Det var ikke det selvreflekterende demokrati, der prægede grundlovsdagen. Det var talerne om personlig frihed og ytringsfrihed

Fjolserne ødelagde det for alle os andre. Først Poulsen med en mavepuster til svenskeren. Siden dansk/svenskeren, der entrede grønsværen for at gøre det tydeligt for dommeren, at han var på afveje.
Nationens forargelse var forståeligt nok stor. Blandt de ansvarlige politikere mærkede man frygten for den internationale reaktion. Endnu en skamplet blandt skampletterne på Danmarks ellers enestående gode ry.
Nu var det jo kun fodbold - trods alt. Men reaktionerne var voldsomme. Selveste Justitsminister Lene Espersen gik hurtigt på banen med krav om strenge sanktioner mod spilleren og interventionisten. Hun taler samtidig om, at sportsidoler er rollemodeller for unge foldboldspillere.
Lene Espersen er åbenbart selv en rollemodel, for vicepolitikommissær Flemming Steen Munch var hurtigt ude med krav om, at der skulle statueres et eksempel, for Poulsens mavepuster var nok til at give 30 dage på vand og brød.
Politiet har også modtaget en række anmeldelser. Chefpolitidirektør Per Larsen måtte dog køle apparatet lidt ned og sagde, at det skulle vurderes, 'om Christian Poulsen overhovedet kan blive dømt for vold. Og kan han ikke det, så rejser vi ikke sigtelse'. Det kan han heldigvis nok have ret i.
Nok er det kun fodbold, men sagen er også politisk. For hvad er det for reaktioner?
Først går justitsministeren ind med sin autoritet og maser den ind i sportens verden. Politichefer hører signalet og går i aktion, som den mest selvfølgelige ting af verden. Det viser i al fald et par ting.
For det første gøres 'Nultolerance' til et universelt princip, der gælder alle vegne. Hvad, ordensmagten skal blande sig i, er uden ende. For det andet er afstanden mellem den besluttende og den udøvende magt blevet kort. Politiet agerer og reagerer på politiske signaler.
Den flydende retstilstand der siver ind i samfundets porer, forhindrede ikke en stribe grundlovstalere om det grundlæggende princip om adskillelse mellem den besluttende, dømmende og udøvende magt.
Det var ikke det selvreflekterende demokrati, der prægede dagen. Det gjorde derimod talerne om den personlige frihed og ytringsfriheden. Og hvad skal de så bruges til?
Statsministeren tog straks for sig af sin frihed. På grundlovsdagens grønne grønsvær fejede han ombudsmandens afgørelse til side, efter at denne havde tilkendegivet, at Fogh skulle lade sig interviewe om Irak-krigen af journalisten Bo Elkjær - eller i det mindste give en saglig begrundelse.
- Jeg må sige, at det hører klart inden for rammerne af min personlige frihed, hvem jeg vil snakke med. Der findes ytringsfrihed i dette land' sagde Fogh.
Det er nu et temmelig alvorligt skridt - en ordentlig mavepuster til ombudsmanden Hans Gammeltoft. Men hvem skal dele de røde kort ud? Hvem løber ind på banen?
Justitsministeren mener, at rollemodellerne har et særligt ansvar. Er Fogh da hvem som helst? Nej han er endnu statsminister og i høj grad en rollemodel - ikke mindst for hans egne ministre.
Den arrogance, vi ser fra Fogh, er begyndt at brede sig og er en afgørende del af fundamentet for Fogh-regeringens magtpolitik.
Selvom Fogh selv har besluttet at gøre Danmark til en del af koalitionen, selvom aktionen er fuldstændigt mislykkedes, og Irak er i opløsning, og selvom det nu gentager sig i Afghanistan, nøjes minimal-demokraten Fogh med kommentaren:
- Jeg har ikke yderligere at tilføje.
Fjolset på banen var bagefter brødebetynget og undskyldte sine handlinger klart og tydeligt. Det samme gjorde Poulsen.
De har erkendt egne fejl. Men det er jo trods alt kun foldbold. Sådan noget sker på foldboldbanen. Sjældent udenfor.