Kun den, der skifter stand-punkt efter forholdene, kan høste fordelen både før, under og efter

af Per Diepgen, Horbelev
Meget er sagt om partiet Venstres asociale og unationale politik i dag og i går og især under besættelsen. Også den 3. februar af Henning Tjørnehøj på et møde under Dokumentationscenter for Historieforfalskning, belevent sagt ligeud af karsken bælg og imellem sidebenene, som det var en historiker værdigt.
Det må imidlertid være Tjørnehøjs fortid i 68-generationen og eftertidens rationalisering af Den kolde Krig, der betyder, at han den dag i dag krampagtigt fastholder opfattelsen af, at samarbejdspolitikken, eller med Tjørnehøjs egne ord 'forhandlingspolitikken', var en fastlåst, næsten determiniseret bestemmelse for dansk politik anno 1940.
Altså den kendte socialdemokratiske renselsesproces, at vi intet kunne stille op imod besættelsen, end ikke sige nej til forhandling.
Vi havde fraskrevet os evnen og manglede dertil viljen, for ligesom mennesket har to ben, viste det sig, at vi også har to holdninger, og eftertiden har til fulde vist, at kun den, der skifter standpunkt efter forholdene, kan høste fordelen både før, under og efter.
Det danske sindelag stritter i alle retninger. Den 9. april beklagede alle tabet, under alsangen forstod vi hvert sit, og den 5. maj stimlede modstandere og medløbere sammen og viftede med dannebrog.
Og sådan er det i dag! Derfor kan Tjørnehøj have en slags sand historie i sin antagelse af, at de fire store partier dengang og i dag blot og bart opfylder de historiske forudsætninger.
Spørgsmålet er, om socialdemokraterne stadig - trods fortidens 'fatalisme' - kan skifte spor, væk fra samarbejdet med højre og især partiet Venstres liberalistiske politik, over til den liberale politik, som Tjørnehøj citerede Marx for - et af venstrefløjens kendemærker.