10 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

OK-forlig er ikke o.k.

OK-forlig er ikke o.k.

Tirsdag, 06. marts, 2007, 00:00:00

Vi har drøftet situationen efter forliget på DI og CO Industris område og de efterfølgende forhandlinger på andre områder

fra tillidsmandsmøde i Horsens
Det der er leveret, ligger alt for langt fra de krav, der er rejst på arbejdspladserne.
Resultatet af forhandlingerne for industriens 240.000 ansatte skal jo vejes, både i forhold til de krav som blev rejst. Og ud fra det faktum at DI har valgt at kræve 'modellen' overholdt i de øvrige forhandlinger for eksempel for transport og byggeri!
Det er ikke o.k., når det gælder det økonomiske indhold. Lønforhøjelserne er meget beskedne, set i forhold til udviklingen.
Når direktørerne og bestyrelsesformændene i virksomhederne tilgodeser sig selv med kæmpe lønstigninger og aktieoptioner på baggrund af de gode indtjeninger i virksomhederne, så er det på tide, at vi sikrer os vores andel af virksomhedernes resultater og samfundets økonomi.
Mindstelønnen skulle have haft et ordentligt løft. Ikke for at tilgodese industriens egne ansatte, men fordi det går ud over de forhandlingsmuligheder, der levnes til normallønsområdet.
Det er o.k., at der er skaffet længere barselorlov og ekstra pensionsindbetaling til gravide i forbindelse med de 14 ugers barselsorlov. Også at der sker forbedringer på uddannelsesområdet.
Og det er o.k., at der er gjort en indsats for bedre vilkår for tillidsrepræsentanterne. Og at satserne generelt har fået nogle reguleringer.
Men det er ikke o.k., at kravet om øget indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse, især for skifteholdsarbejdere, alene imødekommes med 'problematisk nytænkning', som åbner op for lokalt aftalte afvigelser fra overenskomstens bestemmelser. Og det er et grimt tilbageskridt, at der nu åbnes op for endnu kortere deltidsarbejde og fravalg af den sjette ferieuge!
Og så er det er ikke o.k. - set i lyset af de nævnte elementer, at det er blevet en tre-årig overenskomst.
Målet for overenskomstfornyelse er, at fagforeningerne sikrer anstændige aftaler. Både hvad angår penge, arbejdstid, arbejdsvilkår og helbred. Forhandlingerne skulle gerne udtrykke det grundlag vi har i fagbevægelsen, nemlig solidaritet.
Vi vil opfordre vores kollegaerne på arbejdspladserne til at følge med i diskussionerne og de aktiviteter, der bliver sat i værk i den fortsatte kamp for en god overenskomstløsning!

Vedtaget af 80 lokale tillidsrepræsentanter fra Metal og 3F i Horsens-området på møde 1. marts.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. mar. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp