Vi er kommet dertil, at kapitalen er nødt til at arbejde for, at der opstår yderligere behov for materielle ting, simpelthen for at få solgt de varer, som man gerne vil afsætte for stadigvæk at kunne tjene mere.

af Eigil Nielsen, Frederiksværk
Jeg bruger udtrykket 'forbrugerisme' som et udtryk for en overdreven trang til at forbruge materielle goder.
Den er efter min mening et udtryk for en pervertering af menneskets naturlige behov for at sikre sig de fornødne materielle goder til livet opretholdelse.
I den lange - endnu uafsluttede - periode, hvor utroligt mange mennesker ikke har det fornødne til livets opretholdelse, har det til stadighed været nødvendigt at kæmpe for flere materielle goder til de undertrykte og udbyttede masser.
Det har også til stadighed været en væsentlig del af den kommunistiske bevægelses politik netop at lægge vægt på denne kamp, og vi har vundet os megen autoritet, fordi vi stærkere end andre uselvisk har kæmpet herfor.
Selv om det overfladisk set kun har været i det arbejdende folks interesse at tilegne sig stadig flere materielle goder, har det også været i kapitalens interesse i en vis udstrækning at give efter for disse krav, fordi købet af de materielle goder er et nødvendigt led i kapitalens udvikling.
Endvidere er vi så kommet dertil, at kapitalen er nødt til at arbejde for, at der opstår yderligere behov for de materielle ting, som kapitalen producerer, simpelthen for at få solgt de varer, som man gerne vil afsætte for stadigvæk at kunne tjene mere.
Der foregår altså til stadighed en dobbelt kamp fra kapitalens side: på den ene side arbejder man for at give de arbejdende så lidt som muligt; på den anden side ønsker man, at de dog får så meget, at de er i stand til at købe de varer, som produceres.

Pervertering
Vi er så i de mest udviklede lande kommet dertil, at der fra kapitalens side gøres utrolig meget for at få folk til at føle, at de nødvendigvis må købe de varer, som kapitalen producerer, selv om de egentlig ikke behøver disse ting for at få en ordentlig tilværelse.
I den udstrækning, folk giver efter for disse følelser, er det jeg mener, at man kan tale om, at deres følelser i en vis grad er perverterede, sygeliggjorte. Denne sygeliggørelse er en nødvendig forudsætning for kapitalens fortsatte eksistens. Når der kommer signaler om, at der er nedgang i forbruget, rystes markederne.
En følge af, at man i massemålestok giver efter for disse følelser for absolut at skulle forbruge stadig mere, er, at der fra kapitalens side kan produceres ud over klodens ydeevne. Advarsler som i Al Gore`s film 'En ubekvem sandhed' viser, at vi måske allerede har overskredet denne grænse, og at klimamæssige katastrofer må forventes. Sideløbende med disse må vi forvente sociale uroligheder i masseformat.
Det er et perspektiv, der endnu ikke er erkendt af de fleste mennesker, og i den daglige politik er parolen om stadig større produktion i de mange kommende årtier stadig tillokkende.
I denne situation, hvor katastrofen truer, men den endnu ikke er erkendt af de brede masser, står vi kommunister i en vanskelig position. Så vidt jeg ved, er situationen ikke beskrevet i nogen af de kommunistiske partiers programmer.
Måske har man i de kommunistiske partier ikke erkendt den truende situation, eller også tænker man kortsigtet, at skal man have stemmer og gennemslagskraft, skal man måske helst tie med dommedagsprofetier, selv om man derved fortier sandheden.
Efter min mening skal man i stedet tænke langsigtet og åbent fortælle folk, at den kapitalistiske produktionsmåde uvægerligt fører os ud i en tilintetgørende katastrofe. Selv vindmøller, udnyttelse af bølgekraft og andet - som Al Gore foreslår - vil ikke være tilstrækkelig, hvis man stadig fortsætter med uhæmmet produktion. Kun en planmæssig styring af produktionen kan sikre, at vi får det, vi har behov for til en betrygget dagligdag uden stadigt stigende forbrug.

Et kommunistisk krav
Vi må altså fordre en produktion, der både tager hensyn til menneskets naturlige behov - og mange har endnu ikke det fornødne - og til, at vi må passe på vor lille klodes natur. Og menneskets naturlige behov er ikke, at det skal købe alt det, markedet kan udbyde. Et ordentligt menneskeliv byder på andre værdier!
En sådan langsigtet politik er så indlysende rigtig, at det vil være muligt at få stadig flere mennesker til at forstå, at det i politik ikke blot drejer sig om at skrabe til sig i nutiden, men at der også skal være en verden til vore børnebørns børnebørn. (Hvis perspektivet i det hele taget er så langt!)
Uanset om det vil være populært at sige sandheden, må vi som kommunister have modet til at sige den. Da kommunisterne gik ind i kampen mod nazismen, var det ikke populært til at begynde med, men efterhånden var der stadig flere, der indså rigtigheden af kampen. Da vi under den kolde krig førte vor fredskamp, gjorde vi det uden at tage hensyn til, at vi blev mistænkeliggjorte. I dag må vi have modet til at sige, at vor lille klode er i fare, og vi må sammen med andre være med til at redde den, før det bliver for sent.
At en sådan kamp samtidig vil være en kamp mod den perspektivløse kapitalisme og en kamp for en socialisme under en eller anden form, kan ikke være et minus.