Tysklands kansler Angela Merkel erklærede den 17.januar, at EU`s såkaldte tænkepause er slut. Nu vil hun have den EU-forfatning, som franskmændene og hollænderne forkastede i 2005, genforhandlet bag lukkede døre og gennemført i medlemslandene uden folkeafstemninger
af Rune Lund MF, EU-ordfører for Enhedslisten
Desværre er det det resultat, som vi alle vidste, ville komme. Det er ganske enkelt respektløst overfor EU`s borgere. Og det er særlig respektløst overfor de franske og hollandske vælgere. Men det har ikke passet ind i EU-elitens kram, at nogle landes befolkninger kunne være så frække at stemme nej til deres makværk. Derfor er de åbenbart nødt til at lade være med at spørge befolkningerne igen. Det er en demokratisk procedure, som er en banan-stat værdig.
At der skulle være blevet tænkt store tanker i tænkepausen, som kan bruges i en genforhandling af forfatningen, er også noget vås. Der har aldrig været tale om nogen tænkepause, kun en pause i tænkningen. Og nu skal 'tænkepausen' så bruges af EU-eliten som undskyldning til bare at køre derudaf, som de plejer.
Hvis der overhovedet skal genforhandles en ny traktat, bør den som minimum sendes til folkeafstemning i samtlige EU-lande den samme dag. Dette vil være et godt afsæt for folkelige diskussioner af konsekvenserne og for en diskussion af, om EU`s magt i det hele taget ikke burde være mindre i stedet for større.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278