Det kurdiske nationale spørgsmål vil aldrig blive løst på denne måde, og den nuværende manipulation kan tilmed føre til en ny tragedie for det hårdt plagede kurdiske folk

af Sven Tarp, international sekretær i Kommunistisk Parti
Som ethvert andet nationalt eller regionalt spørgsmål kan det orientalske spørgsmål, spørgsmålet om Mellemøsten, ikke ses isoleret fra den almindelige situation i verden i dag. Det kan ikke ses isoleret fra kapitalismens strukturelle krise, den igangværende ny-konservative offensiv og de revolutionære og progressive kræfters begyndende modoffensiv.
Mellemøsten er et mosaik af større og mindre, nye og gamle modsætninger, som kræver stor viden og dybtgående analyse for at blive forstået i hele deres kompleksitet.
Vores parti hævder ikke, at vi har en sådan viden. Men fra vores position i en globaliseret og gensidig afhængig verden betragter vi imperialismen og dens stadige aggressioner og ny-koloniale planer som den største hindring for en løsning, der kan sikre fred, fremgang og social velfærd for folkene i dette vidunderlige område, hvor den vestlige kultur blev født.

Fire hovedårsager
Som vi ser det, er der ikke en enkelt årsag, som kan forklare de nuværende imperialistiske planer mod Mellemøsten i almindelighed og Irak i særdeleshed. Der er i det mindste fire vigtige aspekter, som må tages i betragtning i denne henseende:
For det første må de imperialistiske planer i Mellemøsten ses i et større geo-strategisk perspektiv. USA-imperialismen har åbent erklæret, at det 21. århundrede skal være et 'amerikansk århundrede', hvor den søger verdensherredømme.
I den sammenhæng står kampen for at vinde fodfæste i Eurasien og kontrollere dette vigtige kontinent i centrum for USA`s strategi. Og dets militære tilstedeværelse i Mellemøsten er en integreret del af denne plan.
For det andet har USA-imperialismen også åbent erklæret, at det ikke vil tolerere regionale eller tilmed lokale rivaler, som kan true dets dominans. USA`s støtte til Israel som en regional vagthund, aggressionen mod Irak og det nuværende pres mod Iran og Syrien skal ses i dette lys.
For det tredje vil USA i overensstemmelse med sin imperialistiske logik gøre alt for at få kontrol over regionens rige olieresurser. Det gør det ikke kun for at sikre sine egne forsyningskilder, men også for at kontrollere leverancerne til sine imperialistiske og andre rivaler.
Dette spørgsmål er særligt vigtigt i dag, hvor vi er ved at nå det såkaldte 'Peak Oil', hvor oliepriserne er skyhøje, og hvor verdens største reserver kontrolleres af Hugo Chavez` revolutionære regering.
For det fjerde er USA - som følge af sin egen interne og stadig dybere krise - nødt til at ekspandere for at eksportere sine problemer. Det har brug for krigen i Irak og den militære optrapning andre steder for at retfærdiggøre eksistensen af det gigantiske militær-industrielle kompleks, der fungerer som en krykke for dets kriseramte økonomi.
Det er en nyliberal myte, at USA og de andre imperialistiske magter ønsker at overlade alt til markedskræfterne. Det er, hvad de ønsker, at den tredje verden og deres rivaler gør.
Derhjemme behøver og praktiserer de derimod statsintervention for at understøtte en økonomi, som lider under en alvorlig strukturel krise. Og det bedste, om end ikke eneste, redskab til at sikre denne statsintervention er de penge, som kanaliseres fra de nationale budgetter over i det militær-industrielle kompleks.
En eller anden har helt rigtigt sagt, at hvis det militær-industrielle kompleks ikke fandtes, måtte det opfindes i dag.

Et farligt dilemma
På denne måde er situationen i den såkaldte periferi, i dette tilfælde Mellemøsten, kraftigt flettet sammen med situationen i de imperialistiske centre, tilmed i højere grad end dengang Lenin lavede sin berømt analyse af imperialismen.
På grundlag af de fire punkter, som er nævnt ovenfor, kan nye spændinger, provokationer og angrebskrige forudses i området.
Et kompleks dilemma er ved at opstå for USA-imperialismen. På den ene side kan den ikke forblive i Irak i lang tid på grund af de svære slag, som modstandsbevægelsen tilføjer den.
På den anden side kan den ikke 'bare lige' trække sig ud, eftersom dette ikke alene vil betyde et moralsk og historisk nederlag, der vil svække dens rolle som dominerende verdensmagt. Det vil også betyde et hårdt slag mod dens kriseramte økonomi, medmindre den finder et nyt offer af samme størrelsesorden at undertrykke - noget, der bliver stadig vanskeligere som følge af den voksende fredsbevægelse og bevidsthed blandt det nordamerikanske folk.
Det er dette dilemma, som afspejles i den nuværende taktiske - men ikke strategiske - strid mellem forskellige dele af den herskende klasse i USA og deres forskellige forslag til såkaldte 'løsninger'.
Det er en situation, som kan udvikle sig i en meget farlig retning. Men det er også en situation, som de progressive og anti-imperialistiske kræfter kan udnytte med en opdateret og gennemtænkt strategi og taktik.

Det nationale spørgsmål
Denne strategi og taktik må indbefatte en styrkelse af den anti-imperialistiske bevidsthed og kamp, både i de imperialistiske centre og i periferien.
Den må også - som Lenin allerede slog fast for 90 år siden - indbefatte aktiv solidaritet med de nationale bevægelser, som bekæmper imperialismen. I denne henseende betragter Kommunistisk Parti det nationale spørgsmål og retten til selvbestemmelse som yderst vigtige løftestænger for den anti-imperialistiske kamp i nutidens verden, ganske som de har været det gennem en lang historisk periode.
Men som det rigtigt konstateres i de foreløbige teser til denne internationale konference, må retten til selvbestemmelse ikke betragtes som en absolut ret, der er gyldig til enhver tid og på ethvert sted. Den må tværtimod gøres til genstand for en konkret analyse af den konkrete situation.
I en af sine artikler om national selvbestemmelse opsummerer Lenin, hvad han selv kalder 'en uvurderlig lære for fremtiden':
'Enkelte krav om demokrati, heriblandt selvbestemmelse, er ikke noget absolut, men en lille del af den almendemokratiske (i dag: almensocialistiske) verdensbevægelse. Det er muligt, at den lille del i enkelte konkrete tilfælde vil stå i modsætning til helheden, så må man forkaste den.' (1)
Og han fortsætter:
'Et lands demokratiske interesser må underordnes demokratiets interesser i flere og alle lande.' (2)
På dette grundlag konkluderer Lenin, at 'der hverken kan eller vil findes noget enkelt krav om demokrati, som ikke kan føre til misbrug, medmindre det enkelte underlægges helheden; vi er ikke forpligtet til at støtte hverken Òenhver' uafhængighedskamp eller Òenhver' republikansk eller antiklerikalsk bevægelse.' (3)

Patriotisme og internationalisme
Lenins 'uvurderlige lære for fremtiden' er stadig gyldig i dag. Den anviser principper, som kan hjælpe os til at finde vej i den komplekse moderne verden.
Den triste erfaring med Kosovo under krigen mod Jugoslavien viser, hvordan spørgsmålet om national selvbestemmelse kan manipuleres for at påtvinge en løsning, der hverken gavner helheden eller delen, men alene de reaktionære og imperialistiske kræfter.
Noget lignende sker i dag med det kurdiske spørgsmål, som misbruges af nogle reaktionære ledere for at tjene deres imperialistiske herrer. Det kurdiske nationale spørgsmål vil aldrig blive løst på denne måde, og den nuværende manipulation kan tilmed føre til en ny tragedie for det hårdt plagede kurdiske folk.
Men bortset fra disse og andre negative eksempler kan det nationale spørgsmål og principperne om selvbestemmelse komme til at spille en yderst vigtig rolle i den titaniske kamp mod imperialismen i dens nuværende fase.
Betingelsen for, at dette kan ske, er, at patriotismen - som udtryk for de reneste nationale følelser - forbindes med internationalismen i overensstemmelse med den store cubanske patriot Jose Martis ord om, at patria es humanidad, 'vores fædreland er menneskeheden'.

