kanonmani er ren ideologi og magtpolitik, der tenderer totalitarisme.

Regeringens kanontorden fortsætter. Endnu et felt er kaldt til orden. Nu er det demokratiet, der skal have sin kanon, så vi kan lære, hvad der er op og ned, frem og tilbage i vores historie. Projektet blev sat i søen i torsdags af statsministeren.
Projektet sælges som et oplysningsprojekt, men er dybt politisk. Regeringens kanonmani er ren ideologi og magtpolitik, der tenderer totalitarisme. Som ved de andre kanoner starter projektet med en kamp om bemandingen af kanon-udvalget. Resultatet afhænger i høj grad af, hvem der bestemmer. Dernæst bliver det en kamp om, hvad der er de vigtige demokratiske milepæle. Til sidst besluttes, hvad der er vigtige begivenheder og vigtige principper for os. Basta.
Historikeren Ove Korsgaard er med i kanonredaktionen. Han foreslog selv sidste år demokratikanonen. Hans foreslag til kanoniseringer ser ud til at få gode kår, når man ser sammensætningen af kanon-komiteen.
Først på listen er Saxos Danmarkshistorie fra 1210. Man kan undre sig over, hvorfor den er et slag for demokratiet. Jyske Lov, der indledes med, at den egentlig ville være overflødig, hvis folk blot ville opføre sig ordentligt, var dog et stykke arbejde.
Flere Grundtvig-tekster er på banen, selvom han mente, at oplyst enevælde var bedre end demokrati og i øvrigt stemte mod grundloven i 1849. Der er også lidt til Socialdemokratiet, da 'Danmark for folket' fra 1934 og Jens Otto Krags aftrædelsestale i Folketinget 3. oktober 1972 er med. Det er lutter dokumenter, som for historikere er kilder, der bibringer den opfattelse, at det er herfra, historien bevæger sig. Sandheden er dog, at det er kampe i samfundet, der fører til papir og formelle beslutninger.
Der vil opstå en livlig polemik. CEPOS har allerede foreslået den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776. Martin Ågerup synes den skal med, 'fordi den på utrolig klar vis med syv ord - Life, Liberty, and the pursuit of Happiness - (liv, frihed og stræben efter lykke, red.) beskriver de centrale frihedsrettigheder'.
Ja det er smukt og godt. Men der står også: 'Når som helst nogen regeringsform bliver ødelæggende for disse formål, er det folkets ret at ændre eller ophæve den og at indsætte en ny regering, baseret på sådanne grundsætninger og med magtbeføjelser organiseret på den måde, som efter dets opfattelse mest sandsynligt vil bringe dem sikkerhed og lykke.'
Der fortsættes lidt længere nede: '! al erfaring har vist, at menneskeheden er mere tilbøjelig til at lide, så længe onderne er til at bære, end til at skaffe sig ret ved at afskaffe de vante former. Men når en lang række misbrug og overgreb, der alle sigter mod det samme mål, røber en plan om at bringe dem ind under et fuldstændig despotisk styre, er det deres ret og pligt at skaffe sig af med en sådan regering og sørge for nye vogtere af deres fremtidige sikkerhed.'
Erklæring viser, at folk gennem tiden har gjort sig deres erfaringer. På den måde er vores historie en lang række af forløb og begivenheder med landvindinger og nedture.
En demokratikanon bør handle om selve kampen, borgernes kamp. Først for overhovedet for at blive borgere og dernæst at tage sine rettigheder og for retten til at bygge samfund.
Denne stræben er fundamental og skal med i demokrati-kanonen. Det er en ret, der ikke er givet af nogen eller af Gud, og den er ikke formel. Den kan kun tages, sådan har det altid været - klassekampen er demokratiets motor.