08 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Moduler i børnepasning virker ikke

Moduler i børnepasning virker ikke

Torsdag, 04. januar, 2007, 00:00:00

Børn er ikke kortere tid i institutioner, fordi deres forældre kan spare penge. Et barns opholdstid i institutioner er især bestemt af familiesituationen og forældrenes arbejds- og transporttid

af Jakob Sølvhøj, sektorformand i FOA, og Henning Pedersen, formand for BUPL
Betal kun for den tid, dit barn bliver passet. Det er tankegangen i de såkaldte modulordninger, som flere og flere kommuner vælger at tilbyde børnefamilier. Det lyder umiddelbart enkelt og tiltalende. Problemet er bare, at ordningerne ikke virker efter hensigten. Børnene er ikke kortere tid i institutionen, fordi det er billigere. Taberne bliver børn med lange dage.
De første år af et barns liv flyver af sted, og hvem vil ikke gerne bruge mest mulig tid sammen med sine børn? Mange forældre er bekymrede for, at deres børn opholder sig for længe i vuggestuen eller børnehaven.
For kommunalpolitikerne er det derfor værd at overveje, hvordan institutionerne kan hjælpe forældrene med at få arbejdsliv og familieliv til at hænge bedre sammen. Kan det oven i købet føre til besparelser i de kommunale udgifter, ja så er det vel noget nær idéelt i en tid, hvor kommunernes økonomi er under et kolossalt pres.
Tanken bag modulordningerne lyder da besnærende. Desværre holder den ikke i praksis. Det viser en analyse, som FOA har fået lavet af Bureau 2000 - og det viser Familie- og Forbrugerministeriets egen evaluering af modulordninger, som er foretaget af Familiestyrelsen.
Børn er ikke kortere tid i institutioner, fordi deres forældre kan spare penge. Et barns opholdstid i vuggestuen eller børnehaven er især bestemt af barnets familiesituation og forældrenes arbejds- og transporttid. Langt de fleste forældre afleverer og henter deres børn på vej til og fra arbejde.

Ingen fordel for børnene
De forældre, der vælger et kortere modul end fuldtidsmodulet, er forældre til børn, der i forvejen ikke udnytter hele institutionens åbningstid. Har man først har fri klokken 16 eller senere, får man jo ikke mulighed for at hente klokken 15, fordi man kan spare 300 kroner.
Modulordninger vil give institutionerne færre penge, og det betyder, at der må skæres i personaletimerne. De pædagogiske blokke bliver især placeret midt på dagen, hvor børneflokken er størst. Derfor vil det være aktivitetsniveauet i ydertimerne, der vil blive begrænset.
Familiestyrelsen vurderer, at børn i fuldtidsmoduler får relativt dårligere pædagogisk service end børn i deltidsmoduler, og da de ikke får flere timer sammen med deres familie, kan det føre til en relativt dårligere trivsel. Familiestyrelsen vurderer også, at når der er færre ansatte i ydertimerne, vil det gå ud over de udsatte børn, der er i institution tidligt om morgenen og sent om eftermiddagen.

Ingen økonomisk gevinst
Kommunerne vil ikke opnå nogen nævneværdig økonomisk gevinst ved ordningerne. Tværtimod vil kommunernes udgifter vokse på grund af de lavere takster og en øget udgift til administration. Den erkendelse er man for nylig kommet til i Odense kommune, der netop har opgivet et projekt med modulpasning, der ville blive for dyr.
Ved modulordninger skal forældre planlægge faste afleverings- og hentetider lang tid i forvejen. Erfaringer fra Odense viser desuden, at ordningerne giver brud i de pædagogiske forløb, fordi børn, som møder senere, bryder ind i aktiviteter, der allerede er i gang, ligesom børn, der skal hentes tidligt, bliver nødt til at gå midt i det hele.
Det betyder, at især de mindste børn har svært ved at fastholde koncentrationen ved fælles aktiviteter.
Samtidig er der mange eksempler på, at modulordningerne giver anledning til gnidninger mellem forældre og personale, fordi det i praksis viser sig svært for mange forældre at nå at hente deres børn inden for det modul, de har valgt. Et eksempel fra Odense viser, at de ansatte næsten dagligt overvejer, om de skal nævne over for forældrene, at de henter deres børn for sent.
Alle disse forhold bliver tydeliggjort i evalueringerne af modulordningerne. Derfor synes vi, at Familie- og forbrugerministeren taler mod bedre vidende, når han fortsat taler så varmt for indførelsen af modulordninger.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. jan. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp