen er imod ideologisk baserede krav om liberalisering og privatisering i IMF programmerne, hvis de ikke er rettede mod udvikling og fattigdoms-reduktion eller en del af arbejdet med at bekæmpe korruption'.
Den del af udtalelsen som jeg her har kursiveret er en modifikation, som ikke er nævnt i selve regeringserklæringen, og er i realiteten udtryk for, at man har overtaget IMF/Verdensbankens sprogbrug.
I andre ministerier er situationen endnu værre.
AP`s Arbejds-, indvandrings- og integrationsminister, der er tæt knyttet til statsminister Stoltenberg har stort set ikke foretaget nogen ændringer i den foregående højreregerings indvandrings- og socialpolitik. Den 'velfærd-til-arbejde'-politik, som centrum-venstre regeringen fører, repræsenterer ikke støtte til de fattige og arbejdsløse, men et angreb på dem.
Ministeren for handel og industri (også AP) har, i det mindste indtil videre, ikke gjort nogen overbevisende forsøg på at gribe ind i markedsøkonomien eller aktivt udnytte offentligt eje i selskaber til at nå politiske mål. Udenrigsministeren (AP) følger den samme fordrejede USA-venlige politik i forbindelse med Israel/Palæstina-konflikten som den forrige regering 1). Selv tilbagetrækningen af GATS-kravene overfor udviklingslandene viste sig at være en enlig svale, en engangs indrømmelse til den radikale venstrefløj. Det ser nemlig ud som det er 'business as usual' i de igangværende WTO forhandlinger.
Ministeren for international udvikling (SV) underminerer den Verdensbank-kritiske holdning i regeringens egen erklæring. Måske finder vi forklaringen i en redegørelse til Stortinget som opsummerede således: 'det et land behøver for at komme ud af fattigdommen er: det har brug for fred; det har brug for stærk, velfungerende stat som sikrer ligelig fordeling af velstanden; det har brug for en åben, markedsbaseret økonomi; det må fokusere på uddannelse; og det har brug for ressourcer, der kan tilvejebringes gennem udenlandsk investering og udviklingshjælp' (min kursivering).

Ingen strategi
Det vi oplever, er at Sosialistisk Venstreparti helt klart ikke har nogen strategi for, hvordan det skal udnytte sin regeringsdeltagelse til at styrke de socialistiske positioner og i det lange løb ændre magtbalancen. Ej heller prøver partiet at styrke forbindelserne til fagbevægelsen eller andre sociale bevægelser udenfor parlamentet i et forsøg på at forstærke mere radikale politiske løsninger.
Partiet synes endog ude af stand til at forsvare de bedste dele af regeringserklæringen. Hvad der er endnu værre er, at dette ikke bare er isolerede politiske 'fejltagelser' - det er et udtryk for Sosialistisk Venstrepartis politiske niveau i regeringen.

Magten er flyttet
Ingen i centrum-venstre regeringen i Norge synes at være klare over de helt specifikke udfordringer det indebærer at være regering i nyliberalismens tidsalder.
Det der er sket i Norge såvel som internationalt i de sidste mere end 20 år er en omfattende overførsel af magt fra de demokratisk valgte organer til markedet. Det vil sige regeringerne har mistet magt.
Enhver regering, der ønsker at gennemføre en radikal velfærdspolitik under disse omstændigheder, har derfor brug for en stærk social bevægelse udenfor parlamentet for at kunne udfordre kapitalens øgede strukturelle magt. Der er desværre ikke nogen social bevægelse med sådan en magt i Norge i dag, og hvad værre er - der er ingen bevidsthed i den siddende regering om behovet for en sådan bevægelse. Tværtimod får vi at vide af officielle repræsentanter for koalitionspartierne, at vi skal forholde os rolige, være tålmodige og give regeringen mere tid snarere end at 'skabe problemer for den' ved at kritisere eller mobilisere for mere radikale løsninger.
Nogle af regeringens beslutninger lige efter magtovertagelsen ('morgengaven') var meget vigtige, ingen tvivl om det. Men de går ikke langt nok og følges ikke op på en måde, der kan skabe entusiasme blandt arbejderne og befolkningen i al almindelighed. Den optimisme og energi, som blev udløst af valgkampen og regeringserklæringens løfter om en ny politik, der går imod privatisering og som fremmer offentlig service, ser derfor ud til at være forsvundet.
Efter valget har det højre-populistiske parti Fremskrittspartiet draget størst fordel af denne situation. Det opnår nu en tilslutning på 30-35 procent i opinionsmålingerne mod en tilslutning på 22 procent ved det seneste valg.

