10 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forældre mod Politibrutalitet: Brutal fremfærd fra politiet

Forældre mod Politibrutalitet: Brutal fremfærd fra politiet

Torsdag, 01. marts, 2007, 00:00:00

En 13 årig dreng blev skilt fra sin mor, han fik knippelslag i ansigtet, der resulterede i et flækket øjenbryn og læbe

fra Forældre mod Politibrutalitet
I dag rykkede politiet ind og ryddede Ungdomshuset. Som vi frygtede gik det meget voldsomt til. Politiet startede med at trække knipler og slå ind i mængden uden noget varsel. Forældre mod politibrutalitet gjorde opmærksom på at det er grundlovsstridigt at slå ind i en forsamling uden først at gøre opmærksom på at forsamlingen er ulovlig og skal opløses. Først efter at vi gentagende gange havde gjort dem opmærksom på den grundlovssikrede forsamlingsret, advarede de på lovlig vis.
En 13 årig dreng blev skilt fra sin mor, han fik knippelslag i ansigtet, der resulterede i et flækket øjenbryn og læbe. Politiet må ikke slå i ansigtet med knipler og det er svært at forstå at det skulle være nødvendigt at slå en dreng.
Da en 13 årig pige, der stod fremme ved politiafspærringen fortvivlet prøvede at komme hen til sin mor, blev hun holdt tilbage, da hun råbte af betjentene blev hun overfaldet af 4 fuldt udrustede betjente og slået på. Både mor og datter blev anholdt.
En ung mand blev slået ned bagfra i hovedet af en knippel og fik en meget stor flænge i baghovedet, han blødte ud af næsen og der var en der var nødt til at holde fast på hans hovedskal for at holde det åbne sår på plads. Da vi henvendte os til politiet og bad om hjælp fik vi beskeden at det havde de ikke noget at gøre med. Da vi ikke kunne få besked på om ambulancen kunne komme igennem, tilbød en lokal beboer at køre den sårede på skadestuen.
Det forlyder at Politiet på Nørrebrogade er kørt ind i demonstranter med deres mandskabsvogne, der skulle være mindst en der er kommet til skade.
Flemming Steen Munch gjorde på ubehageligste vis to af Forældre mod Politibrutalitets vagter opmærksom på at de skulle fjerne sig, ellers ville de blive tilbageholdt. Der var ingen imødekommenhed fra politiets side, trods gentagende appeller om at de udelukkende befandt sig på stedet som observatører.
Vi er oplyst om at en ung fra Ungdomshuset er svært tilskadekommet og ligger på traumecenteret.
Politiets fremfærd er meget voldsom og der har været adskillige situationer, hvor det har været svært at se at politiet som etat er dem der skal opretholde orden. På nuværende tidspunkt forlyder det at politiet foretager ”præventive anholdelser” rundt om på Nørrebro. Vi lever trods alt i et demokrati og politiets håndtering af konflikten omkring Ungdomshuset er under al kritik.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. mar. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp