Birgitte Fleischers 18-årige datter blev anholdt efter rydningen af Ungdomshuset. Nu sidder hun varetægtsfængslet i Sandholmlejren, efter en farce af et retsmøde, som moderen her beskriver

af Birgitte Fleischer
Fredag den 2. marts tilbragte jeg tolv timer i Københavns Byret og mistede troen på retfærdighed i dette lille land.
Min 18-årige datter var blevet taget i demonstrationen, som gik fra Blågårds Plads, en lovlig anmeldt demonstration mod rydning af Ungdomshuset. Jeg ville være gået med hende, men havde de små derhjemme, og min mand var på arbejde.
Tilfældigvis ringede jeg til hende, lige da hun var blevet taget, sammen med 49 andre viste det sig senere, i en massearrestation, som man kaldte den. Hun sad i arrest i Valby, men da hun skulle for en dommer indenfor 24 timer, blev jeg klar over, at hun måtte komme til domhuset i løbet af fredag eftermiddag.
Jeg var der fra klokken 13 og iagttog andre bekymrede forældre, som ledte efter deres børn.
En flok unge gik diskret rundt, jeg forstod ikke hvad de lavede der, men da jeg talte med dem, fandt jeg ud af, at de var en del af retsgruppen, der holdt øje i retslokalerne, støttede de unge og gav dem 100 kroner, når de blev varetægtsfængsel, så de havde lidt til at bruge.
Det var den gruppe, som fik ryddet deres kontor af politiet dagen efter, og flere blev anholdt.

Ingen mad
Min datters gruppe kom med politibiler klokken 17.45 til domhuset. Hun blev ført ind i retslokalet med tre andre. De var stadig bundet på hænderne og blev først løst fra deres bånd, da forsvarerne påpegede, at folk ikke skal sidde bundet i et retslokale.
Der var gået 24 timer siden deres anholdelse, de havde fået en burger om aftenen og lidt morgenmad, men ellers ikke noget.
Forsvareren henvendte sig til politiet og bad om, at de kunne få noget mad, men det lykkedes ikke.
'Jeg skal tale med min afdelingsleder om det', var svaret fra alle adspurgte betjente.
Efter et par timer, hvor der var en af mange pauser i retsmødet, hentede jeg mad og vand i 7eleven til dem alle. Specielt vegetaren, som kun havde fået tilbudt en burger om aftenen, var taknemmelig.
Anklageren viste otte minutters optagelse fra TV2 News med billeder af tumult. Der var ikke billeder af nogle af de tiltalte med sten i hånden, derimod så man flere af dem søge mod siden af vejen for at komme væk.
Alle de fire tiltaltes forklaringer var helt forskellige, så jeg tager en af gangen.

Fanget i fælde
Min datter blev afhørt først. Hun var gået fra Blågårdsgade sammen med sin veninde og venindens mors ven, en mand på 55 år. De var under gåturen nået et godt stykke op foran. Der opstod tumult, og Fanny søgte væk, men fik ikke veninden med og løb tilbage efter hende. Hun blev fanget i politiets fælde.
En fyr var taget med toget fra Odense, han studerede på Syddansk Universitet. Han ville tage over denne ene dag og vise sin støtte til Ungdomshuset. Han havde planlagt at tage tilbage samme dag. Han skulle til jobsamtale næste dag.
Da han var dårligt kendt i København, var han kommet skævt ind på demonstrationen, og med det samme kommet op foran. Han præciserede, at han var pacifist og aldrig ville deltage i en voldelig demonstration. Han var der kun få minutter og oplevede, at der var folk, der skød med sten mod politiet. Han søgte væk, men blev fanget i politiets fælde.
En svensker så på nettet i Sverige, at man havde ryddet huset. Han skrev en mail til en avis, om de var interesseret i nogle fotos og tog toget til København. Det var hans første besøg i Danmark. Han befandt sig sammen med andre fotografer. Han blev under tumulten skubbet ind i demonstrationen og fanget i en fælde.
En ung pige havde deltaget i demonstrationen som min datter. Hun var under behandling med metadon, og hun havde det tydeligvis meget dårligt. Hun insisterede også på ikke at have deltaget i stenkast mod politiet, og der var heller ikke nogen konkrete beviser mod hende.
Anklagen mod alle fire var, at politiet havde set dem kaste med sten, ikke nogen konkret anklage mod nogen enkeltperson bare at hele gruppen på 49, som var anholdt, havde kastet med sten.

Tillid er væk
Vi opholdt os længe i retslokalet, blandt andet fordi man ikke kunne få fat i en tolk til svenskeren, som forstod dansk meget dårligt. Da de tre danske havde været for dommeren, gik hun ud for at tænke, men kom tilbage efter 20 minutter og sagde, at man også skulle hører svenskeren, før hun afsagde sin kendelse.
Da hun havde hørt ham, var hun væk i halv time, kom tilbage og dømte alle fire til 14 dages varetægtsfængsling.
Hovedbegrundelsen var, at hun ikke ville have dem ud på gaden, før der var ro i byen.
Ganske få blev løsladt, selvom de var taget før de alvorlige uroligheder om natten, og alle dommere i de forskellige retslokaler afsagde samme kendelse: 14 dages varetægtsfængsling! Der blev ikke fremlagt et eneste bevis mod de anholdte.
Min datter sidder nu i Sandholmlejren. Hun kan ikke ringe, men få et besøg om ugen. Jeg kan skrive til hende og sende hende ting. Heldigvis nåede jeg at give hende penge i retslokalet.
Jeg tror, at hun efter omstændighederne har det fint, og er sikker på, at det er bedre at sidde i Sandholmlejren end i Vestre. Men hendes tillid til det danske retssystem er helt sikkert væk og min med.
Denne demonstration på magtens arrogance havde jeg aldrig troet, jeg skulle opleve.
Som forsvareren sagde: 'Stalin ville juble, hvis han havde været i Københavns byret 2. marts 2007'.

Overskrift og mellemoverskrifter er indsat af Arbejderen. Beretningen har tidligere været bragt på www.modkraft.dk