Vigtigste svaghed
Mangel på forståelse for dette politiske fænomen er nok den vigtigste svaghed i centrum-venstre koalitionen og på venstrefløjen i almindelighed. Den aktuelle utilfredshed blandt arbejdere og befolkningen generelt ser ud til at være meget vanskelig at tolke. Socialdemokraterne siger ofte at 'jo mere folk får - jo mere utilfredse bliver de' - som om de led af en slags dekadence, eller som var det resultatet af for stor rigdom. Intet kan være mere forkert.
Den sociale og økonomiske årsag til utilfredsheden i befolkningen er tæt forbundet med den nyliberalistiske økonomi - med den uregulerede kapitalisme, der stadig øger udbytningen af arbejderne, reducerer deres indflydelse på arbejdspladsen, fremmedgør dem med hensyn til arbejdsprocessen såvel som overfor samfundet i almindelighed (husk Margaret Thatchers udsagn: 'der findes ikke noget, der hedder samfundet') og gør livet mere usikkert, socialt så vel som økonomisk.
'Brutaliseringen af arbejdet' er det udtryk, som vi her i Norge har knyttet til dette fænomen, og det er formentlig hovedårsagen til den voksende utilfredshed, som nu udnyttes kynisk og med succes af de højreorienterede populist-partier.

Højrepopulister fisker
Selvfølgelig muliggøres denne udnyttelse fra højrefløjens populister i høj grad af mangelen på partier på venstrefløjen, der forstår denne situation, tager folks utilfredshed alvorligt, og er i stand til at politisere den, og som er i stand til at kanalisere den ind i organiseret kamp mod fremmedgørelse, udbytning og udstødelse - for et socialt, retfærdigt og solidarisk samfund.
Med venstrepartiet (SV) som deltager i en centrum-venstre koalitions-regering kan dette problem faktisk blive værre, eftersom der næsten ikke er nogen opposition på venstrefløjen, der kan opfange og politisere denne misfornøjelse (jeg føler mig ikke sikker på at Sosialistisk Venstreparti ville være i stand til at klare denne opgave, selv om de ikke var med i regeringen).
Højrefløjs-populisterne fremstår således som det eneste anti-establishment og systemkritiske alternativ, medens centrum-venstre regeringen administrerer og forsvarer den eksisterende orden. Den igangværende svækkelse og underminering af det nordiske velfærdssamfund erkendes og forstås næppe af centrum-venstre partierne i Norge, end ikke af Sosialistisk Venstreparti.
Det enorme skifte i magtbalancen, som er sket de sidste godt 20 år, og den nyliberale ordens aktuelle herredømme vil ikke blive ændret væsentligt i Norge af den nye regering alene.
De ny magtrelationer på specielt arbejdsmarkedet vil derfor fortsat skabe magtesløshed og utilfredshed blandt arbejderne. Denne udvikling kan kun vendes, hvis venstrefløjen kan skabe en situation, hvor arbejdere og den brede befolkning oplever, at de er en del af en reel frigørelseskamp, en kamp som centrum-venstre regeringen i Norge øjensynligt hverken har intentioner om eller evner til at sætte i gang.

