Besættelsen står i vejen for fred og demokrati i Irak
fra Enhedslisten
Den danske regering og Dansk Folkeparti har stukket halen mellem benene og efter folkeligt pres besluttet at trække de fleste danske tropper hjem fra Irak. Men opgive sin støtte til Bush` og Blairs krig i Irak vil regeringen ikke. Danmark vil fortsat have militær i landet i form af helikoptere og deres mandskab.
Alle rapporter fra det sydlige Irak, hvor tropperne har opholdt sig, dokumenterer, at dette ikke skyldes, at sikkerhedssituationen i det sydlige Irak er blevet bedre. Selvom Foghs aggressive politik på denne måde har lidt et eklatant nederlag, fortsætter hans regering ufortrødent den hidtidige udenrigspolitiske linje ved i stedet at sende flere tropper til Afghanistan. Og samtidig har USA oprustet sin militære tilstedeværelse i Irak.
Situationen i Irak bliver værre og værre. Sammenstød mellem besættelsestropper og oprørsgrupper, mellem irakiske væbnede grupper indbyrdes og utallige overgreb på civile er et billede på et land i krig og i borgerkrig på samme tid. En beslutning om tilbagetrækning af tropperne kunne vende den onde skrue, men koalitionens frontfigurer, Bush, Blair og Fogh, klamrer sig til det militære svar på den katastrofale situation.
En tilbagetrækning ville svække især USA`s greb om Irak, herunder den irakiske olie, som amerikanske selskaber nu har fået de afgørende koncessioner til, og derfor er det eneste svar, vi hidtil har set på det blodige kaos i Irak, fra USA`s side, et militært svar. Mere benzin på bålet, selvom det er åbenlyst, at koalitionens tropper fra besættelsens første dag, har gjort situationen værre.
Besættelsen har styrket stærkt reaktionære, islamistiske grupperinger, der sammen med tilhængere af det gamle regime udgør næsten hele den væbnede modstand i Irak. Disse grupper står for mord på titusinder af irakiske civile, hvis eneste 'forbrydelse' var, at de enten tilhørte en anden islamisk hovedretning, at de var homoseksuelle, intellektuelle, palæstinensere, eller blot tilfældigvis befandt sig på det forkerte sted.
Modstandsbevægelsen i Irak består af flere strømninger. Fra de stærkt reaktionære og religiøse kræfter, der kæmper for et fundamentalistisk Irak, til de progressive grupper der yder aktiv modstand mod besættelsen både med militære og fredelige midler.
Enhedslisten allierer sig med de dele af modstandsbevægelsen, der både kæmper imod besættelsen og kæmper for den irakiske befolknings ret til social, demokratisk og økonomisk udvikling.
Svaret fra progressive kræfter, herunder venstrefløjen herhjemme og internationalt, på tragedien i Irak er derfor at satse på en sejr for de progressive dele af modstandsbevægelsen. Enhedslisten støtter aktivt arrangementer og initiativer, der arbejder med denne målsætning. Enhedslisten har et projekt, som skal styrke betingelserne for fremvæksten af bevægelser i Irak, der kan udgøre rygraden af demokratiseringen af landet. Det projekt er især udtrykt i et forslag til fredsplan, som Enhedslisten har udarbejdet, og som vi i den kommende tid vil søge støtte til i den internationale fredsbevægelse, hvor mange har fremsat lignende forslag.
Fredsplanen rummer otte punkter:
1. De udenlandske tropper skal trækkes ud af Irak.
2. Der må ydes støtte til demokratiske og folkelige kræfter, herunder menneskerettighedsorganisationer og kvindeorganisationer, fagbevægelse og studenterorganisationer.
3. Omdirigering af militære midler fra koalitionsstyrkerne til civil genopbygning i Irak
4. Indkaldelse af en international fredskonference under FN.
5. Fredsproces under FN-overvågning.
6. Retsopgør med alle krigsforbrydere.
7. Frit valg for irakerne - også til at fravælge amerikanske selskaber, herunder på olieområdet
8. Dansk særindsats for civil genopbygning.
Vedtaget af Enhedslistens årsmøde den 4.-6. maj
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278