I Jerusalem vokser panikken ved udsigten til det sorte mareridt: At USA`s og Europas betingelsesløse støtte til Israels politik skulle blive taget op til revision

af Uri Avnery, 17.februar 2007
Skal indianerne partout anerkende De Forenede Staters ret til at eksistere?
Et interessant spørgsmål. - USA blev grundlagt af europæere, der invaderede et land, som ikke var deres, udryddede hovedparten af den oprindelige befolkning ('Rødhuderne') i et langvarigt folkedrab og udbyttede millioner af slaver, indfanget som kvæg og bortført fra deres afrikanske hjemland. For ikke at tale om, hvad der foregår i dag.
Skal en indianer da - eller nogen i det hele taget - anerkende en sådan stats eksistensberettigelse? Men ingen stiller dette spørgsmål. USA er bedøvende ligeglad med, om dets ret til at eksistere anerkendes eller ej.
Det krav stilles ikke til USA`s allierede. Hvorfor? Fordi det ville standse ethvert videre samarbejde.
Nuvel, De Forenede Stater er ældre end staten Israel, og landet et større og mere magtfuldt. Men heller ikke lande, som ikke er supermagter, forlanger et svar på et sådant spørgsmål. Det forlanges for eksempel ikke, at Indien anerkender Pakistans 'eksistensberettigelse', uanset at Pakistan blev oprettet samtidig med Israel og ligeledes på etnisk/religiøs basis.

Hvorfor skal Hamas anerkende Israel!
Så HVORFOR forlanges det da, at Hamas anerkender 'Israels ret til at eksistere'?
Når en stat 'anerkender' en anden stat, er det en formel anerkendelse. Det er en stadfæstelse af en eksisterende kendsgerning. Men det er ikke ensbetydende med en billigelse.
Man forlangte ikke, at Sovjetunionen skulle anerkende USA`s eksistensberettigelse som en kapitalistisk stat. Tværtimod lovede Nikita Krustjov i 1956 at 'begrave' USA. Og De Forenede Stater drømte da heller ikke på noget tidspunkt om at anerkende Sovjetunionen ret til at eksistere som en kommunistisk stat.
Så hvorfor stiller man da dette uhyrlige krav til palæstinenserne? Hvorfor skal de absolut anerkende Israels ret til at eksistere som en Jødisk stat?
Jeg er selv en israelsk patriot, men jeg har ikke behov for nogens anerkendelse af min stats ret til at eksistere. Hvis nogen er parat til at slutte fred med mig inden for de grænser og under de betingelser, der er nået enighed om, så er det fuldt tilstrækkeligt for mig. Historien, ideologierne og teologien overlader jeg til historikere, ideologer og teologer - det er ikke mit bord.
Måske har vi stadig - efter at Israel har eksisteret i 60 år, og efter at vi er blevet en regional magt - så lidt selvtillid, at vi konstant må kræve sikkerhed for vores eksistensberettigelse også fra alle de mennesker, vi har undertrykt i over 40 år? Måske er ghetto-mentaliteten stadig dybt rodfæstet i os?

En død sild
Men det krav, der nu stilles til den Forenede Palæstinensiske Regering, er på ingen måde seriøst. Det er simpelthen et politisk krav, ja, faktisk to:
a) At få det internationale samfund til nægte anerkendelsen af den palæstinensiske regering, som er under udformning - og:
b) At retfærdiggøre den israelsk regerings væring ved at indgå freds-forhandlinger med palæstinensernes regering.
Briterne kalder det en 'død sild' - det vil sige en stinkende fisk der bruges som afledning til at lede sporhundene på vildspor.
Da jeg var ung, plejede jøderne i Palæstina at tale om 'vores hemmelige våben': Den arabiske nej-politik. Hver gang vi fremsatte en fredsplan, var vi stensikre på et 'nej' fra arabisk side. Samtidig var den zionistiske ledelse imod ethvert kompromis, der kunne fastfryse den eksisterende situation og standse implementeringen af de zionistiske udvidelses- og bosættelsesplaner.
Men zionistlederne sagde sædvanligvis 'ja' og 'vi rækker hånden ud til fred' i den faste overbevisning, at araberne ville skrotte forslaget.

