09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ældreløftet, der blev væk

Ældreløftet, der blev væk

Tirsdag, 16. januar, 2007, 00:00:00

Puljen for et ældreløft blev i sin tid vedtaget på initiativ af Dansk Folkeparti, så man skulle tro, at dette parti allerede havde slået i bordet og forlangt, at puljen blev brugt direkte til ældreløft

af Jørgen Tved, Frederiksværk
Gennem flere år har Folketinget i forbindelse med finansloven afsat en årlig pulje på cirka 500 millioner kroner til ældreløft. Til og med 2005 blev beløbet fordelt til kommuner og udbetalt via bloktilskuddet.
Mange kommuner har som Frederiksværk blot puttet deres del af beløbet i den bundløse kommunekasse. De ældre har ikke mærket til noget løft, og kommunalbestyrelsen har bevaret det som en dyb hemmelighed, hvad pengene er blevet brugt til. Flere Ældreråd og ældreorganisationer har gennem årene gjort vrøvl.
Venstrefløjen har stillet spørgsmål i Folketinget, så da finansloven for 2006 blev vedtaget, besluttede man, at der stadig skulle afsættes penge i en pulje til et ældreløft, men nu skulle kommunerne for at få del i puljen ansøge og motivere, hvad de ville bruge pengene til.
I Frederiksværk og i mange andre kommuner, mener man ikke, at der er behov for et ældreløft, så i 2006 søgte man og fik penge til nogle særlige, smarte mobiltelefoner, som de ansatte i hjemmeplejen skulle forsynes med. I Socialministeriet, hvor man går meget op i teknik, havde man ikke betænkeligheder ved, at pengene blev brugt til de nye telefoner, og at de ældre igen fik en pose varm luft.

Badutspring
I 2007 skulle kommunerne igen søge om en andel af den afsatte pulje. I Frederiksværk - som i andre kommuner - blev sagen sendt til høring i Ældrerådet. Her indstillede man, at pengene denne gang direkte skulle komme de ældre til gode.
Man foreslog, at cirka halvdelen - cirka en million kroner - blev brugt til en nedsættelse af de alt for høje priser, kommunen forlangte for kosten på byens plejehjem og ved dem, der var visiteret til den kommunale madordning og fik maden bragt hjem. Den anden halvdel, foreslog Ældrerådet, blev brugt til en times ekstra omsorg på plejehjemmene og ved dem, som modtog hjemmehjælp.
I den nye Frederiksværk-Hundested kommune har socialdemokraterne flertal, så her føres en velkendt borgerlig politik. De 'forkælede' ældre skulle naturligvis heller ikke i 2007 mærke noget til den pulje for et ældreløft, Folketinget havde bevilget.
Man besluttede at ansøge om penge til en opklassificering af hjemmeplejen - eller på et tydelig dansk til kursus for de ansatte i hjemmeplejen. Om det er i hurtigløb eller badutspring, melder historien ikke noget om, men de ældre kender til minuttyranni og det skal der åbenbart ikke ændres på.

Snydt igen
Puljen for et ældreløft blev i sin tid vedtaget på initiativ af Dansk Folkeparti, så man skulle tro, at dette parti, der gerne vil fremstå som et parti, der har en helt enestående god indstilling for de ældre, allerede havde slået i bordet og forlangt, at puljen blev brugt direkte til det ældreløft, der så sandelig er behov for, men de siger i kor sammen med regeringen, at vi her i landet har kommunalt selvstyre, og at det er kommunernes ansvar, at bruge pengene til forbedringer for de ældre.
I Frederiksværk-Hundested kommune, som i andre kommuner, er det dyrt at blive ældre, og den højt besungne kommunalreform skal jo betales, så livremmen må spændes ekstra ind. Det er på den konkrete og praktiske politik, vi skal lære at kende venner fra fjender.
Socialdemokraterne har i ord og skrift sagt, at de var modstander af kommunalreformen, men i kommunerne er det meget svært at få øje på den forskel, man påstår, der er mellem socialdemokrater og borgerlige.
Under alle omstændigheder er de lokale politikere åbenbart meget enige om, at selv nogle af de små krummer, der via Folketinget er muligheder for at hjælpe de ældre med, skal bruges på en måde, der kun giver gamle Jensen mulighed for at se og høre på, hvor dygtige deres hjemmehjælpere er til at benytte den ny moderne teknik, der flytter en del af det administrative arbejde væk fra kontor og rådhuse ud i de ældres hjem.
Gamle Jensen kan så måske beklage, at der blev altså heller ikke tid til at hjælpe ret meget denne gang, for de nye telefoner skal naturligvis benyttes, selv om det så kan gå ud over den alt for ringe tid, Jensen ellers havde fået tildelt til hjemmehjælp- og pleje.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. jan. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp