Jo mindre de ved, jo mere skingre bliver deres skrig - det er måske derfor, man taler om ¤¤påfugle-effekt¤¤, når mennesker skal bruge flotte ord til at beskrive ting, de er uvidende om
af Claus Andersen, Århus
Påfuglehannen er et fascinerende dyr med sin karakteristiske hale, som kan rejse sig til en imponerende farvestrålende vifte, der kan tiltrække sig hunnernes opmærksomhed. Jo større hale, jo flere beundrere.
Påfugle-logikken lyder, at du bare skal gøre dig så synlig som muligt og give dig selv et alvorligt handicap, der tiltrækker rovdyr for, så udviser du overskud, får sex, og de gode gener videreføres (kilde: Tor Nørretranders).
Er det ikke samme påfugle-logik vi finder hos VK-regeringen? Vi kan købe hele verden, siger vores finansminister Thor Petersen, og i en velstandsrus opfordres vi til selviscenesættelse og til at signalere overskud ved at købe flere samtalekøkkener, fladskærme, biler, udekøkkener, swimmingpools eller nye velvære-badeværelser, som vi knap har tid til at være i. Vi skal jo også leve op til VK`s krav, forventninger og øget pres på den enkelte.
Iført deres farverige hale dækker VK-politikerne for de ekstra 45.000 voksne danskere, der er kommet under fattigdomsgrænsen netop under VK-regeringen. Påfuglemanererne skal skjule en større social ulighed i samfundet, og VK`s værdikamp gør hvad den kan for at føre os tilbage til 30`erne før Steinckes og Staunings socialreform. Det er VK og kaos for almindelige mennesker, hvor de fattige og svage igen skal finde sig i almisser og dyneløfteri.
Hvad halen skjuler
Påfuglehalen skjuler, at der ikke er afsat penge nok til en anstændig offentlig service i kommunerne. Udlignings- og kommunalreformen afmonterer dagens velfærdssamfund, når det er dem der ikke kan mærke, hvor skoen trykker, der bestemmer størrelsen. Som de onde stedsøstre i Askepot presses de offentligt ansatte uden succes ned i en sko, der ikke passer, og det gør ondt på krop og sjæl, og vi bliver syge.
Allerede i dag er de offentligt ansatte i Århus landets mest syge, og det koster kommunen et tocifret millionbeløb. 'Mange af dem er dybt frustrerede og overbebyrdede med arbejde', siger Janne Hertz fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Århus.
VK-regeringens påfugle-politikere tror jo stadig, at det er størrelsen, der gør det, og med kommunalreformen har de nok ret. Her er størrelsen gørelsen. De større enheder skulle betyde større effektivitet og bedre service, men den påfugle-logik tror danskerne ikke på, og de har ikke tillid til reformen. Hele 45 procent synes, at kommunalreformen er en dårlig idé, og mener, at den kun vil føre til serviceforringelse og et demokratisk underskud (kilde Ugebrevet Mandag Morgen).
Trods næsten 100 milliarder kroner i statskassen skævvrider VK`s for små sko velfærden, og uligheden stiger. Som vækkelsesprædikanter snakker VK om kvalitetsreform, men både kvalitet og de nødvendige økonomiske ressourcer er fraværende.
Hovedløst
KL-formand Erik Fabrin (V) kalder det 'et vimpelforslag, der hverken er gennemtænkt eller gennemarbejdet, og hvor flaget er sendt så højt til vejrs, at fødderne slipper jorden'. 'Hen over hovedet politikken' fik endda nogle pæne danskere til at blive socialistiske ballademagere, da Århus Kommune vedtog besparelser på 410 millioner kroner!
Hovedløst basker påfugle-politikerne videre med deres flotte haler, mens de med det karakteristiske skrig fortæller os, at det er din egen skyld, at du er syg, alkoholiker, fattig, arbejdsløs eller dum. Jo mindre de ved, jo mere skingre bliver deres skrig, og det er måske derfor, man taler om 'påfugle-effekt', når mennesker skal bruge flotte ord til at beskrive ting, de er uvidende om? Bullshit-bingo! råber vi. Vores Bullshit-bingo-plade er fyldt med VK`s fraser, floskler og hykleriske ord, mens vi ser almindelig social anstændighed forsvinde.
Påfuglen har altid symboliseret hovmod og forfængelighed, men heldigvis står hovmod for fald og VK`s påfugle-politikere kan kun beskrives med et gammelt dansk ordsprog: 'Hvad naturen har nægtet påfuglen i hovedet, har den givet den i halen'.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278