24 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tag politisk ansvar

Tag politisk ansvar

Lørdag, 21. april, 2007, 00:00:00

Hvor mange møder skal angribes, hvor mange indvandrere overfaldes, og hvor meget blod der skal flyde, før man sætter ind?

fra Antiracistisk Netværk Århus
Til Århus Byråd
Byrådet skal have ros for deres igangværende kampagne for at styrke forståelsen for respekt, dialog og tolerance. Men sideløbende med denne kampagne, der jo er en holdningsbearbejdende kampagne rettet primært mod folkeskoleelever, er det vigtigt, at der tages mere specifikt hånd om problemet med den højreekstreme vold.
Virkeligheden er den, at der skal yderligere initiativer til for at komme den højreekstreme og racistiske vold til livs. I den forbindelse bifalder vi Enhedslistens forslag herom.
Det er på høje tid, at byrådet tager et yderligere ansvar for at sætte en stopper for den slags. Så sent som i weekenden blev en bryllupsfest angrebet af personer med tilknytning til Dansk Front og White Pride. Endnu venter ofrene for angrebet på Café Oskar på retfærdighed.
Antallet af uopklarede sager er højt. Og vi må desværre konstatere, at der ikke er tale om enlig svale. Det harmonerer ikke godt med Århus som smilets by, at pressen jævnligt kan berette om endnu et overfald - hvad enten det er foregået her i byen eller på en tankstation i nærheden af Ringsted.
Vedtages forslaget ikke, må man spørge sig selv, hvor mange møder der skal angribes, hvor mange indvandrere overfaldes, og hvor meget blod der skal flyde fra ofrene for den højreekstreme vold, før man sætter ind? Også med andet end koncerter og holdningsbearbejdning, der - glimrende som det er - dog ikke kan stå alene.
Man bør ikke vente med at tage affære, men betragte forslaget som et supplement til den igangværende kampagne.
I sig selv er de racistiske og højreekstreme overgreb forfærdelige og beskæmmende. Samtidig er de en skamplet på Århus som en mangfoldig by. Vi skal helst være kendt for alle de gode ting, vi har og kan i vores by.
Men det kræver også, at byrådet kender sin besøgelsestid og tager ansvar for at gøre noget effektivt ved den racistiske og højreekstreme vold. Vi skulle helst være kendt som smilets by - ikke Danmarks 'nazi-hovedstad'.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. apr. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp