Mindretal må sikres de samme rettigheder som resten af befolkningen inden for dagens aktuelle statsgrænser. At ville løsrive sig og ændre grænser er at spille imperialismens spil

af Grækenlands Kommunistiske Parti
Findes der et 'Orientalsk Spørgsmål' i dag? Og hvordan kommer det til udtryk i sammenligning med i tidligere tider, da det grundlæggende drejede sig om det Ottomanske riges skæbne?
I territorialt henseende er de intense konfrontationers slagmark grundlæggende de samme: Balkan, Kaukasus-regionen og den arabiske verden, og de former for internationale konflikter, der flammer op imod imperialismens krav på og kontrol med disse områder, bærer en stærk lighed med de konflikter, der førte til opløsningen af det Ottomanske Imperium. Men ligheden ligger kun i formen, da det sociale og klassemæssige indhold i disse konflikter har ændret sig radikalt.
De objektive historiske betingelser er totalt anderledes i dag. Kampen dengang, stod mellem det fremvoksende borgerskab, der med hjælp fra den dengang unge arbejderklasse, kæmpede for at smadre de feudale magtforhold i Europa. Nu, med etableringen af det internationale imperialistiske system, har borgerskabet indtaget den plads, der tidligere blev udfyldt af de feudale herremænd. Kampen i dag er vendt imod den reaktionære monopolkapital og den utålelige undertrykkelse og udnyttelse, som bliver udøvet på globalt plan af monopol-interesser med USA i spidsen, men også sammen med dets 'villige allierede' i EU og andre opstigende kapitalistiske stater.

Arbejderklassens rolle
I dag kan opgaven med at smadre de reaktionære imperialistiske magtpositioner kun blive gennemført af den i dag opstigende klasse; nemlig arbejderklassen med dens allierede og øvrige udbyttede lag og dele af samfundet.
Samtidig må den kommunistiske bevægelse og arbejderbevægelsen konfrontere den bølge af kontrarevolutioner, der førte til afviklingen af socialismens magt i Sovjetunionen og i de andre europæiske socialistiske lande, til opløsningen af Warszawapagten og til en forskydning i de internationale magtforhold i kapitalens favør.
Vi må også bemærke, hvor korrekte og aktuelle Lenins og bolsjevikkernes analyser fortsætter med at være med hensyn til spørgsmålet om opbyggelsen af 'Europas Forenede Stater' under et kapitalistisk regime: Hvis en sådan opbygning skulle finde sted, vil disse forenede stater være reaktionære og ville endda skabe en midlertidig aftale mellem kapitalister og stater med dette ene for øje, sammen at kvæle socialismen i Europa.
Efter 1945 blev NATO, under USA`s ledelse, dannet sammen med EF. Disse organisationers hovedformål var at kvæle socialismen i Europa og i 1991 vandt de en midlertidig sejr med den kontrarevolution, hvis konsekvenser bliver stadig mere synlige for både folk og stater. Dette er særligt sandt i vores region. Balkan, Middelhavet, lande i Nordafrika, det østlige og sydlige middelhavsområde, Golfen og området omkring Det Røde Hav, er allerede blevet suget ind i 'den nye verdensordens' hvirvelvind som imperialismen stræber efter med alle midler at påtvinge enhver. Jugoslavien blev opløst og i dets sted er nu små, svage stater og protektorater såsom Bosnien-Herzegovina og Kosovo, som er under USA`s, NATO`s og EU`s direkte militære og politiske kontrol.
Det er tydeligt at regionen fortsat har den samme militære betydning som den hele tiden har haft for USA`s, Storbritanniens, Frankrigs, og Tysklands imperialistiske interesser samt for de respektive internationale monopoler. Regionens betydningsfulde energireserver, specielt olie og naturgas, har fået imperialisternes styrker til at intervenere direkte for at sikre sig kontrol over disse ressourcer, hvilket også har fremprovokeret en intens intern magtkamp imellem disse magter.
I dag, fortsætter de imperialistiske magter med at opbygge et mellemstatsligt-system i vores region ved at skabe en ramme, der støtter sig på NATO`s styrker og våben, og som kan beskytte de multinationale når de rykker ind i disse lande. Det inkludere kontrol med de internationale kanaler og passager til og fra Sortehavet, Ægæerhavet, Suez kanalen, det Røde Hav og Golf-regionen.
Denne akse udvider sig mod Sydøstasiens østkyst og dens hovedformål er at sikre USA`s og NATO`s herredømme.

Det globale NATO
NATO har, specielt siden opløsningen af Warszawapagten og Sovjet Unionen, udarbejdet en ny doktrin for hvilken rolle NATO selv ønsker at påtage sig under de nye omstændigheder. Organisationen strækker sin rækkevidde længere ud over sine grænser og inkludere de tidligere socialistiske lande i Central- og Østeuropa samt Balkan. Samtidigt planlægger man at ekspandere yderligere ind i Middelhavsområdet. NATO har udpeget vores region som et høj-risiko område for sin egen sikkerheds skyld og af hensyn til de interesser som organisationen tjener. Den har allerede skabt en fleksibel og magtfuld interventionsstyrke, der er parat til at rykke ind, hvor end NATO skønner at den imperialistiske verdensorden bliver 'forstyrret'. Det er ligeledes reglen at lande, der bliver medlem af NATO, efterfølgende på et eller andet tidspunkt også vil blive medlemmer af EU. Der findes undtagelser, såsom Malta og Republikken Cypern, hvor der findes særlige vilkår, men det ændre ikke reglen.
Konflikter og magtkampe om fordeling af markeder og indflydelsessfære er undervejs, i øjeblikket specielt om kontrol over energi ressourcer og over ruterne til transport af disse. De giver sig direkte og indirekte udtryk i kampfronter, brændpunkter, nationale sammenstød og konflikter imellem nabolande. I dette geopolitiske magtspil, deltager hver magt efter sin vægt og størrelse i den imperialistiske magtpyramide, dets status i det internationale system og dets strategiske geografiske beliggenhed. Vores region ligger lige midt i den afgørende zone. Faktisk, er den blevet mere og mere involveret i de senere år. Situationen blev mere uholdbar efter krigen i Jugoslavien og specielt efter Irak krigen og USA`s samt deres 'villige allieredes' fortsatte besættelse af landet.
Saddam Husseins hængning var måske bare et påskud til at sætte en række planer for regionen i bevægelse og skabe kædereaktioner og bivirkninger. Splittelse eller opdelingen af Irak kan ikke udelukkes
NATO`s middelhavsstrategi, som blev formuleret på Istanbul-topmødet i juni 2004, har banet vejen for nye trusler, da det i virkeligheden er en strategi for opsplittelse af folk og lande og for at stadfæste USA`s og førende EU-magters herredømme. Alle lande i Mellemøsten, og i regionen generelt, er involverede, på den ene eller den anden måde.
Situationen i Mellemøsten er ekstremt foruroligende. Centralt står spørgsmålet om Palæstina, mens Libanon forbliver komplekst efter sejren over den Israelske krigsmaskine i dens krig mod Libanon og dens forsøg på at knuse den libanesiske modstand.

En del af problemet
I hele dette netværk af konflikter og problemer er Grækenland og Tyrkiet 'en del af problemet'. Så meget mere i og med begge lande spiller en aktiv rolle i alle processer som udvikler sig præger regionen.
Grækenland og Tyrkiet er også nabolande med en fælles grænse. De har begge været medlemmer af NATO siden 1952; Grækenland har været fuldt medlem af EU siden 1981, mens Tyrkiet ligger i forhandlinger om at blive optaget som fuldt medlem. For begge lande spiller forholdet til USA en afgørende rolle for deres indbyrdes forhold. Selvom begge lande er medlemmer af NATO, og samarbejder under dens paraply i forskellige militære missioner rundt om i verden (Bosnien, Kosovo og Afghanistan), er der betydelige modsætninger imellem deres respektive borgerskab og deres politiske eliter. Det manifesterer sig ved mange lejlighed, om det så drejer sig om Cypern, udnyttelsen af de maritime og undersøiske ressourcer i Ægæerhavet, grænsestridigheder eller ved at oppiske mindretals-konflikter i regionen.
I disse spørgsmål, er KKE (Grækenlands Kommunistiske Parti) af den mening, at de græsk-tyrkiske uoverensstemmelser ikke kan blive løst uden at rejse spørgsmålet om imperialismens strategi generelt i regionen. Vi må indregne rivaliseringen mellem EU og USA og tage de overordnede interesser i regionen i betragtning. Borgerskabet i de to lande søger at opnå gunstige relationer med begge disse imperialistiske centre, for at fremme deres egne interesser. Imperialismen anfægter i dag de traktater og aftaler, som tidligere er blevet indgået mellem og vedrørende vores lande. Man stiller spørgsmål ved internationale grænser og skabe aftaler, der afspejler imperialistiske interesser.
Grækenland har problemer på Balkan og i Ægæerhavet. Tyrkiet har et problem i forhold Irak og den britisk-amerikanske besættelsesmagt, der ønsker at oprette en kurdisk stat, som vil trække nye grænser i hele området.