Arafat ændrede reglerne
Sådan havde det jo været i hundrede af år, indtil Yasser Arafat ændrede reglerne, anerkendte Israel og undertegnede Oslo-aftalen, som fastsatte, at forhandlingerne om den endelige grænsedragning mellem Israel og Palæstina skulle stadfæstes senest i 1999.
Disse forhandlinger er den dag i dag endnu ikke blevet indledt. Skiftende israelske regeringer har modsat sig, fordi de ikke under nogen omstændigheder var parate til at fastlægge endelige grænser.
Camp David mødet i år 2000 var useriøst. Ehud Barak deltog helt uforberedt, dikterede sine betingelser til palæstinenserne og afbrød dialogen - uden videre forhandling - da disse betingelser ikke blev accepteret.

Efter Arafats død
Efter Arafats død, blev det vanskeligere at afvise palæstinenserne. Arafat blev konsekvent beskrevet som terrorist, bedrager og løgner, mens alle accepterede den nye leder Mahmoud Abbas som en hæderlig mand, der nærede et sandt ønske om fred. Alligevel lykkedes det Ariel Sharon at undgå enhver form for forhandling med Abbas.
Denne ensidige udelukkelse bar frugt: Præsident Bush støttede ham helhjertet. Så blev Sharon ukampdygtig på grund af en hjerneblødning, og Ehud Olmert indtog hans plads. Og nu skete der noget, som vakte stor jubel i Jerusalem: Palæstinenserne valgte en Hamas-regering!
Heureka! Hamas var jo af både USA og Europa blevet udpeget som en terror-organisation! En del af den shiitiske Ondskabens Akse! ( Hamas er ikke shiitisk, men det kan vel være det samme!)
Hamas anerkender ikke Israel! Hamas prøver at eliminere Mahmoud Abbas - denne ædle fredsmager! Det står jo helt klart, at med sådan en bande ville det være fuldstændig nyttesløst at føre forhandlinger om fred og grænsedragning.
Og nu boykotter USA og EU den palæstinensiske regering og udsulter det palæstinensiske folk. De har stillet tre betingelser for at ophæve blokaden:
a) At den palæstinensiske regering og Hamas anerkender Israels eksistensberettigelse.
b) At palæstinenserne indstiller deres 'terroristisk virksomhed'.
c) At de implementerer de af PLO undertegnede aftaler.

Vestens Ensidige krav
Disse tre krav virker umiddelbart logiske, men er det på ingen måde - for de er aldeles ensidige:
Palæstinenserne skal anerkende Israels ret til at eksistere (uden nogen definition af grænsedragning forstås), men der er intet krav til den israelske regering om at anerkende den palæstinensiske stats ret til at eksistere.
Palæstinenserne skal indstille deres 'terrorvirksomhed', men der er intet krav til den israelske regering om at indstille sine militære operationer på palæstinensisk territorium og sætte en stopper for udbygningen af bosættelser.
Det står ganske vist i den berømte 'roadmap', men er blevet totalt ignoreret af alle inklusive USA. Det kræves af palæstinenserne, at de opfylder betingelserne, men samme krav er ikke stillet til den israelske regering, som har brudt så godt som alle Oslo-aftalens bestemmelser, blandt andet 'fri passage' mellem Gaza og Vestbredden, implementering af den tredje 'omgruppering' (tilbagetrækning fra palæstinensisk territorier) og anerkendelsen af Vestbredden og Gaza-striben som ét sammenhængende landområde, osv., osv..

Længes efter fred
Efter Hamas har vundet regeringsmagten, har dens ledere erkendt nødvendigheden af en mere fleksibel fremgangsmåde. De er meget lydhøre over for stemningen i befolkningen. Den palæstinensiske befolkning længes efter en afslutning på besættelsen og et liv i fred.
Derfor har Hamas skridt for skridt nærmet sig anerkendelsen af Israel. Deres religiøse doktriner forhindrer dem i at erklære dette offentligt, ligesom de jødiske fundamentalisters hager sig fast i Guds ord: 'Jeg har skænket dette land til Israels æt'. Men der sker en umiskendelig opblødning: Små skridt, men en stor revolution.
Hamas har erklæret sin støtte til oprettelsen af en palæstinensisk stat inden for 1967-grænserne - det vil sige ved siden af Israel, men ikke på israelsk grund, For få uger siden har eks-minister Kadura Fares bekræftet Hamas lederen Khaled Mashals tilsagn herom.
Hamas har givet Mahmoud Abbas fuldmagt til at forhandle med Israel og har forpligtet sig til at acceptere enhver aftale, som stadfæstes i et referendum. Abbas støtter klart oprettelsen af en palæstinensisk stat ved siden af Israel, langs den Grønne Linje. Det er uden for enhver tvivl, at hovedparten af den palæstinensiske befolkning vil stemme for en sådan aftale.