Konklusioner
For det første er der ingen tvivl om, at det var korrekt at den ikke-sekteriske venstrefløj støttede centrum-venstre koalitionen i Norge under valgkampen, eftersom det var det eneste realistiske alternativ til den tidligere konservative/nyliberale regering. Der er heller ingen tvivl om, at de opnåede resultater ('morgengaven') er af stor værdi. De er hovedsagelig af defensiv karakter, men vigtige for udviklingen af magtbalancen - ikke mindst på arbejdsmarkedet.
Ikke desto mindre rækker de problemer, der her er taget op, længere ud - til spørgsmålet om, hvorvidt venstrefløjspartier skal deltage i denne form for koalitions-regeringer eller ej, eller hvad forudsætningerne for et sådant skridt skal være. Problemet er om dette vil tjene en langsigtet socialistisk strategi, og det er et helt andet og klart vanskeligere spørgsmål at besvare.
I denne forbindelse skal vi huske på, at dannelsen af den ny centrum-venstre koalition i Norge var afgørende for en indsprøjtning af ny optimisme og energi i den brede venstrefløj. Det var situationen selv om de tre partier ikke drev valgkamp fra en fælles politisk platform, men nøjedes med at begrænse sig til en hensigtserklæring om at formålet var at danne en koalitionsregering. En hensigtserklæring er imidlertid ikke det samme som en beslutning om at indgå i en regering. Beslutningen må afhænge af indholdet i den fælles regeringserklæring, som forhandles mellem de involverede partier.

Kritisk støtte
Min overvejelse er derfor, at de konkrete politiske resultater der indtil nu er opnået under den nye regering sandsynligvis også kunne være nået, hvis Sosialistisk Venstreparti havde stået udenfor regeringen.
For et venstrefløjsparti kan passiv men kritisk støtte til en centrum-venstre regering - som 'det bedste af to muligheder' - ofte være et bedre valg end et gå ind i regeringen. Det giver langt større manøvremulighed og mulighed for at stå fast på de primære positioner og mere radikale løsninger end de ofte udvandede kompromiser, der kan opnås i en regering.
På den anden side ville det have været vanskeligt for SV at forklare og forsvare et politisk brud med koalitionen, når man tænker på de overraskende mange radikale punkter i den regeringserklæring, der forhandledes på plads i efteråret 2005.
Set fra et socialistisk synspunkt har det da heller ikke været regeringserklæringen, der har været det store problem siden regeringsdannelsen, men derimod SV`s manglende evne til at forsvare og bruge de bedste dele af erklæringen - en manglende evne til at lade sin deltagelse i regeringen være styret af en langsigtet socialistisk strategi og til at søge støtte i fagbevægelsen og andre sociale bevægelser.
Partiets politiske svagheder blev klart udstillet allerede under valgkampen, hvor mange af os med forbløffelse var vidne til, at partiet modificerede sit eget politiske program på område efter område, når det det blev angrebet af politiske modstandere og de toneangivende medier.

Fire betingelser
Selvfølgelig skal socialistiske partier søge alliancer med andre partier, også gå i regering, hvis det kan medvirke til at ændre magtbalancen i samfundet. Imidlertid må visse forudsætninger være på plads, før man kan danne sådanne koalitionsregeringer. Kun konkrete forhandlinger med andre partier kan i sidste ende afgøre, om de politiske forudsætninger er opfyldt på tilfredsstillende vis.
Baseret på erfaringer indtil nu med Sosialistisk Venstreparti i den norske regering kombineret med andre erfaringer med centrum-venstre regeringer i Europa de sidste godt 20 år, vil jeg afslutte med de fire minimumsbetingelser:
1) Et socialistisk venstrefløjsparti skal selvfølgelig overhovedet ikke gå ind i en koalitionsregering, hvis denne regering ikke er modstander af privatiseringspolitik - på det nationale plan såvel som internationalt. Et andet minimumskrav er, at en sådan regering skal forsvare, ikke angribe, fagforenings- og arbejderrettigheder. Ej heller kan den deltage i imperialistiske krige.
2) Partiet må lade sin deltagelse i regeringen være ledet af langsigtede socialistiske visioner og strategier. Det må også være i stand til løbende at vurdere om dets regeringsdeltagelse tjener disse langsigtede mål og være i stand til at bryde ud af regeringen, hvis dette ikke er tilfældet.
3) Under de aktuelle forhold er der ingen mulighed for gennemføre en konsekvent anti-nyliberal politik fra regeringsside uden eksistensen af stærke folkelige bevægelser (herunder fagbevægelsen) udenfor parlamentet. Det er nødvendigt at have partier i regeringen, der både forstår nødvendigheden af sådanne bevægelser, og som er i stand til at danne fælles front med dem.
4) Regeringserklæringen og regeringens handlinger må rette sig mod almindelige menneskers problemer, usikkerheder og bekymringer. Deres misfornøjelse med den aktuelle udvikling skal tages alvorligt. Regeringens program må udfordre de eksisterende magtstrukturer, begrænse kapitalens magt, omfordele velstanden og udvide demokratiet. Kun en regering, der gennem konkrete økonomiske og sociale reformer er i stand til at skabe begejstring blandt arbejdere og almindelige mennesker, har en chance for at inddæmme højrefløjens populismen. Tidligere erfaringer viser, at kun i en situation hvor arbejdere og almindelige mennesker oplever, at de er del af en reel frigørelseskamp, er det muligt for venstrefløjen at opnå succes i en regering.