Grænser skal respekteres
Vore statsgrænser, som de er blevet trukket med tidligere tiders traktater, må forblive uændrede. De mindretal, der eksistere i alle stater i regionen, og som ofte misbruges af imperialismen til at udfører den velkendte del og hersk-politik, må have samme rettigheder og pligter, som gælder alle indenfor de statsgrænser, hvor de lever. En sådan politik er i arbejderklassens interesse og er nyttig for regionens folkeslag. Den eneste måde hvorpå en sådan politik sikres er, at skabe en beslutsom front imod imperialismen og imperialistiske organisationer; imod USA`s, NATO`s og EU`s politik.
Vores folk må skærpe bevidstheden og være parat til at opbygge en bred forenet folkefront for antiimperialistiske kamp, for suverænitet og landenes territoriale selvbestemmelse, for fred, sameksistens og samarbejde mellem lande og folk i regionen - og de må sige nej til imperialistisk intervention samt til at blive splittet og behersket.
Her står vi over for det fundamentale princip om internationalisme og socialisme, 'at ingen nation kan være fri, sålænge den undertrykker andre nationer.' (Marx & Engels). Dette princip forbryder imperialisterne sig gang på gang imod.
Som Lenin understreger i 'Nationernes ret til selvbestemmelse' (april-juni 1914):
'Arbejderklassens interesser og dens kamp imod kapitalismen kræver fuldstændig solidaritet og ubrydelig enhed imellem alle nationers arbejdere. Det kræver modværge mod den nationalistiske politik, som borgerskabet af en hvilken som helst nationalitet fører. Derfor ville det være en afvigelse fra den proletariske politiks opgaver, og det ville være at binde arbejderne til den borgerlige politik, både hvis socialdemokraterne begynder at fornægte selvbestemmelsesretten, dvs. de undertrykte nationers ret til løsrivelse, og hvis socialdemokraterne gav sig til at støtte alle de nationale fordringer som borgerskabet i de undertrykte nationer stiller... Hvis proletariatet i en hvilken som helst nation giver bare den mindste støtte til sit 'eget' nationale borgerskabs privilegier, vil det uundgåeligt rejse utroværdighed blandt proletariatet i andre lande; det vil svække den internationale klassesolidaritet arbejderne imellem og splitte dem, til borgerskabets fornøjelse.' (kapitel 5: Det liberale bourgeoisi og de socialistiske opportunister i det nationale spørgsmål).
KKE støtter med alle dets kræfter opbyggelsen af broderlige relationer i koordination og samarbejde med Tyrkiets Kommunistiske Parti, såvel som med alle anti-imperialister, radikale partier og bevægelser. Vi støtter ligeledes samlende aktiviteter mellem de græske og tyrkiske masser og sociale organisationer, der afviser had mellem vore folk og fremelsker venskab og samarbejde. Der er intet der skiller vore to folk. De kan kun vinde, hvis de beslutsomt konfronterer de imperialistiske planer. Vores kamp, er da, en fælles kamp.
Græske arbejderes klasseinteresse ligger i at optrappe kampen imod, og ændre det nuværende styrkeforhold i kampen imod EU, NATO og USA. Opbygge den antiimperialistiske antimonopolistiske kampfront, for folkets magt og folkets økonomi.
De tyrkiske arbejderes klasseinteresser ligger i den fortsatte kamp til forsvar for arbejderklassens og den brede arbejdende befolknings rettigheder og interesser, at undgå at landet bliver medlem af EU, og optrappe den patriotiske fronts og Tyrkiets Kommunistiske Partis kamp mod monopolerne, NATO- og USA-imperialismen.

EU er ikke evig
Den arbejdende befolkning og folkene i alle EU`s medlemslande må kæmpe imod den illusion, spundet af socialdemokrater og opportunistiske kræfter, at dette reaktionære, kapitalistiske sammenrend kan blive en ven af folket og en ven af freden. Denne kamp vil føre til en svækkelse, og til en ændring i styrkeforholdet til fordel for de politiske kræfter, der går imod monopolerne og deres magt, imod imperialismen og imperialistiske krige, imod NATO og imod interventioner og overgreb mod de som kæmper imod.
Kampen i alle lande og styrkelsen af de kræfter, der sigter mod at ændre nutidens kapitalistiske samfund, som kæmper for socialisme, er vejen frem. Det er vejen, der kan få stater til at løsrive sig fra denne Europæiske Union, svække den og føre til dens opløsning og afvikling.
Vores fælles kamp imod USA-imperialismen, imod det imperialistiske center i EU, imod NATO og imod den nye imperialistiske orden vil bære frugt og føre os fremad mod fred, afskaffelse af menneskets udbytning af mennesket, mod socialisme!

Grækenlands Kommunistiske Partis bidrag til den internationale konference som under overskriften: 'Det Orientalske Spørgsmål', blev afholdt i Istanbul. Talen blev holdt den 14. januar 2007. Oversat fra engelsk.