Kommunistisk Parti og Mellemøsten
På grundlag af ovenstående overvejelser har Kommunistisk Parti formuleret de vigtige retningslinjer for sin internationalistiske solidaritet med de mellemøstlige folks anti-imperialistiske og patriotiske kamp:
* Støtte til det heltemodige palæstinensiske folks kamp mod den zionistiske besættelse og for dets nationale og historiske rettigheder.
* Støtte til Hizbollahs, Libanons Kommunistiske Partis og andre patriotiske kræfters kamp mod den imperialistisk-zionistiske aggression og for Libanons nationale suverænitet. Vi hylder den libanesiske modstandsbevægelses nylige sejr over de zionistiske aggressorer.
* Støtte til det irakiske og afghanske folks modstand mod den imperialistiske besættelse af deres lande. Samtidig advarer vi dog mod sekterisk vold og reaktionære kræfters ildevarslende planer om at opsplitte deres lande og folk efter religiøse og etniske linjer. (Dette var også vores generelle holdning under den såkaldte 'Muhammed-krise', hvor vi støttede det muslimske masseoprør mod vores lille imperialistiske land, men ikke den manipulation, som blev iscenesat af visse fanatiske kredse.)
* Støtte til Irans og Syriens folks og regeringers ret til at tage deres egne beslutninger om deres nationale udvikling og modsætte sig imperialistiske diktater og aggression, hvor den end måtte komme fra.
* Støtte til Tyrkiets Kommunistiske Partis, den Patriotiske Fronts og andre patriotiske kræfters kamp mod tyrkisk NATO- og EU-medlemskab og imperialistisk dominans i deres land.

International solidaritet
Kommunistisk Partis internationalistiske støtte antager forskellige former:
Den er først og fremmest en politisk støtte, hvor vi udtrykker vores fulde solidaritet med de undertrykte og kæmpende folk og nationer, samtidig med at vi forsøger at informere det danske folk om den virkelige situation i Mellemøsten og om imperialismens ondsindede planer i almindelighed og de danske herskende kredses planer i særdeleshed.
Dernæst og som konsekvens af ovenstående arbejder vi for at udvikle en bred folkelig opinion og bevægelse, som kræver umiddelbar tilbagetrækning af alle danske militære styrker fra Irak, Afghanistan og Libanon, hvor de deltager i imperialistisk aggression og besættelse. Med det formål indgår vi forskellige slags alliancer og aktionsenhed med andre demokratiske og fredselskende kræfter.
Endelig ser vi international solidaritet og kampen mod krig som en bestanddel af vores overordnede strategi for en socialistisk revolution i vores land. Som sådan forbinder vi denne kamp med den anti-imperialistiske kamp mod USA- og EU-imperialismen i almindelighed og det danske medlemskab af NATO og EU i særdeleshed.

Konsekvent anti-imperialistisk kamp
For nogle måneder siden viste en meningsmåling, at de to mest populære personer i den arabiske og muslimske verden var Hizbollah-leder Hassan Nasrallah og Venezuelas præsident Hugo Chavez.
Dette er langt fra overraskende. Begge personligheder er kendt som kraftige modstandere af imperialismen og zionismen, og de har begge opnået bemærkelsesværdige resultater og sejre i deres anti-imperialistiske og patriotiske kamp.
Men den kendsgerning, at en politisk leder fra en anden verdensdel, en mand med progressive, revolutionære og tilmed socialistiske ideer, kan opnå en sådan grad af popularitet i Mellemøsten, bør være en vigtig lære og inspiration for os.
Det viser betydningen af en konsekvent anti-imperialistisk kamp. Hvis denne linje følges af de kommunistiske partier, i Mellemøsten og andre steder, vil det uden tvivl øge de progressive og socialistiske ideers prestige.
Det er ikke den linje, som følges af dem, som samarbejder med besættelsesmagten i Irak. Men det er Libanons Kommunistiske Partis linje. Det er Tyrkiets Kommunistiske Partis linje. Og det er andre kommunistiske partiers og revolutionære kræfters linje i denne region.
Mange tak for dette inspirerende eksempel.

Litteratur
1. V.I. Lenin: Om nationalpolitik og proletarisk internationalisme. København: Sputnik 1980, s. 198.
2. Ibid., s. 203.
3. Ibid., s. 209.

Dette oplæg blev holdt på den internationale konference 'Det orientalske spørgsmål', som blev arrangeret af Tyrkiets Kommunistiske Parti i Istanbul den 20. januar.