10 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kongresflertal bruger ikke sin magt

Kongresflertal bruger ikke sin magt

Torsdag, 01. februar, 2007, 00:00:00

Lige nu lægger det demokratiske flertal op til at vedtage en ¤¤elastik-lov¤¤, som vil begrænse bevillingerne til krigen... om seks måneder

af Sven-Erik Simonsen
Lige nu lægger det demokratiske flertal op til at vedtage en 'elastik-lov', som vil begrænse bevillingerne til krigen... om seks måneder.
Demokraterne i Kongressen og en række republikanske krigs-skeptikere forsøger at tilfredsstille den overvældende folkelige modstand mod Irak-krigen.
Nyhedsbureauerne beretter om, at langt under halvdelen af medlemmerne af Kongressen vil stemme for præsidentens udvidelse af styrken i Irak
Lørdag gennemførte den store paraplyorganisation United for Peace and Justice de største demonstrationer mod krigen i flere år. Selv opgør organisationen antallet af demonstranter til en halv million.
Ud over den store demonstration i regeringsbyen Washington var der demonstrationer i 50 andre byer i USA. Og der arbejdes nu intensivt på nye demonstrationer i USA og over hele verden den 17. marts - fire år efter starten på krigen.
Tirsdag indkaldte en senatskomité fem juridiske eksperter for at få afklaret, om Kongressen har magt til at stoppe krigen.
Fire ud af de fem jurister mener, at Kongressen har denne magt:
- Jeg mener forfatningen giver Kongressen magt til at afslutte en krig, sagde Bradford Berenson, som mellem 2001 og 2003 var rådgiver for præsident Bush.
- I sidste ende er det Kongressen, der afgør omfanget og varigheden af brugen af militær magt, siger Walter Dellinger, som har været chefanklager ved USA`s højesteret.
Med én undtagelse er eksperterne enige om, at præsidenten er den militære øverstkommanderende, men Kongressen har magt til at erklære krige og til at stoppe dem, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Selvom valgkampen til præsidentvalget og kongresvalget stadig er et lille års tid ude i fremtiden, så forsøger politikerne og præsidentkandidaterne at profitere på modstanden mod krigen. Ansvaret for fiaskoen lægges hos George Bush, hvis støtter kritiserer oppositionen for at styrke modstanden i Irak med sin uvilje mod at støtte præsidentens beslutning om at sende 21.500 flere soldater:
- Det er ikke det amerikanske folk eller Kongressen som opildner fjenden. Det er præsidentens forkerte politik - at gå i krig uden at have en strategi, at gå i krig uden at være velforberedt, siger demokraten Joseph Biden, som er formand for senatets udenrigskomité.
Valget den 7. november gav Demokraterne flertal i begge Kongressens kamre. Nu forventer vælgerne, at flertallet stopper krigen.
Imidlertid har alle toneangivende Demokrater spillet dobbeltspil. På den ene side har de forsøgt at tækkes vælgerstemningen, og på den anden side har de sagt ja til at udvide USA`s militær og flere af dem har udtrykkelig sagt, at de ikke vil stoppe krigen i Irak ved at fjerne krigbevillingerne; en magt, som alle er enige om at Kongressen har.
Lige nu lægger det demokratiske flertal op til at vedtage en 'elastik-lov', som vil begrænse bevillingerne til krigen. Lovforslaget, som senator Robert Feingold vil fremsætte giver præsidenten seks måneder uden begrænsning fra loven vedtages... Til den tid finder Demokraterne på noget nyt i et forsøg på at vinde stemmer i valgkampen og samtidig føre krig i Irak.
Feingold erklærer, at han ikke ønsker at udsætte amerikanske soldater for fare. Hans lovforslag vil tillade, at nogle tropper trækkes hjem og andre bliver i Irak for at 'bekæmpe terrorisme' og træne irakere.
Det er ikke ret forskelligt fra den hidtidige politik... Begge USA store partier repræsenterer kapitalinteresser, som vil have global kontrol og Iraks olie.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. feb. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp