Det er fundamentalt bemærkelsesværdigt, at Fogh Rasmussen fortsat ikke kan - eller vil - se oliens rolle. Der burde være en lov mod statsministre med tørklæde for øjnene

Det er ikke altid det, der fylder mest i medierne, der har den største betydning. Med få undtagelser har den frie presse taget et tørklæde for øjnene.
Hvad er så det, der er vigtigt? - Mellemøsten og olien. Først på året vedtog Iraks regering en olielov. Den er nu oversendt til parlamentet til godkendelse.
Lokale folk har en god næse. Allerede i 2003 gav kun en procent af Iraks befolkning i en Gallup-undersøgelse udtryk for at de mente, at Bush-regeringens begrundelse for at invadere Irak gik ud på at skabe demokrati. Fire procent mente, at det var for at hjælpe det irakiske folk. 43 procent sagde, at USA ønskede at røve Iraks olie.
Loven vil gøre det muligt for de amerikanske olieselskaber at overtage kontrollen med Iraks olie. USA's og IMF`s repræsentanter har været stærkt involverede i udarbejdelsen. Forslaget er lavet på engelsk og først meget sent oversat til arabisk og sendt til parlamentets medlemmer. Der er sprængstof i olieloven.
Irak har verdens tredjestørste oliereserve. Det vurderes tilmed, at reserverne er betydeligt større end hidtil antaget, fordi der ikke har været efterforsket i en årrække, som det har været tilfældet i andre lande, hvor der løbende gøres nye fund. Og Iraks olie er værdifuld. Det koster mindre end en dollar at udvinde en tønde, som kan sælges til 50 dollar.
Der er flere vigtige forhold i loven. For det første får de udenlandske olieselskaber langtidskontrakter på op til 25-30 år. I Saudi Arabien, Kuwait og Iran er der tale om langt strammere kontrakter, der sikrer en betydelig større andel af olieindtægten til landene.
For det andet svækkes central-regeringen tilsyneladende. Især kurderne har presset hårdt på for at få lagt kompetence ud til de regionale myndigheder, så de kan indgå kontrakter og beholde pengene. Den centrale styring bliver bureaukratisk og svag.
For et land, hvis økonomi er baseret på olie, er det indlysende, at en regionalisering vil være begyndelsen til enden på den irakiske enhed. Olien ligger i nord i kurdernes område og i syd i det shiamuslimsk dominerede område. Hos sunnierne i det centrale Irak er der ingen olie. Olien kan med andre ord blive den kraft, der kan trække Irak i tre dele. Der er mange i Irak, der modarbejder forslaget til en olielov. De irakiske oliearbejdere har således varslet strejker, hvis der overlades for megen kontrol til de udenlandske selskaber.
Der er ingen tvivl om, at USA spiller en stor rolle i forhold til olieloven. Men spørgsmålet er, om ikke også denne del af Irak-operationen er gået galt. Oprindeligt var udgangspunktet for krigen i Irak at sikre sig kontrol med olien. Som situationen er nu, kan dette kun opnås ved en fortsat massiv militær tilstedeværelse.
Opblusningen af regionale konflikter i Irak, har på den ene side givet manøvremuligheder for USA, men samtidig er Washington havnet i en situation, der er ude af kontrol. Er USA for en opløsning, eller er USA alligevel for en enhedsstat, som Washington siger?
Under alle omstændigheder er taberne det irakiske folk, som må se sine nationale interesser fordufte i regionale modsætninger og rigdommene gå til udenlandske koncerner, hvis de kan få dem op af jorden.
Det er temmelig tydeligt, hvad Irak-krigen har handlet om. Alligevel spiller olien i den sammenhæng ingen rolle, når den danske regering taler om sin rolle og sine interesser i Irak. Det er fundamentalt bemærkelsesværdigt, at Fogh Rasmussen fortsat ikke kan - eller vil - se oliens rolle. Der burde være en lov mod statsministre med tørklæde for øjnene.