En fjerdedel
Af disse fire forudsætninger er kun den første, mere eller mindre, opfyldt i norsk sammenhæng. Situation er derfor langtfra lovende.
Den mest afgørende og succesfulde erfaring i den nuværende situation er den voksende uafhængighed, som fagforbundene og de sociale bevægelser har udviklet overfor de politiske partier.
Den vigtigste opgave for den radikale venstrefløj i Norge i dag er derfor at opbygge alliancer af sociale bevægelser og ngo`er - kræve og mobilisere for en langt mere radikal politik fra regeringens side. Sådanne alliancer må selvfølgelig ikke være befængt med misforstået parti-loyalitet.

En politisk kamp
Det har ingen mening at moralisere over et venstrefløjspartis opførsel i en regering, selvom vi tror, at det underminerer socialistiske positioner. Der er dybtliggende årsager til at et parti handler som det gør, baseret på dets oprindelse, dets historie og traditioner, dets sociale basis såvel som niveauet for den sociale kamp i det samfund, som det agerer i.
Hellere end at moralisere og forsøge at fortælle det parti det handler om, hvad det skulle have gjort anderledes, må vi prøve at analysere og forstå, hvorfor det handler, som det gør, og derefter kritisere dets fejl og bruge vor erfaring og viden til at afgøre om det aktuelle venstrefløjsparti i regeringen er det parti vi har brug for, hvis et socialistisk samfund stadig er vort mål.
Der er endnu for tidligt at drage endegyldige konklusioner om erfaringerne med et venstrefløjsparti i den norske regering.
Det er imidlertid overordentlig sandsynligt, at 'succesen' for centrum-venstre koalitionen, i værste fald, ender med en politisk katastrofe ved næste valg med dannelse af en højrepopulistisk/nyliberal regering, og det mest venstreorienterede parti som den store taber.
Sceneriet er allerede velkendt. En centrum-venstre regering i nyliberalismens tidsalder er i sandhed ikke noget teselskab.
Situationen kræver flere radikale, ikke-sekteriske løsninger. Det ser imidlertid ud til at vi selv må skabe disse løsninger i fagbevægelsen og de sociale bevægelser eftersom ingen politiske partier synes at være i stand til at tage denne opgave på sig i dag. Øget pres nede fra er øjensynligt vejen frem.

Asbjørn Wahl holdt dette indlæg på et seminar ved Europas Sociale Forum i Athen den 5. maj 2006. Du kan finde flere artikler og taler af Asbjørn Wahl på www.velferdsstaten.no

*) Da emnet er meget følsomt i forhold til partipolitisk loyalitet, finder jeg det rigtigt at understrege, at jeg ikke er medlem af nogen af de politiske partier i den norske regering - og heller ikke af andre politiske partier. Jeg har i hovedsagen arbejdet i den norske fagbevægelse de sidste 25 år, og anser mig selv for at være socialist. Jeg deltog i kampagnen for den nuværende norske regerings-koalition, både for at få den tidligere nyliberale regering erstattet af et bedre alternativ og for at prøve at opbygge en bevægelse, der er tilstrækkelig stærk til at udøve pres på den centrum-venstreregeringen.

Overskrifter er indsat af redaktionen.

Noter:
1) Efter at Wahl skrev denne redegørelse har den norske regering faktisk anerkendt den palæstinensiske samlingsregering og genoptaget økonomisk støtte til selvstyret.