Uroen vokser i jerusalem
I Jerusalem vokser uroen. Hvis udviklingen fortsætter ad dette spor, kunne verden jo få det indtryk, at Hamas var blevet stueren, og - det forbyde Gud - så måske hæves den økonomiske blokade mod det palæstinensiske folk!
Og her kommer den saudiarabiske konge pludselig ind i billedet og forstyrrer Olmerts planer yderligere.
Kongen erklærede for nylig under et storstilet møde, på et af islams helligste steder, den blodige strid mellem de palæstinensiske sikkerhedsorganer for bilagt og gødede herved jorden for en nationalt forenet palæstinensisk regering.
Hamas på sin side forpligtede sig til at respektere de af PLO undertegnede aftaler, herunder Oslo-aftalen, som er baseret på en gensidig anerkendelse af staten Israel og PLO, som repræsentant for det palæstinensiske folk.
Kongen har på denne måde trukket palæstinenserne ud af omklamringen fra Iran, som Hamas uden andre alternative muligheder havde henvendt sig til - og har således bragt Palæstina tilbage til sunniernes familie (Iran er shiamuslimsk).
Da Saudi-Arabien er USA's vigtigst arabiske allierede, har det en ikke ringe betydning, når den saudiske konge i det Hvide Hus presser på for en løsning af det palæstinensiske spørgsmål.

Israels mareridt
I Jerusalem vokser panikken ved udsigten til det sorte mareridt: At USA`s og Europas betingelsesløse støtte til Israels politik skulle blive taget op til revision.
Den israelske reaktion kom prompte: 'Politiske kredse' i Jerusalem erklærede, at de umiddelbart afviste Mekka-aftalen.
Men så kom man på bedre tanker. Simon Peres, 'ja/nej væveriets' ubestridte ophavsmand, overbeviste Olmert om, at det stålsatte 'nej' måtte blødes op med et mere spiseligt 'nej'. Og så blev den 'døde sild' igen hentet frem fra fryseren: Det er ikke tilstrækkeligt, at Hamas anerkender Israel i praksis.
Israel insisterer nu på, at dets 'ret til at eksistere' også anerkendes. Det rækker ikke med en politisk anerkendelse - der kræves en ideologisk anerkendelse. Ifølge en sådan logik kunne man lige så godt forlange, at Khaled Mashal meldte sig ind i zionistbevægelsen.
Hvis man mener, at fred er vigtigere for Israel end ekspansion og bosættelser, må man hilse Hamas` ændrede standpunkt velkommen - således som det er udtrykt i Mekka-aftalen - og opmuntre til en fortsættelse ad denne vej.
Vi skylder en varm tak til Saudi-Arabiens konge, som nu har overtalt samtlige arabiske lande til en anerkendelse af Israel til gengæld for oprettelsen af en palæstinensisk stat langs den Grønne Linie.

Bush i dilemma
Men de, der modsætter sig en fredsslutning, fordi en sådan vil fastlægge Israels endelige grænser og sætte en stopper for yderligere udvidelse, for dem vil det være magtpåliggende at gøre alt, hvad der står i deres magt for at overbevise USA og Europa om vigtigheden af at fortsætte boykot af den palæstinensiske regering og blokade mod det palæstinensiske folk.
Condoleezza Rice har indkaldt til et møde med Olmert og Abbas i Jerusalem. - Amerika har et problem. På den ene side har USA brug for den saudiarabiske konge. Ikke alene sidder han på verdens største oliereserver - han er også USA`s vigtigste brik i den 'moderate sunnimuslimske blok'.
Hvis kongen fortæller Bush, at løsningen af det palæstinensiske problem er uomgængeligt for at svække den iranske indflydelse i Mellemøsten, vil hans ord have betydelig vægt. Hvis Bush planlægger et angreb på Iran, og det tyder en del på, er det vigtigt for ham at have de forenede sunni-muslimske landes støtte.
På den anden side spiller den pro-israelske (amerikanske) lobby - både den jødiske og den kristne - en afgørende rolle for Bush. Det er vitalt for ham at opnå det republikanske partis 'kristne fløjs' støtte, og denne fløj består hovedsagelig af indædte fundamentalistiske støtter for det ekstreme højre i Israel.
Så hvad skal Bush nu gribe og gøre? - Ingenting. For dette 'ingenting' har udenrigsminister Rice fundet et passende diplomatisk udtryk i den nyeste amerikanske slagordbog: 'Nye Politisk Horisonter'.
Måske har hun ikke reflekteret videre over disse ord, for horisonten er nemlig et symbol på et uopnåeligt mål.
Jo nærmere man kommer det, des fjernere bliver det.

Oversat af Nanna Brammer